Hovedaktionær, mellemregningskonto, renter, periode. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Hovedaktionær, mellemregningskonto, renter, periode. (* 1)
A klagede over, at Ligningsrådet havde forhøjet hans selvangivne indkomst for 1985 med 1.425.510 kr. Ligningsrådet havde anset klageren for omfattet af ligningslovens § 5, stk. 4, sidste punktum, hvorefter han skulle periodisere renteudgiften vedrørende et banklån på ca. 46 mio. kr., da han som hovedaktionær havde mellemregning med sit selskab gennem et uforrentet aktionærlån på 1,4 mio. kr.
Klagerens repræsentanter anførte, at det omhandlede renteperiodiseringsspørgsmål alene vedrørte 1985, idet aktionærlånet var indfriet i 1986 i forbindelse med overdragelse af selskabet.
Repræsentanterne fandt i øvrigt ikke, at klageren kunne pålægges en renteperiodisering, idet reglen om renteperiodisering i ligningslovens § 5, stk. 4, og det hertil knyttede cirkulære nr. 181 af 21. november 1984, pkt. 9, var begrundet i hensynet til ligningsmyndighedernes mulighed for at sammenholde hovedaktionærens og hans selskabs indkomstopgørelser. Ingen af disse hensyn eller begrundelsen herfor var til stede i sagen.
Det anførtes i denne forbindelse, at klagerens aktionærlån på 1,4 mio. kr. ikke var forrentet, og at det af cirkulæret fremgik, at reglen ikke fandt anvendelse, når der forelå uforrentede aktionærlån.
Ligningsrådet anførte heroverfor, at der forelå en helt klar lovbestemmelse og hertil knyttet cirkulære. Det fremgik af cirkulæret, at en hovedaktionær skulle periodisere renteindtægter og -udgifter, hvis han havde en forrentet mellemregning med selskabet. Mellemregningskontoen her var ikke aftalt forrentet, men den manglende forrentning modsvaredes efter Ligningsrådets opfattelse af klagerens tilsvarende manglende gage fra selskabet, jf. SD-cirkulære 1982-24. Statsskattedirektoratet var i øvrigt af den opfattelse, at cirkulærets bemærkninger om mellemregningskonti, der ikke var forrentede, sigtede på konti, der efter deres nota var uforrentede, f.eks. løbende handelsmellemværender mellem selskabet og en af hovedaktionæren dreven virksomhed. Det anførtes herved, at uanset det ved sagens afgørelse måtte lægges til grund, at mellemregningskontoen måtte anses for uforrentet, fremgik det af cirkulæret, at man ikke var forpligtet til at kræve renteperiodisering i så tilfælde, men at dette betød, at man under alle omstændigheder kunne forlange det, hvis man fandt det formålstjenligt.
Tre retsmedlemmer bemærkede, at ligningslovens § 5, stk. 4, som det fremgik af det hertil knyttede cirkulære, var begrundet med, at man havde ønsket af videreføre kravene i SD-cirkulære nr.181-23 om, at hovedaktionærer og hovedanpartshavere, der havde mellemregning med et selskab, også skulle periodisere deres renteindtægter og -udgifter. Det fremgik endvidere, at såfremt mellemregningen ikke forrentedes, var det ikke nødvendigt at stille krav om, at hovedaktionæren anvendte periodiseringsprincippet. Der forelå en aftalt uforrentet mellemregningskonto, og den eventuelle skattemæssige behandling af rentefriheden var uden betydning for afgørelsen i denne sag, jfr.cirkulære 1981 af 21/11 1984, pkt. 4.
Disse retsmedlemmer fandt herefter ikke, at der for klageren havde foreligget nogen pligt til renteperiodisering.
Et retsmedlem fandt med den af Ligningsrådet givne begrundelse, at klageren var omfattet af ligningslovens § 5, stk. 4.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter klageren ikke var omfattet af ligningslovens § 5, stk. 4, sidste punktum.
LV 1988, E 5.1.2
En hovedaktionær, der havde en aftalt uforrentet mellemregningskonto med selskabet, var ikke pligtig at periodisere renteudgiften på et privat banklån, idet han ikke blev anset for omfattet af ligningslovens § 5, stk. 4, og cirkulære hertil nr. 181 af 21.
november 1984, pkt. 9, der omhandlede forrentede mellemregningskonti.