Terminshandler (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Terminshandler (* 1)
A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset hende for uberettiget til i indkomstopgørelsen for 1986 at fratrække tab på terminshandler med 229.255 kr.
Det fremgik af sagen, at klageren, der i 1986 overvejende havde været lønmodtager, og som ikke tidligere havde beskæftiget sig med terminsforretninger, i 1986 havde foretaget 38 terminshandler med et nettotab på 228.254 kr. Handlerne var foregået jævnt fordelt over hele året, og der var opkøbt portioner i kreditforeningsobligationer varierende fra 1 til 3 mio. kr. De stedlige skattemyndigheder havde skattemæssigt henført handlerne til statsskattelovens § 4 f om væddemål, idet de omhandlede obligationer ikke var leveret til klageren.
Klagerens revisor gjorde gældende, at klageren havde handlet i næring, subsidiært at de foretagne handler måtte bedømmes ud fra et spekulationssynspunkt. Klageren havde i øvrigt i 1987 stiftet et anpartsselskab med henblik på videreførelse af de finansielle transaktioner, som hun i 1986 havde foretaget i privat regi. Det var derfor revisorens opfattelse, at klageren havde befundet sig i et miljø, hvor finansielle forretninger havde udgjort og fortsat udgjorde en ikke uvæsentlig aktivitet.
Efter det oplyste - herunder bl.a. under hensyn til, at klageren i 1986 var lønmodtager og til antallet af terminsforretninger - fandt Landsskatteretten ikke, at klageren kunne anses for næringsdrdivende på det finansielle område. De omhandlede obligationsterminsforretninger kunne ej heller henføres under et spekulationssynspunkt, men måtte betragtes som væddemål, da de var foretaget uden sammenhæng med erhvervsmæssig aktivitet, og da klageren ikke havde været ejer af de fordringer, som var genstand for overdragelse på terminen. Det økonomiske resultat af handlerne ville derfor være at beskatte i henhold til statsskattelovens § 4 f om væddemål, hvorefter tab ikke var fradragsberettiget.
Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.
LV 1988, E 5.3.3.3.
(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 12, side 959
Tab på 229.255 kr. ved 38 terminshandler på et år, blev ikke anset for sket i næring, ej heller at kunne bedømmes ud fra et spekulationssynspunkt, men som omfattet af statsskattelovens § 4 f om væddemål, og derfor ikke fradragsberettiget.