Friboligværdi - varmemester (* 1)

Friboligværdi - varmemester (* 1)

Varmemester A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder havde forhøjet hans selvangivne indkomst for 1984 og 1985 med henholdsvis 9.574 kr. og 9.556 kr. som værdi af delvis fribolig af den funktionærbolig, han har til rådighed som varmemester i en andelsboligforening. De nævnte beløb blev beregnet som differencen mellem den maksimale udlejningsværdi i henhold til den i 1983 mellem Boligselskabernes Landsforening og Ejendoms- og Sevicefunktionærernes Sammenslutning indgåede Mønsteroverenskomst og den betalte husleje.

Det var oplyst, at klageren blev ansat som varmemester den 1. juli 1980, og at han i forbindelse hermed havde fået en funktionærlejlighed, et rækkehus på 2 værelser og 2 kamre med et bruttoareal på 110 m2. Han havde pligt til at bebo lejligheden og pligt til at fraflytte ved stillingsfratræden. Ved en i 1983 foredagen ændring af Mønsteroverenskomsten var det dog indføjet, at funktionærer efter 5 års anciennitet havde krav på at blive boende efter stillingsfratræden, i stedet for som tidligere alene at have krav på at få anvist en anden passende bolig.

Indvendig vedligeholdelse af boligen påhvilede klageren, ligesom han betalte særskilt for varme og el. Der var ikke direkte i lejekontrakten stillet krav om indretning af kontor i boligen, men det var fra ejendomsselskabets side forudsat, at et af værelserne kunne benyttes til kontor, hvor klageren uforstyrret kunne tale med beboerne. Det var endvidere ubestridt, at den af klageren betalte husleje var højere end den leje, der fastsættes efter statens satser for brug af tjeneste/-lejeboliger. Den maksimale lejeværdi i henhold til Mønsteroverenskomsten var for klagerens bolig 22.900 kr. om året, og boligens objektive udlejningsværdi var ca. 43.000 kr. årligt.

Klagerens advokat anførte, at Mønsteroverenskomsten var indgået for at beskytte ejendomsfunktionærerne mod urimelige huslejer efter deres forhold. Overenskomsten angav alene et maksimum for huslejen, og den var da heller ikke af ejendomsselskaberne benyttet til at hæve huslejen til dette niveau. Allerede ved indgåelse af overenskomsten i 1963 havde man været opmærksom på, at den objektive husleje kunne være for høj for en ejendomsfunktionær, og i en senere overenskomst af 1967 blev det præciseret, at der i tilfælde af særlig store forhøjelser skulle optages forhandling i hvert enkelt tilfælde vedrørende ansættelsen af lejen. Udgangspunktet for fastsættelsen af lejen for funktionærboliger var såvel i henhold til overenskomsten af 1983 som de tidligere overenskomster den til enhver tid gældende leje i den pågældende afdeling. Fastsættelsen af den konkrete leje blev foretaget individuelt under hensyntagen til generne ved den pligtmæssige beboelse af boligen samt pligten til fraflytning. Den i overenskomsten af 1983 givne ret til efter 5 års ansættelse at blive boende i lejligheden var reelt ikke noget særligt gode, idet ejendomsfunktionærerne erfaringsmæssigt fraflyttede deres tjenestebolig efter stillingsfratræden for at få et uforstyrret privatliv. Den for klageren fastsatte husleje havde ikke tilsigtet at give ham nogen økonomisk fordel.

Klagerens advokat anførte endvidere med henvisning til Østre Landsrets dom af 30. maj 1984 og Østre Landsrets dom af 14. januar 1987, at ganske vist var skattemyndighederne berettigede til at udøve et skøn over værdien af tjeneste- og lejeboliger i den private sektor, men med skønsudøvelsen skulle statens satser for brug af tjeneste- eller lejeboliger være vejledende i de tilfælde, hvor forholdene inden for den private og offentlige sektor kunne sidestilles. For klagerens vedkommende afveg ansættelsesforholdet ikke væsentligt fra tilsvarende ansættelsesforhold inden for det offentlige. Ganske vist havde klageen i modsætning til offentligt ansatte med tjenestebolig en ret til at blive boende i boligen, men som nævnt var denne ret ikke noget ubetinget gode. I øvrigt vurderedes denne rettighed ikke særlig højt i statens satser, hvor lejeboligbidraget kun var ca. 25-33% højere end tjenesteboligbidraget for en tilsvarende bolig. På den anden side havde klageren i modsætning til offentligt ansatte pligt til at afholde udgifterne til indvendig vedligeholdelse. Der var mellem klageren og ejendomsselskabet indgået en bindende aftale om lejens størrelse, som ikke var åbenbart urimelig. Skattemyndighederne havde derfor bevisbyrden for, at klageren i forbindelse med lejeaftalen havde modtaget en skattemæssig fordel i form af yderligere værdi af bolig til rådighed.

Statsskattedirektoratet indstillede under sagens behandling, at ansættelserne blev stadfæstet i princippet, men dog således, at der for hvert af årene skønsmæssigt blev indrømmet et nedslag på 2.400 kr. vedrørende kontor i hjemmet. Direktoratet henviste til, at klagerens boligmæssige forhold - i modsætning til hans ansættelsesforhold i øvrigt - ikke var sammenlignelige med offentligt ansattes, idet offentligt ansatte ikke havde nogen ret til efter stillingsophør at blive boende i tjenesteboligen eller at få anvist en anden passende bolig. Ansættelsen af boligværdien måtte fastsættes skønsmæssigt, og den i Mønsteroverenskomsten fastsatte værdi, som var på 50% af den faktiske udlejningsværdi, måtte anses som et rimeligt udtryk for den skattemæssige værdi. Efter de ved sagens behandling tilvejebragte oplysninger - herunder, at anvendelse af statens satser medførte en lavere leje end den faktisk betalte, og at klageren lønmæssigt lå på et almindeligt niveau, hvor hans forhold var sammenlignelige med offentligt ansatte - fandt Landsskatteretten, at sagen måtte afgøres i overensstemmelse med Statsskattedirektoratets cirkulære nr. 344 af 11. januar 1973. Herefter skulle statens satser være vejledende ved skønsudøvelsen for privat ansatte, hvis forhold var sammenlignelige med offentligt ansatte. Dette var efter rettens opfattelse også klart kommet til udtryk i Østre Landsrets dom af 14. januar 1987, hvis præmisser i så henseende ikke kunne anses for kuldkastet ved højesteretsdommen af 24. marts 1988. Landsskatteretten fandt herefter - bl.a. under hensyn til, at den indvendige vedligeholdelse af boligen påhvilede klageren - at det var betænkeligt at antage, at klageren i forbindelse med lejemålet af tjenesteboligen havde haft delvis fribolig.

De påklagede ansættelser blev herefter nedsat til de selvangivne beløb.

(* 1) Offentliggjort i Skat 1990, nr. 1, side 43

For en varmemester i en andelsboligforening blev det antaget, at lejen for den til rådighed stillede funktionærbolig kunne fastsættes ud fra retningslinierne i bestemmelserne om satserne for Statens tjeneste- og lejeboliger, selv om der efter Mønsteroverenskomsten for Ejendoms- og Servicefunktionærer var adgang til at beholde boligen ved fratrædelse efter 5 års forløb.