Lønmodtagere, home-parties. (* 1)

Lønmodtagere, home-parties. (* 1)

A klagede for indkomståret 1987 bl.a. over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset hende for lønmodtager, hvorfor det selvangivne fradrag for erhvervsudgifter i medfør af ligningslovens § 9, stk. 1, var reduceret med 3.000 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren havde indgået forhandlersamarbejdsaftale med distributører for firmaet B. I henhold til distributionsaftalen skulle klageren sælge firmaets produkter ved »home-parties«, og hendes honorar herfor udgjorde en nærmere fastsat procentsats af firmaets vejledende udsalgspris. Klageren afholdt selv udgifter til befordring, telefon, porto og forsendelser, medens momsen blev afregnet af firmaets distributører.

Ved opgørelsen af den selvangivne indkomst havde klageren fratrukket 5.644 kr. for telefon, porto og forsendelser.

Ved ansættelsen havde skatterådet i medfør af ligningslovens § 9, stk 1, reduceret disse udgifter på 5.644 kr. med 3.000 kr., idet klageren var anset for lønmodtager.

Klageren gjorde gældende, at hun var selvstændig erhvervsdrivende.

Landsskatteretten fandt i overensstemmelse med den af Højesteret den 20. december 1974 afsagte dom, at klageren måtte sidestilles med en provisionslønnet repræsentant, og efter det oplyste om karakteren og omfanget af de af klageren afholdte udgifter fandt retten ikke, at der forelå selvstændig erhvervsvirksomhed.

Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV 1988, C 4.2.4.

En forhandler ved »home-parties« af et firmas produkter, blev anset som lønmodtager, og de af hende fradragne omkostninger i forbindelse med salget skulle derfor reduceres med 3.000 kr., jf. Højesterets dom af 20. december 1974, hvorefter indkomst ved sådant salg blev anset for A-indkomst i relation til spørgsmålet om tilbageholdelse af skat.