Formueopgørelse, restskat. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Formueopgørelse, restskat. (* 1)
Ved kendelse af 11. juni 1987 i sagen LSR 1987-1-290, der er offentliggjort i skat 1987, nr. 8, side 602, stadfæstede landsskatteretten en ansættelse, hvorved klageren var anset for uberettiget til i formueopgørelsen for 1983 at fratrække restskat med 1.682.775 kr. Denne sag blev optaget til fornyet behandling.
Det var under sagens oprindelige behandling oplyst, at klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1982 inden udgangen af 1983 var blevet forhøjet med fortjeneste ved salg af ejendomme. Dette havde medført en restskat på 1.713.529 kr., hvoraf 1.682.755 kr. var pålignet og meddelt klageren ved udsendelse af 2. slutopgørelse, dateret den 1. februar 1984, medens den yderligere del af restskatten, 30.774 kr., allerede var meddelt klageren ved udsendelse af 1. slutopgørelse i 1983. Under henvisning til Statsskattedirektoratets cirkulære nr. 26 af 1. september 1983 havde de stedlige skattemyndigheder ikke anset klageren for berettiget til at fradrage restskattebeløbet på 1.682.755 kr. ved formueopgørelsen for indkomståret 1983 og havde derfor forhøjet hendes selvangivne formue med beløbet.
Af en udtalelse fra Statsskattedirektoratet til den nævnte sag var fremgået, at en fravigelse af kravet om, at restskat skulle være pålignet for at kunne fradrages i formueopgørelsen ville bryde med det almindelige princip om, at et krav skulle have en fornøden klarhed, før det påhvilede debitor som en aktuel gæld. Man måtte derfor i overensstemmelse med nævnte cirkulære fastholde, at restskat kun kunne fradrages i formueopgørelsen i det omfang, den fremgik af slutopgørelsen (årsopgørelsen), modtaget i samme indkomstår. Landsskatteretten havde tilsluttet sig denne udtalelse.
I en under genoptagelsessagens behandling afgiven udtalelse kunne Statsskattedirektoratet nu tiltræde, at hidtidig praksis blev ændret således, at skatter i en situation som den foreliggende kunne opføres som passiv, således som påstået af klageren. Da Landsskatteretten kunne tilslutte sig dette, blev den påklagede formueansættelse nedsat med 1.682.755 kr.
LV 1988, N 4.1.
Ved genoptagelse af en sag om adgang til at fratrække restskat ved formueopgørelsen blev praksis ændret således, at restskat hidrørende fra forhøjelse af en skatteansættelse, foretaget i et indkomstår, kunne fradrages i formueopgørelsen for dette år, selv om slutopgørelse, hvoraf restskattens størrelse fremgik, først fremkom i det følgende indkomstår.