Vurdering fast ejendom - grundværdi - parcelhus - planlægning. (* 1)

Vurdering fast ejendom - grundværdi - parcelhus - planlægning. (* 1)

A klagede over den af skyldrådet foretagne ansættelse af grundværdien ved 18. alm. vurdering pr. 1. januar 1986 med påstand om nedsættelse.

Ejendommen var et enfamilieshus, beliggende i et område, der ifølge en bygningsvedtægt fra 1964 var udlagt til etagebebyggelse, med en udnyttelsesgrad svarende til en bebyggelsesprocent på ca. 90.

Grundværdien var ansat efter etagearealprincippet ud fra en etagemeterpris på 500 kr. pr. kvm tilladt etageareal svarende til 450 kr. pr. kvm grundareal.

Til støtte for påstanden gjorde klageren bl.a., gældende, at kommuneplanen først blev vedtaget endeligt den 7. april 1986, hvorfor denne ikke kunne lægges til grund ved ansættelsen. Herudover anførte klageren, at ansættelsen burde ske på grundlag af byggeretsværdiprincippet i lighed med 17. alm vurdering.

Det blev under sagens behandling for Landsskatteretten fra kommunen oplyst, at det ikke ville være muligt at bebygge ejendommen med etageejendomme uden en sammenlægning med naboarealer eller uden dispensation fra bestemmelserne om friareal, parkeringsareal og byggelovens krav.

Landsskatteretten bemærkede, at grundværdien i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 13, stk. 1, udgør grundens handelsværdi i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse. Endvidere bemærkedes, at der i skønnet over grundens retlige udnyttelsesmulighed ikke alene indgår den på vurderingsstidspunktet gældende planlægning, men også materiale under udarbejdelse m.v. vedr. den fremtidige planlægning i det omfang dette har været tilgængeligt for borgerne, og i det omfang det er af en sådan karakter, at den fornuftige køber må antages at lade forventning om planlægningens gennemførelse indgå som et væsentligt led i sine overvejelser i forbindelse med prisfastsættelsen ved en handel.

Landsskatteretten fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at sammenlægningsmulighederne havde været så aktuelle på vurderingstidspunktet, at de skulle tages i betragtning ved ansættelsen af grundværdien. Da Landsskatteretten endvidere ikke fandt, at evt. dispensationsmuligheder kunne lægges til grund, fandt retten ikke grundlag for at anvende etagearealprincippet ved ansættelsen, hvorfor grundværdien blev ansat efter byggeretsværdiprincippet.

Grundværdien blev herefter nedsat fra 495.000 kr. til 228.000 kr.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1989, nr. 10, side 804.

Grundværdien for et areal på 1100 kvm, bebygget med et enfamilieshus, var ansat efter etagearealværdiprincippet til 495.000 kr.

Landsskatteretten fandt, at grundværdien skulle ansættes efter byggeretsværdiprincippet, idet det efter det oplyste ikke kunne antages, at arealet uden sammenlægning eller evt. dispensation ville kunne anvendes til etagebebyggelse.