Handelsrejsende - vurderingsinspektør - kreditforening (* 1)

Handelsrejsende - vurderingsinspektør - kreditforening (* 1)

A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder for indkomståret 1985 havde anset ham for uberettiget til det selvangivne standardfradrag for handelsrejsende på 16.500 kr. (220 dage a 75 kr.). Ved ansættelsen var i stedet for skønsmæssigt godkendt fradrag for porto m.v., 1.000 kr., og udepenge 2.200 kr. (100 dage a 22 kr.).

Det var oplyst, at klageren var ansat som vurderingsinspektør for en kreditforening. Hans arbejde bestod i at foretage vurderinger af fast ejendom efter anmodning fra kunderne, der var banker, sparekasser, advokater, ejendomsmæglere/handlere, revisorer og byggevirksomheder, samt i at foretage orienterende besøg hos disse med det formål at få disse til at benytte den pågældende kreditforening ved lånoptagelse. Godt og vel 50 % af klageren løn var provionsindtægt. Provisionsen blev beregnet efter et pointsystem, hvor der blev givet point efter en differentieret skala, når klageren efter anmodning fra kunden besigtigede og vurderede en ejendom. Der blev ikke givet points for den del af arbejdet, der bestod i at foretage orienterende besøg hos kunder. Dersom klageren ikke over en periode indtjente mindst 100 points pr. måned, blev den faste løn reduceret. Klagerens faste arbejdsdistrikt var et område i Storkøbenhavn.

Klagerens advokat gjorde over for Landsskatteretten gældende, at klageren var omfattet af den persongruppe (Handelsrejsende, der i deres erhverv foretager forretningsrejser for deres firmaer, samt andre, der rejser på tilsvarende måde), der ifølge Ligningsrådets vejledende anvisning er berettiget til standardfradrag for handelsrejsende.

Advokaten anførte til støtte for påstanden, at klageren uanset stillingsbetegnelsen reelt var sælger, og at han udførte sådanne salgsfunktioner, at han var omfattet af kommissionslovens § 85. Advokaten anførte videre, at klagerens forhold var direkte sammenlignelige med Højesterets dom af 10. marts 1987, hvor en sikringskonsulent i ISS-Sekuritas A/S blev anset for berettiget til standardfradraget for handelsrejsende. Uanset stillingsbetegnelsen var den pågældende reelt sælger. Han havde også foretaget kundebesøg efter anmodning, men han solgte, når han var hos kunden. Det var efter advokatens opfattelse ikke som tidligere antaget af Landsskatteretten en betingelse, at skatteyderen udelukkende havde salgsopsøgende arbejde. Det var tilstrækkeligt, at den væsentlige arbejdsopgave var salgsopsøgende, jf. bl.a. Østre Landsrets dom af 20. maj 1986 vedrørende en salgsinspektør ved Jyllandsposten. Dersom klageren ikke direkte kunne henføres til begrebet handelsrejsende , måtte han i hvert fald være omfattet af ligningsvejledningens (D 3.17) øvrige ordlyd: samt andre, der rejser på tilsvarende måde . Fradraget kunne heller ikke nægtes med henvisning til, at distriktet var så lille, at klageren kunne nå hjem og spise til frokost. Advokaten henviste til Højesterets dom af 10. marts 1987, hvor kriteriet var, at arbejdsdagen ville blive vanskeliggjort, hvis den pågældende skulle indtage et hovedmåltid i hjemmet eller på kontoret. Det måtte herved tages i betragtning, at klagerens bopæl var beliggende i yderkanten af arbejdsområdet.

Statskattedirektoratet anførte, at det måtte være en forudsætning for at være omfattet af kommissionslovens § 85, at vedkommende direkte medvirkede ved egentlig handelsomsætning. Klagerens arbejdsforhold som vurderingsinspektør medførte ikke, at han direkte var i salgsopsøgende kontakt med den enkelte kunde. Hans besøg i banker m.v., der ikke var provisionsberettigede, var af orienterende og reklamemæssig art, og hans besøg hos den enkelte kunde skete efter anmodning fra denne eller hans bank, og havde ikke selvstændig salgsfremmende betydning. Der var langvarig ligningsmæssig praksis for, at en vurderingsinspektør ikke var omfattet af reglerne om standardfradrag for handelsrejsende, og det havde gennem flere år være anført i ligningsvejledningen. Distriktets størrelse måtte også tillægges betydning, jf. Højesterets dom af 4. oktober 1982 vedrørende en assurandør i Midtsjælland, der i det væsentlige arbejdede i et begrænset område i nærheden af bopæl og kontor, og hvor fradraget var nægtet.

Landsskatteretten fandt efter det oplyste om klagerens arbejdsforhold, herunder særlig henset til distriktets størrelse, at han ikke kunne anses berettiget til at anvende reglerne om standardfradrag for handelsrejsende. Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.

LV 1988, D 3.17.

(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 10, side 800

En vurderingsinspektør for en kreditforening blev ikke anset for berettiget til fradrag som handelsrejsende. Der blev herved lagt vægt på hans distrikts begrænsede størrelse. De seneste domme blev ikke anset for at give grundlag for at ændre den hidtidige praksis for vurderingsinspektører.