Forbrugsrenteafgift (* 1)

Forbrugsrenteafgift (* 1)

A klagede over, at det selvangivne afgiftsgrundlag for beregning af renteafgift for afgiftsåret 1987 i medfør af lov om afgift af renter af forbrugslån var forhøjet med 9.639 kr.

Det var oplyst, at klageren ved kreditaftale af 14. november 1985 havde overført et lån med en restgæld på 71.944 kr. fra et pengeinstitut til et andet. Samtidig hermed var andre af klagerens og hans hustrus engagementer udvidet og overført til samme bank, og det hele blev ført på en fælles konto, en totalkonto. Det var videre oplyst, at denne totalkonto skulle afdrages med en månedlig ydelse på 1.650 kr., hvoraf de 1.100 kr. som hidtil skulle være ydelse til fortsat nedbringelse af det overtagne lån over 10 år, medens resten af den månedlige ydelse var beregnet til dækning af påløbne renter på den yderligere ydede kassekredit. Samtidig hermed var det mellem banken og klageren aftalt, at trækningsmulighederne på kreditten hver måned skulle nedsættes med den indbetalte ydelse. Til sikkerhed for lånet blev indlagt et ejerpantebrev på 75.000 kr., som tidligere havde ligget til sikkerhed for det fra den anden bank overtagne lån.

Der var imidlertid af banken alene foretaget en samlet rentetilskrivning på hele den ydede kredit, hvorfor klageren selv havde beregnet den del af renteudgiften, der vedrørte det overførte lån på 71.944 kr., til 9.639 kr.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke fundet grundlag for at opdele lånet, således at afgiftsgrundlaget for beregning af renteafgift kunne nedsættes med beregnede renter af det overførte lån, idet totalkontoen som helhed gav mulighed for variabel udnyttelse. De af klageren beregnede renteudgifter fandtes derfor ikke omfattet af bestemmelsen i lov om afgift af renter af forbrugslån § 3, stk. 4, nr. 3.

Klageren nedlagde påstand om, at de af ham beregnede renteudgifter vedrørende det fra det andet pengeinstitut overførte pantesikrede lån måtte anses for fritaget for afgift. Til støtte herfor anførte han, at der ved bankskiftet reelt var tale om et kreditorskifte, men ikke om, at det oprindelige lån blev indfriet. Han anførte videre, at det alene var af praktiske grunde, at man havde sammenlagt det overførte lån med fast afvikling og sikkerhed i pantebrev i fast ejendom med yderligere kreditfaciliteter på samme konto. Der var i det i 1985 oprettede lånedokument ikke opført særskilt afdrag på det gamle lån, idet der på dette tidspunkt ikke var grundlag for en sådan opsplitning, men banken havde skriftligt bekræftet, at der fortsat under den omhandlede totalkonto fandtes et lån med fast afdrag. Det var således klagerens opfattelse, at det pantesikrede lån, som var overtaget fra det andet pengeinstitut, var fortsat på uændrede vilkår, medens kassekreditdelen ved bankskiftet var forøget, og renteudgifterne heraf var afgiftspligtige.

Landsskatteretten fandt, at renteudgifterne af den omhandlede totalkonto i deres helhed måtte anses for at vedrøre et lån med adgang til variabel udnyttelse, hvorfor den af klageren beregnede del af renteudgifterne i overensstemmelse med lov om afgift af renter af forbrugslån § 3, stk. 4, nr. 3, sidste punktum, ikke skulle fragå ved ansættelsen af afgiftsgrundlaget. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV 1988, F 3.6.1.

(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 12, side 958

Ved fastsættelsen af afgiftsgrundlaget for renteafgift af forbrugslån for 1987 havde en bank for en totalkonto beregnet renterne under et.

Den del af renterne, der vedrørte et lån mod sikkerhed overtaget fra en anden bank, og med fortsat fast aftalt afvikling kunne ikke holdes uden for afgiftsgrundlaget, idet der for totalkontoen som helhed var adgang til variabel udnyttelse.