Ejendomssalg, ejertid. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Ejendomssalg, ejertid. (* 1)
A klagede over den for indkomståret 1987 foretagne ændring af den selvangivne særlige indkomst for så vidt angik spørgsmålet om beregningen af ejertidens længde i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 6 ved salg af en grund.
Af sagens oplysninger fremgik, at klageren i 1957 havde købt et jordareal. I 1976 havde han solgt en del af arealet til det af ham beherskede selskab B ApS. Klageren havde herefter lejet det nævnte jordstykke af selskabet og opført en restaurationsbygning herpå i årene 1976-77. I april 1985 havde klageren købt grunden tilbage fra selskabet for kontant 230.000 kr., hvorefter han i 1987 havde solgt såvel restaurationsbygningerne som grunden.
De stedlige skattemyndigheder havde fundet, at der var tale om to forskellige anskaffelsestidspunkter for henholdsvis bygninger og grund. Dette medførte for klagerens vedkommende, at grundens anskaffelsestidspunkt var i 1985. Der var i den forbindelse henvist til punkt 22 i cirkulæret til ejendomsavancebeskatningsloven.
For Landsskatteretten anførte klagerens revisor, at der udover skattemyndighedernes opgørelsesmåde var yderligere 2 måder at behandle spørgsmålet om, hvorledes grunden skulle indgå i den skattemæssige avanceopgørelse. Grund og bygning kunne behandles som en enhed med anskaffelsestid for det først anskaffede - hvilket var bygningen i 1976 - eller også kunne grund og bygning behandles hver for sig og salgsprisen opdeles, således at der blev taget hensyn til ejertiden før overdragelsen til selskabet, hvorefter ejertiden i alt udgjorde 22 år. Det var dog revisors opfattelse, at den første metode måtte være den korrekte, idet det første køb på et matrikelnummer var afgørende for den samlede ejendoms anskaffelsestidspunkt.
I den foreliggende situation, hvor klageren først havde erhvervet (opført) bygningerne som bygninger på lejet grund, og derefter senere havde erhvervet grunden, fandt Landsskatteretten i relation til ejendomsavancebeskatningslovens § 6 om reduktion af avancebeskatningen efter længden af ejertid, at tilfældet burde behandles som en successiv erhvervelse af 2 selvstændige faste ejendomme. Der henvistes i den forbindelse også til, at en bygning på lejet grund blev anset for en selvstændig ejendom i vurderingsmæssig henseende, således at såvel bygninger som grund vurderedes hver for sig. Grunden fandtes herefter ved avanceopgørelsen at være erhvervet af klageren i 1985, og den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.
LV 1988, H 1.2.1.
I et tilfælde, hvor en bygning oprindelig var opført på lejet grund, og grunden senere var købt af lejeren, blev der ved beregningen af ejertidens længde i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 6 anset at være tale om successiv erhvervelse af 2 selvstændige faste ejendomme.