Legislator Case Law & Legislation
W19891932825 DK

Uddannelseshjælp - tilskud/lån - tilbagebetaling - uddannelse på Den Frie Lærerhøjskole afsluttet før 1. juli 1987 (* 2) (* 4)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 19328 Historic

Uddannelseshjælp - tilskud/lån - tilbagebetaling - uddannelse på Den Frie Lærerhøjskole afsluttet før 1. juli 1987 (* 2) (* 4)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

A gennemførte i perioden 1981-86 uddannelse på Den Frie Lærerhøjskole med hjælp efter bistandslovens § 42. Hjælpen var efter det første år af uddannelsen ydet som halvt tilskud, halvt lån.

A anmodede i december 1987 - under henvisning til, at uddannelsen i september 1987 blev optaget på niveau 5 i den klassifikation af uddannelser (DUN-oversigten), som anvendes af Undervisningsministeriet og Danmarks Statistik -amtsankenævnet om at genoptage sagen, idet hjælpen burde være ydet som fuldt tilskud.

Amtsankenævnet fastholdt den 19. januar 1988 afgørelsen om, at hjælpen skulle ydes som halvt tilskud, halvt lån efter det første år af uddannelsen, men genoptog sagen efter offentliggørelsen af Ankestyrelsens afgørelse af 29. marts 1988 i SM O-46-88.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt herefter, at krav om tilbagebetaling for den del af det ydede lån til uddannelsen, der resterede pr. 1. juli 1987, ikke kunne gøres gældende.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af det sociale udvalg.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Socialministeriet havde på baggrund af en forespørgsel vedrørende et lignende problem, efter indhentet udtalelse fra Socialstyrelsen, afgivet en vejledende udtalelse vedrørende uddannelseslån efter bistandslovens § 42 i forbindelse med afsluttede uddannelser, hvortil hjælpen fra 1. juli 1987 skulle ydes som fuldt tilskud. Det udtaltes bl.a., at når ny lovgivning træder i kraft, vil den, medmindre der foreligger særlig hjemmel for andet, kun have gyldighed for sager efter ikrafttrædelsestidspunktet. De i ministeriets bekendtgørelse nr. 432 af 19. juni 1987 og i vejledning af 26. juni 1987 givne nye regler om afgrænsning af de uddannelser, hvortil hjælp i henhold til bistandslovens § 42 for en dels vedkommende skal ydes som lån, vil derfor kun få virkning for den § 42-hjælp, der efter 1. juli 1987 ydes til igangværende uddannelser eller til uddannelser, der påbegyndtes efter denne dato.

I sager, hvor der på baggrund af de tidligere gældende regler var truffet beslutning om, at hjælpen ydedes delvis som lån, ville lån ydet indtil 1. juli 1987, bestå og skulle tilbagebetales. De nye regler om afgrænsning af låneuddannelser medførte således ikke, at uddannelseslån i afsluttede sager skulle frafaldes.

Amtsankenævnet anførte hertil, at almindeligt anerkendte lovfortolkningsprincipper måtte føre til, at en lov/bekendtgørelse har gyldighed fra ikrafttrædelsen, at nævnet i det hele kunne tilslutte sig Socialministeriets udtalelse, samt at nævnets afgørelse udelukkende skyldtes, at nævnet - muligvis med urette - havde opfattet følgende passus i Ankestyrelsens afgørelse i SM O- 46-88: »Eventuelt indbetalte afdrag på den ydede hjælp skal ikke genudbetales af socialforvaltningen«, som en afstandtagen fra Socialministeriets standpunkt.

Antaget til principiel behandling

Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af de misforståelser, SM O-46-88 har givet anledning til, og til endelig afklaring af om hjælp udbetalt som lån før den 1. juli 1987 skal tilbagebetales.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 42.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 432 af 19. juni 1987 om uddannelseshjælp efter bistandslovens § 42.

Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ifølge § 5 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 432 af 19. juni 1987 om uddannelseshjælp efter bistandslovens § 42 trådte bekendtgørelsen i kraft den 1. juli 1987.

Bekendtgørelsens bestemmelser fandtes alene at have retsvirkning for uddannelseshjælp, der udbetales efter den 1. juli 1987 til igangværende uddannelser eller til uddannelser, der påbegyndtes efter denne dato med støtte i henhold til bistandslovens § 42.

Tilbagebetalingspligten for så vidt angik hjælp, der forud for den 1. juli 1987 var ydet som lån, bestod herefter fortsat. Det var herunder også uden betydning, om hjælpen var forfalden før 1. juli 1987.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsens afgørelse medførte ikke ændringer i A's ret ifølge amtsankenævnets afgørelse. Det ville sige, at krav mod A i overensstemmelse med Ankestyrelsens afgørelse ikke kunne gøres gældende.

Endelig adm. afgørelse 1989 19328 Historic

(* 1) Se tillige SM O-46-88 (som dog optages på kassationsliste 1989) og SM O-3-89

Endelig adm. afgørelse 1989 19328 Historic

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 432 af 19. juni 1987 om uddannelseshjælp efter bistandslovens § 42 har alene retsvirkning for uddannelseshjælp, der udbetales efter den 1. juli 1987 til igangværende uddannelser eller uddannelser, der påbegyndes efter den 1. juli 1987.

Tilbagebetalingspligten for så vidt angår hjælp ydet som lån før den 1. juli 1987 består fortsat. Det er i den forbindelse uden betydning, om hjælpen er forfalden til tilbagebetaling før den 1. juli 1987.

(* 1)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →