Vurdering fast ejendom - ejendomsværdi - specialiseret virksomhed. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Vurdering fast ejendom - ejendomsværdi - specialiseret virksomhed. (* 1)
A klagede over den af skyldrådet ved 18. alm. vurdering pr. 1. januar 1986 foretagne ansættelse af ejendomsværdien til 2.500.000 kr. med påstand om nedsættelse til 1.500.000 kr.
Ejendommen omfattede et grundareal på 9.629 m2 bebygget med en kontorbygning fra 1972 med bebygget areal 77 m2, 3 lagerbygninger på henholdsvis 700, 500 og 200 m2, opført i henholdsvis 1961, 1977 og 1973, samt en i 1964 opført silo med et rumindhold på 7.000 hkg. Ejendommen anvendtes til korn- og foderstofvirksomhed.
Til støtte for påstanden gjorde A gældende, at siloen og de uopvarmede lagerbygninger var uanvendelige til andet formål, hvorfor bygningerne ved salg ikke ville kunne indbringe mere end 1 mio. kr. Endvidere henvistes til, at virksomheden lå indeklemt i bymæssig bebyggelse, og således var uden udvidelsesmuligheder.
Landsskatteretten bemærkede, at ejendomsværdien i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 9, stk. 1, skal ansættes til handelsværdien på vurderingstidspunktet af den faste ejendom i dens helhed.
Endvidere bemærkede retten, at der ved ansættelsen af en ejendom som den pågældende, der var en specialiseret virksomhed med en begrænset købekreds, måtte søges vejledning bl.a. i de af ejeren investerede beløb, samt i om ejendommen på vurderingstidspunktet fuldt ud tjente det formål, hvortil den var indrettet.
Landsskatteretten besigtigede ejendommen og fandt efter de bl.a. ved denne lejlighed tilvejebragte oplysninger, herunder om ejendommens beliggenhed, bebyggelsens størrelse, standard, vedligeholdelsesstand og udnyttelsesmuligheder, at ejendomsværdien var for høj og nedsatte den til 1.800.000 kr.
(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1990, nr. 1, side 39.
Ejendomsværdien for en korn- og foderstofvirksomhed blev nedsat under henvisning til manglende udvidelsesmuligheder samt den begrænsede køberkreds til den specialiserede virksomhed.