Vurdering fast ejendom - grundværdi - støjgener. (* 1)

Vurdering fast ejendom - grundværdi - støjgener. (* 1)

A klagede over de af skyldrådet foretagne ansættelser af ejendomsværdien og grundværdien ved 18. alm. vurdering pr. 1. januar 1986 for en sommerhusejendom og en tilstødende grund med påstand om nedsættelse.

Ejendommene omfattede dels et grundareal på 1.446 m2 med et i 1965 opført sommerhus med et bebygget areal på 78 m2 samt udhus og garage på henholdsvis 13 og 12 m2, dels et areal på 1.433 m2 med en carport på 30 m2.

Til støtte for påstanden henviste klageren bl.a. til, at ejendommen var generet af støj- og lugtgener samt rystelser fra en motortrafikvej, som ejendommen lå i 1. række op til. Han anførte, at støjvolden havde vist sig at være utilstrækkelig, idet trafikstøjen i området blev reflekteret og forstærket af den ås, som vejen grænsede op til. Endvidere var generne særligt store på grund af meget tidlige og sene færgetræk.

Landsskatteretten bemærkede, at ejendomsværdien i medfør af bestemmelsen i vurderingslovens § 6, jf. § 9, stk. 1, skal ansættes til handelsværdien på vurderingstidspunktet af den samlede faste ejendom, medens grundværdien ifølge samme lovs § 13, stk. 1, udgør grundens handelsværdi i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse.

Landsskatteretten udtalte, efter at repræsentanter for retten havde besigtiget ejendommen, at da de af klageren anførte gener var søgt afhjulpet af jordvolde m.v., måtte de værdiforringende ulemper, der i nogen grad måtte forventes i området, antages i det væsentlige at være opvejet af værdien af områdets større trafikale tilgængelighed. Retten tilføjede, at de nævnte gener ikke havde påvirket områdets salgspriser, som var i overensstemmelse med vurderingsniveauet.

Retten fandt herefter under henvisning til det ovenfor anførte samt under hensyn til, at vejen ikke var færdiggjort på vurderingstidspunktet, at ansættelserne for grundene eller for ejendommen som helhed efter beliggenhed, standard og vedligeholdelse ikke kunne antages at overstige handelsværdierne på vurderingstidspunktet.

De påklagede ansættelser blev derfor stadfæstet.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1989, nr. 11, side 865.

Støjgener i forbindelse med beliggenheden i 1. række op til en motortrafikvej fandtes ikke at kunne begrunde nedslag i ejendomsværdien og grundværdien.