Voldgift, driftsudgifter. (* 1)

Voldgift, driftsudgifter. (* 1)

Grosserer A klagede for indkomståret 1983 over, at skatterådet ikke havde godkendt det selvangivne fradrag på 123.000 kr. for retsafgifter og advokatsalærer afholdt i forbindelse med en voldgiftssag.

Det fremgik af sagen, at klageren i en længere årrække havde været medinteressent i B I/S på lige fod med sin onkel, C. Virksomheden var et gammelt familieforetagende, der beskæftigede sig med import af træ. I 1983 var der for første gang opstået alvorlige uoverensstemmelser mellem de to interessenter. Dette var efter C's ensidige ophævelse af interessentskabskontrakten mundet ud i en voldgiftssag, hvorunder C havde påstået, at klageren havde misligholdt kontrakten og skulle udtræde af firmaet. Voldgiftsretten havde ikke fundet dette synspunkt tilstrækkeligt underbygget, og efter en ny voldgiftssag i 1984 var det C, der var udtrådt af interessentskabet.

Omkostningerne ved den i 1983 førte voldgiftssag, 246.000 kr., skulle ifølge voldgiftsrettens bestemmelse betales med halvdelen eller 123.000 kr. af hver af de to interessenter.

Skatterådet havde ved den foretagne ansættelse lagt til grund, at disse udgifter vedrørte indkomstkilden og ikke havde en sådan tilknytning til virksomhedens løbende erhvervsudøvelse, at de kunne anses for fradragsberettigede driftsudgifter i medfør af statsskattelovens § 6 a.

Klagerens advokat påstod principalt fradrag anerkendt for klagerens andel i udgifterne ved voldgiftssagen ud fra et driftsomkostningssynspunkt. Subsidiært påstod han, at udgifterne blev godkendt afskrevet over en årrække, såfremt der ikke kunne anses at bestå en tilstrækkelig nær tilknytning til indkomsterhvervelsen i netop det år, hvori udgifterne var afholdt.

Landsskatteretten bemærkede, at de udgifter, som var påført klageren gennem medinteressentens uberettigede ophævelse af interessentskabskontrakten, efter deres karakter havde virkning ud over det år, hvori de var afholdt. Retten fandt imidlertid efter den senest foreliggende retspraksis, at der måtte bestå fuld fradragsret for udgifter, der som de her omhandlede ikke havde tilsigtet nogen etablering eller udvidelse af klagerens virksomhed, men alene en fastholdelse af omfanget af hans hidtidige indkomstgrundlag. Retten kunne således tiltræde advokatens principale påstand, og den påklagede ansættelse blev herefter nedsat med 123.000 kr.

LV 1988, F 4.

Udgifter til voldgiftssag i forbindelse med forsøg på uberettiget ophævelse af interessentskab blev anset for fradragsberettigede hos den fortsættende tidligere interessent, idet udgifterne - selv om de havde virkning udover afholdelsesåret - alene havde til formål at bevare den fortsættendes indkomstgrundlag.