Ejendomssalg, ejertidsfradrag. (* 1)

Ejendomssalg, ejertidsfradrag. (* 1)

A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder forhøjede den af ham selvangivne særlige indkomst fra 2.505.919 kr. til 3.329.232 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren i 1982 indgik i et ejendomsinteressentskab med en ideel anpart på 20%, og at dette interessentskab erhvervede en fast ejendom. I 1985 overtog klageren de resterende ideelle anparter i ejendomsinteressentskabet på 80%, og i 1987 blev ejendommen solgt til en tredjemand.

De stedlige skattemyndigheder havde ved opgørelsen af klagerens avance ved afståelsen af ejendommen i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2, alene indrømmet et nedslag på 60% vedrørende den af klageren først anskaffede anpart på 20% af ejendommen, medens der på den i 1985 anskaffede anpart på 80% ikke blev givet noget nedslag med henvisning til, at ejertiden havde været kortere end 3 år, jf. samme bestemmelses stk. 1. Det var i den forbindelse anført, at det af cirkulære nr. 216 af 17. december 1982, pkt. 22, om ejendomsavancebeskatningslovens stk. 1, fremgik, at de enkelte erhvervelser skulle reguleres hver for sig, når der anskaffedes yderligere grundarealer, der blev sammenlagt med det oprindelige areal. I modsætning hertil anførtes det i stk. 2, at hvis ejeren i sin besiddelsestid opførte bygninger på ejendommen eller udførte større forbedringer, skulle ejertiden i relation til lovens § 6 regnes fra grundens eller hovedejendommens anskaffelse. Det var herefter de stedlige skattemyndigheders opfattelse, at klageren havde erhvervet ejendommen successivt som ideelle anparter.

Klagen til Landsskatteretten vedrørte spørgsmålet om indrømmelse af ejertidsfradrag vedrørende den i 1985 tilkøbte anpart.

Der blev nedlagt påstand om, at der også vedrørende denne anpart og således vedrørende ejendommen i sin helhed skulle indrømmes et nedslag på 60%, således at den særlige indkomst skulle nedsættes med 798.697 kr. Til støtte herfor anførtes, at klageren i 1982 måtte anses for at have erhvervet en ideel anpart af hele ejendommen. Det var således ikke direkte til at afgøre, hvilket stykke af ejendommen klagerens besiddelse vedrørte. Videre henvistes til, at der ikke var udfærdiget skøde vedrørende klagerens erhvervelse i 1985. Det var herefter klagerens revisorers opfattelse, at anskaffelsessummen skulle opgøres i overensstemmelse med ejendomsavancebeskatningslovens § 5 og 6, samt punkterne 14, 19 og 22, stk. 2, i cirkulæret til ejendomsavancebeskatningsloven, hvorefter ændringen i kapitalforholdene i 1985 var at sammenligne med en forbedringsudgift.

Efter det oplyste fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at sidestille den supplerende erhvervelse med en forbedring eller byggeri på den oprindelige ejendom. Klagerens erhvervelse i 1985 fandtes derfor i relation til opgørelsen af ejertidsfradrag efter ejendomsavancebeskatningsloven at måtte betragtes som en yderligere erhvervelse med den følge, at denne andel ansås for erhvervet på et tidspunkt, der lå mindre end 3 år forud for afståelsen, jf. lovens § 6, stk. 1. Den påklagede ansættelse, hvorom der ikke var beløbsmæssig uenighed, blev derfor stadfæstet.

LV 1988, H 2.6.

Ved beregning af ejertidsfradrag efter ejendomsavancebeskatningsloven skulle beregning foretages for hver anskaffelse for sig i et tilfælde, hvor den senere sælger først havde erhvervet en andel på 20% i et ejendomsinteressentskab og nogle år senere de resterende 80%.