Kørselsudgiftfordeling
Statutory Text (3 Articles)
Kørselsudgiftfordeling
Sommerhusudlejer A klagede for indkomstårene 1984 og 1985 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke fuldt ud havde godkendt de af ham foretagne fradrag for udgifter til befordring, henholdsvis 42.750 kr. og 47.519 kr., men havde beskåret disse fradrag til henholdsvis 21.767 kr. og 18.911 kr. efter en nærmere angiven beregning.
Klageren bestred ikke over for Landsskatteretten rigtigheden af den talmæssige opgørelse, men gjorde gældende, at de lokale skattemyndigheder ikke havde været berettiget til at ændre de selvangivne fradrag uden forudgående varsel. Klageren anførte til støtte herfor, at den selvangivne fordeling af kørselsudgifterne på henholdsvis driftskonto og privatkonto var godkendt for indkomståret 1983 uden bemærkninger fra skattemyndighederne. Af Statsskattedirektoratets ligningsvejledning fremgik det, at skattemyndighederne ikke uden forudgående underretning kunne ændre skønsmæssige fordelinger, som kunne være dokumenteret, hvis skatteyderen forud for de pågældende indkomstår var blevet orienteret om den påtænkte ændring. Dette var gældende, når skatteyderen, som følge af ligningsmyndighedernes tidligere stillingtagen til eller tilkendegivelse om den pågældende skønsmæssige fordeling kunne forvente, at fordelingen ville blive godkendt.
De stedlige skattemyndigheder havde været af den opfattelse, at der for klagerens vedkommende var sket sådanne væsentlige ændringer i grundlaget for fordelingen af hans kørsel mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, at det af klageren påberåbte forventningsprincip ikke kunne finde anvendelse.
Under sagens behandling udtalte Statsskattedirektoratet, at der ikke sås at foreligge en positiv tilkendegivelse fra skattemyndighederne, før disse ved en skrivelse af 16. juli 1985 vedrørende klagerens skatteansættelse for indkomståret 1984 havde meddelt klageren, at man havde godkendt den selvangivne fordeling af klagerens kørselsudgifter. I perioden 1. januar 1984 til 16. juli 1985 var klagerens dispositioner således alene baseret på skattemyndighedernes passivitet over for den selvangivne fordeling af kørselsudgifterne, og dette kunne - ifølge praksis - ikke antages at danne grundlag for en retsbeskyttet forventning. Statsskattedirektoratet fandt derimod, at nævnte skrivelse af 16. juli 1985 måtte anses for en sådan indirekte godkendelse af den selvangivne fordeling, at klageren havde kunnet disponere i fuld tillid hertil for perioden 16. juli til den 31. december 1985, med mindre det måtte lægges til grund, at der var sket væsentlige ændringer i klagerens forhold. Imidlertid var disse ændringer allerede indtruffet pr. 16. juli 1985, og var skattemyndighederne bekendt. Statsskattedirektoratet fandt derfor, at klageren måtte anses berettiget til at anvende den selvangivne kørselsfordeling for perioden 16. juli til 31. december 1985, men ikke for perioden 1. januar 1984 til 16. juli 1985.
Landsskatteretten kunne i det hele tilslutte sig det af Statsskattedirektoratet anførte. Den påklagede ansættelse for indkomståret 1984 blev derfor stadfæstet, medens ansættelsen for indkomståret 1985 blev nedsat med 4.849 kr.
LV 1988, T 2.7.2.
Skat 1990, nr. 1, side 42
En klagers fordeling af kørselsudgifter mellem privat og erhvervsmæssig andel var ændret for 1984 og 1985, idet myndighederne havde anset grundlaget for ændret i forhold til tidligere, hvor man havde accepteret den selvangivne fordeling. Da der alene havde været tale om passivitet fra myndighedernes side, kunne klageren ikke ud fra forventningsprincippet støtte nogen ret herpå. Først efter at klageren i juli måned 1985 havde fået skriftlig meddelelse om godkendelse af den selvangivne fordeling for 1984, var han berettiget til at få den selvangivne fordeling godkendt for resten af 1985.