Hovedanpartshaver, mellemregningskonto, forrentning. (* 1)

Hovedanpartshaver, mellemregningskonto, forrentning. (* 1)

Boet efter A klagede over, at A's skattepligtige indkomst for indkomstårene 1983-1985, begge inkl., af amtsligningsrådet var forhøjet med henholdsvis 76.670 kr., 72.466 kr. og 77.292 kr., udgørende ansat forrentning af mellemregningskonto med B ApS.

Det fremgik af sagen, at A, der nu var afgået ved døden, i de nævnte år havde drevet handel med køb og salg af værdipapirer, især aktier, dels i et vist omfang i personligt regi, men overvejende gennem et af klageren ejet og domineret anpartsselskab B ApS.

Til finansiering af virksomheden i anpartsselskabet havde klageren opnået et lån i sin bank og havde udlånt provenuet til anpartsselskabet uden betaling af renter fra selskabet til klageren.

Ansættelserne skyldtes de heraf følgende forhøjelser med rentebeløbene, der var identiske med de for de respektive år af banken tilskrevne renter.

Ved ansættelsen var det af amtsligningsrådet antaget, at renteberegning var undladt for derved at opnå, at skattebesparelsen for renteudgiften til banken skete hos hovedaktionæren med 62-63% i stedet for hos selskabet med 40%. Der var henvist til en afgørelse vedrørende en bindende forhåndsbesked, nævnt i ligningsvejledningen for aktionærer og selskaber 1988, side 198, i henhold til hvilken to aktionærer havde tænkt sig at opnå private lån til rentefri videre udlåning til et selskab. Denne disposition var anset for at være en unormal forretningsmæssig disposition, der udelukkende havde til formål at give anpartshaverne et skattemæssigt rentefradrag, og samtidig formindske et forventet underskud i selskabet, som eventuelt ikke ville kunne udnyttes til fremførsel efter ligningslovens § 15. Ligningsrådet havde i denne sag fundet, at anpartshaveren skulle beskattes af manglende forrentning, og at renten skulle fastsættes til samme rentesats, som var anvendt ved anpartshaverens optagelse af lån i pengeinstitutter.

Klagerens revisor gjorde særlig med hensyn til denne sidste afgørelse gældende, at situationen ikke kunne sammenlignes, idet der i året for nærværende klagers låneoptagelse ikke var underskud i selskabet.

Efter det oplyste - herunder om selskabets regnskabsmæssige forhold, hvoraf fremgik, at de omhandlede renteudgifter ikke fuldt ud ville kunne udnyttes til fradrag i selskabets indkomst - kunne Landsskatteretten tilslutte sig de af de stedlige skattemyndigheder ved ansættelsen anførte synspunkter og begrundelser. De påklagede ansættelser blev herefter stadfæstet.

LV 1988, SC 1.2.2.

En hovedanpartshaver, der havde optaget et banklån og udlånt dette rentefrit til anpartsselskabet, blev anset for skattepligtig af forrentning af mellemregningskontoen med et beløb, svarende til de betalte renter på banklånet.