Afskrivning, blandede driftsmidler, EDB (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Afskrivning, blandede driftsmidler, EDB (* 1)
A klagede for indkomstårene 1984, 1985 og 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset ham for uberettiget til at fradrage afskrivning på EDB-anlæg med henholdsvis 1.946 kr., 1.838 kr. og 446 kr., samt til i indkomståret 1984 at fradrage 3.367 kr. for køb af disketter m.v.
Det var oplyst, at klageren ejede og drev en landbrugsejendom på ca. 21 ha udelukkende med avl af korn, samt at han og hans ægtefælle begge tillige var lønmodtagere som fuldtidsansatte i henholdsvis en privat virksomhed og den stedlige kommune. I året 1984 havde klageren anskaffet et EDB-anlæg med printer og disketter. Anskaffelsessummen for selve anlægget var afskrevet efter reglerne i afskrivningslovens afsnit I om driftsmidler, medens udgifterne til disketter m.v. var fradraget direkte i indkomsten i anskaffelsesåret under henvisning til bestemmelserne i afskrivningslovens § 3 om fradrag for udgifter til køb af mindre driftsmidler eller driftsmidler med en levetid på 3 år eller derunder.
Som begrundelse for at nægte dette fradrag samt afskrivning på anlægget gjorde de stedlige skattemyndigheder gældende, at disse udgifter ikke kunne anses for fradragsberettigede driftsomkostninger, der var nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. bestemmelserne i statsskattelovens § 6 a.
Klageren påstod over for Landsskatteretten de omhandlede fradrag godkendt, idet hans regnskabskonsulent til støtte herfor forklarede, at klageren havde investeret i EDB-anlægget til økonomistyring af landbrugsbedriften. Han kunne bl.a. spare ca. 2.000 kr. om året ved selv at udarbejde budgetter ved brug af anlægget i stedet for som tidligere at overlade dette til regnskabskonsulenten. Endvidere anvendte klageren anlægget til markstyring og udarbejdelse af lovbefalede mark- og gødningsplaner.
Landsskatteretten kunne for så vidt tiltræde klagerens og regnskabskonsulentens påstand om, at EDB-anlægget var anskaffet af driftsmæssige hensyn og benyttedes erhvervsmæssigt i hans landbrug. Det var imidlertid oplyst, at anlægget tillige havde været benyttet dels af klagerens børn, dels af hans ægtefælle i dennes arbejde, hvilket i forhold til klagerens landbrug måtte anses for privat benyttelse. Anlægget med tilbehør måtte derfor afskrives efter reglerne i afskrivningslovens afsnit II om blandede driftsmidler, der benyttes både til erhvervsmæssige og til private formål. Endvidere kunne efter Landsskatterettens skøn EDB-anlægget anses for at være benyttet til driftsmæssige formål for halvdelens vedkommende. Den påklagede ansættelse blev ændret i overensstemmelse hermed.
LV 1988, L 5.1.
Et EDB-anlæg, anskaffet til brug ved landbrugsvirksomhed, blev anset for afskrivningsberettiget, men kun efter afskrivningslovens afsnit II om blandede driftsmidler, idet det også havde været brugt privat.