Kursgevinst på obligationer solgt efter prioriteringen (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Kursgevinst på obligationer solgt efter prioriteringen (* 1)
Aktieselskabet A klagede for skatteåret 1987/88 over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset selskabet for indkomstskattepligtigt af kursavancer på i alt 312.699 kr., opnået i forbindelse med nyprioritering af ejendomme, opført med salg for øje.
Det var oplyst, at selskabet var et byggeselskab, som i det pågældende år havde opført, prioriteret og solgt fire huse. Ejendommene var finansieret af selskabet med kreditforeningslån, således at man foreløbig havde ligget et stykke tid med obligationerne. Disse var selvangivet til kursen på prioriteringstidspunktet. Når de pågældende huse blev solgt, havde køberen overtaget de pågældende lån til restgælden pr. overtagelsesdagen. Obligationerne havde selskabet solgt tre til fire måneder efter, at prioriteringen havde fundet sted, og opnåede da på grund af det betydelige fald i renten en kurs på 119. Kursavancen havde selskabet anset for at være skattefri under henvisning til kursgevinstlovens § 4, stk. 2, idet man havde anset det for at være køb og salg af obligationer, som fandt sted uafhængigt af salget af de pågældende ejendomme.
Skattemyndighederne havde som begrundelse for ansættelsen henvist til, at kursavancerne var omfattet af selskabets nettoomsætning, idet der var tale om kursavancer opnået i forbindelse med salg af selskabets produkter. Avancerne var derfor indkomstskattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4 (næringsvirksomhed), subsidiært i henhold til kursgevinstlovens § 4, stk. 1 (vederlagsnæring). De opnåede avancer var således anset for et skattepligtigt beløb, der skulle modregnes i de pågældende ejendommes anskaffelsessum.
Efter det oplyste - hvorefter der var tale om obligationer, som selskabet havde haft i behold i en periode og stadig havde i behold ved salgene af husene, idet obligationerne først var afhændet ca. 3 til 4 måneder efter disse salg fandt Landsskatteretten ikke, at de opnåede kursgevinster kunne henføres til den efter reglerne i statsskattelovens § § 4-6 opgjorte avance ved salg af husene. Retten var herefter enig med selskabets revisor i, at kursgevinsterne måtte anses som gevinst på pengefordringer, omfattet af kursgevinstloven. Idet der således ikke var hjemmel til den foretagne beskatning, blev den påklagede ansættelse nedsat til det selvangivne beløb.
LV 1988, H 4.2.
(* 1) Offentliggjort i Skat 1990, nr. 1, side 47
Et byggeselskab, der ved prioritering af huse til salg havde beholdt obligationerne 3-4 måneder efter, at husene var solgt, blev ikke anset for skattepligtig af salgsavancen på obligationerne, idet salget blev anset for omfattet af kursgevinstloven som gevinst på pengefordringer.