Dagpenge - arbejdsgiverrefusion - tab af indtægt - opsigelse med 'frit-stilling' (* 1) (* 2)

Dagpenge - arbejdsgiverrefusion - tab af indtægt - opsigelse med »frit-stilling« (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

M var salgskonsulent på virsomheden V. Den 13. juni 1986 blev han sygemeldt på grund af en ryglidelse med virkning tilbage til den 13. maj 1986. M var på dette tidspunkt kun delvis uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Fuld uarbejdsdygtighed blev først konstateret den 1. september 1986.

Den 27. juni 1986 blev M afskediget på grund af samarbejdsvanskeligheder med 1/2 års varsel efter funktionærlovens regler med fratræden 31. december 1986. Det meddeltes, at V ikke ønskede at gøre brug af M's arbejdskraft i opsigelsesperioden men stillede ham frit til at tage andet arbejde. M var stadig fuldt uarbejdsdygtig på fratrædelsestidspunktet.

I forbindelse med sagens behandling i kommunen udtalte V, at når V ikke ønskede M's arbejdskraft, skyldtes det alene hans job som sælger, hvor V af helt andre grunde end de helbredsmæssige ønskede en ny medarbejder.

Det sociale udvalg meddelte V afslag på refusion af sygedagpenge med henvisning til dagpengelovens § 1 og § 27. Udvalget fandt, at der ikke var grundlag for udbetaling af dagpenge i tiden 13. maj - 30. juni 1986, da M ikke var fuldt uarbejdsdygtig, eller der ikke var forløbet 13 uger (arbejdsgiverperioden). For tiden 30. juni - 31. december 1986 ansås lovens § 1 ikke at være opfyldt, idet fraværet ikke kunne anses for forårsaget af sygdom men af, at firmaet ikke ønskede at gøre brug af M's arbejdskraft af helt andre grunde end de helbredsmæssige.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet tiltrådte det sociale udvalgs afgørelse.

Nævnet bemærkede indledningsvis, at V i arbejdsgiverperioden var forpligtet til at yde sygedagpenge til M i 13 uger, jf. dagpengelovens § 3, stk. 1.

Da V ved udløbet af arbejdsgiverperioden havde fyret M og samtidig stillet ham frit, havde V fra den 1. juli 1986 ikke ydet løn under fravær fra arbejdet på grund af M's sygdom, idet M's arbejdskraft slet ikke var ønsket.

Da V således ikke havde udbetalt løn under fravær fra arbejdet, var V ikke berettiget til at få refusion af sygedagpenge vedrørende M, jf. dagpengelovens § 27.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Afgørelsen blev anket af V, som navnlig gjorde gældende, at V's retsstilling i relation til retten til at modtage refusion ikke kunne være afhængig af, at arbejdsgiveren havde fritstillet medarbejderen i opsigelsesperioden, idet fritstillelsen naturligvis først gjaldt fra raskmeldingstidspunktet.

Antaget til principiel behandling

Ankestyrelsen havde antaget sagen til principiel behandling med henblik på afklaring af spørgsmålet om arbejdsgiverrefusion i tilfælde, hvor sygdom opstår i en opsigelsesperiode, hvor arbejdstageren er »frit-stillet«.

LOVGRUNDLAG

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 1, stk. 1, og § 27, stk. 1.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse med den givne begrundelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at M ved opsigelsen var blevet stillet frit uden nogen forbehold fra arbejdsgivers side, idet arbejdsgiver klart havde tilkendegivet, at man ikke på noget tidspunkt havde ønsket at gøre brug af M's arbejdskraft.

Ankestyrelsen fandt således, at der ikke havde foreligget et tab for V, jf. dagpengelovens § 1.

Opsigelse med »frit-stilling« af en funktionær afskar arbejdsgiveren fra refusion af sygedagpenge for tiden efter arbejdsgiverperiodens udløb, fordi arbejdsgiveren i forbindelse med opsigelsen klart havde tilkendegivet, at man ikke på noget tidspunkt ønskede at gøre brug af pågældendes arbejdskraft. Indtægtstab på grund af sygdom forelå derfor ikke.