Kapitalpension, arbejdsgiverbidrag. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Kapitalpension, arbejdsgiverbidrag. (* 1)
A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet hans selvangivne indkomst for 1986 med 15.550 kr. Myndighederne havde ikke godkendt den af arbejdsgiveren, B A/S, indbetalte præmie til kapitalpensionsordning med 29.000 kr., men havde i henhold til pensionsbeskatningslovens § 16, jf. § 21, forhøjet klagerens indkomst med 15.550 kr., svarende til den del af indbetalingerne, der oversteg 15% af klagerens samlede indkomst hos den pågældende arbejdsgiver.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren indtil 1. august 1986 havde været ansat i statens tjeneste og i den resterende del af året hos B A/S. Klageren havde med virkning fra den 1. februar 1983 indgået overenskomst om kapitalpension med den daværende arbejdsgiver. Som pensionsbidrag var fra denne dato indbetalt 1.200 kr. årligt, eller 100 kr. pr. måned, idet det mellem parterne var aftalt, at bidraget skulle tilvejebringes 100% fra medarbejderen.
I 1986 havde klageren i ansættelsesperioden hos B A/S indbetalt i alt 29.000 kr. til kapitalpensionsordningen i overensstemmelse med et tillæg til overenskomsten, hvoraf fremgik, at B A/S var indtrådt som ny arbejdsgiver i den omhandlede pensionsordning i stedet for den tidligere arbejdsgiver. Samtidig havde den nye arbejdsgiver overtaget de for den tidligere arbejdsgiver gældende krav og forpligtelser i henhold til overenskomsten, herunder retten til at træffe nye aftaler med arbejdsgiveren om ændring af de årlige bidrags størrelse, pensionsalder og valg af kontoførende pengeinstitut. Med virkning fra den 1. november 1986 blev i henhold til denne aftale arbejdsgiverens bidrag fastsat til fremover at udgøre 29.000 kr., tilvejebragt 100% af arbejdsgiveren. Bidraget skulle indbetales med 14.500 kr. i hver af månederne november og december 1986 og herefter skulle bidragene stilles i bero indtil videre. Aftalen var underskrevet af den tidligere arbejdsgivers regnskabskontor den 17. november 1986 og af B A/S den 19. november 1986.
De stedlige skattemyndigheder havde ikke anset klageren for berettiget til at indbetale mere end 15% af lønnen, indtjent hos B A/S til kapitalpensionsordningen. Under hensyn til, at kapitalpensionsordningen var overdraget fra den tidligere arbejdsgiver til B A/S, var det myndighedernes opfattelse, at den i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, anførte regel - hvoraf fremgår, at der alene kan anvendes 15% af klagerens samlede lønindtægt i indkomståret hos den pågældende arbejdsgiver - måtte fortolkes indskrænkende, således at der alene kunne anvendes 15% af lønnen hos den arbejdsgiver man havde indgået aftalen med.
Klageren havde i medfør af Skattedepartementets generelle vejledning om udbetaling af for høje kapitalpensionsbidrag, oktober 1984, ansøgt ministeriet om dispensation til skatte- og afgiftsfri tilbagebetaling af det for meget indbetalte beløb på 15.550 kr. på hans kapitalpensionskonto.
Ministeriet havde svaret at man ikke kunne imødekomme det ansøgte. Der var herved henset til skattemyndighedernes praksis, hvorefter man kun kunne acceptere skatte- og afgiftsfri tilbagebetaling fra en kapitalpensionsordning, når det drejede sig om en åbenbar fejldisposition, hvor der til en pensionsordning var indbetalt et beløb, som der ikke var et retligt krav på i henhold til pensionsaftalen.
Klageren påstod godkendelse af fradragsret for indskud på kapitalpensionsordningen med i alt 29.000 kr. Til støtte herfor henviste klageren til, at den forhenværende arbejdsgiver i henhold til aftalen havde overdraget gældende krav og forpligtelser i henhold til overenskomsten, herunder retten til at træffe ny aftale med arbejdsgiveren om ændring af de årlige bidrags størrelse, pensionsalder og valg af kontoførende pengeinstitut. Hertil kom, at tillæg til overenskomst om kapitalpension gældende for resten af 1986 var godkendt af begge arbejdsgivere.
Klageren påstod herefter aftalen indgået med begge arbejdsgivere, men med indbetaling fra de resterende lønudbetalinger for 1986, idet klageren anså ordningen som værende indeholdt i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1.
Under henvisning til ordlyden i pensionsbeskatningslovens § 16 samt bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget, hvoraf fremgik, at de årlige indbetalinger til disse ordninger højst kunne andrage 15% af arbejdstagerens samlede aflønning hos den pågældende arbejdsgiver, fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at klageren var anset for indkomstskattepligtig af det beløb, hvormed indbetalingerne havde oversteget 15% af den samlede lønindtægt hos B A/S. Da der endvidere ikke bevillingsmæssigt havde kunnet dispenseres herfra, blev den påklagede ansættelse stadfæstet.
LV 1988 I 2.7.
I forbindelse med skift af arbejde pr. 1. november 1986 blev en med den tidligere arbejdsgiver aftalt kapitalpensionsordning overtaget af den nye arbejdsgiver. Samtidig blev aftalt væsentlig større indbetaling for de 2 sidste måneder af 1986. Der blev efter pensionsbeskatningslovens § 16 kun godkendt fradrag for indbetaling, svarende til 15% af lønnen hos den nye arbejdsgiver.