Pensionsbeskatning, rateforsikring. (* 1)

Pensionsbeskatning, rateforsikring. (* 1)

A klagede for indkomstårene 1981-1985, begge inkl., over de reguleringer, de stedlige skattemyndigheder havde foretaget vedrørende A/S B's indskud på en rateforsikring i pensionsøjemed. Det var oplyst, at A/S B i henhold til aftale med klageren årligt indbetalte 200.000 kr. på rateforsikringen. Ved ansættelsen var klageren anset skattepligtig af denne indbetaling, men der var indrømmet fradrag for klageren i henhold til pensionsbeskatningslovens § 18 - det første år med 25.000 kr. og de følgende år med en tiendedel af de akkumulerede indskud.

Myndighederne havde henvist til, at aftalen alene havde kunnet indgås i kraft af, at klageren var hovedaktionær i selskabet, og arrangementet med, at selskabet indbetalte indskud på rateforsikring i pensionsøjemed, måtte betragtes som forsøg på at undgå beskatning af denne del af klagerens aflønning.

Det var oplyst, at klageren var hovedaktionær i B A/S, som var hjemmehørende i Grønland, hvor det drev flere forretninger, som hver blev ledet af en dansk bestyrer, der selv ansatte lokale medarbejdere. Der havde været beskæftiget tolv til seksten medarbejdere.

Fra selskabet havde klageren dels modtaget en løn, og dels indskud fra selskabet af et beløb på en rateforsikring i pensionsøjemed. Den kontante løn havde i årene 1981 til 1984 kun udgjort 48.000 kr. pr. år, for 1985 100.000 kr. Pensionsbidraget havde udgjort 200.000 kr. pr. år i alle årene. Klagerens advokat havde redegjort for, hvori klagerens arbejdsindsats havde bestået, og der var enighed om, at størrelsen af den samlede aflønning ikke kunne anfægtes. Der var derfor ikke statueret maskeret udlodning.

Advokaten kunne ikke godtage den af ligningskommissionen anlagte omgåelsesbetragtning, idet han anførte, at klageren kunne have opnået det samme resultat som selvangivet, såfremt hun havde indgået en aftale med et forsikringsselskab om indbetaling af 200.000 kr. i ti år, og herefter fra selskabet i form af løn havde fået udbetalt et beløb svarende til den faktisk modtagne løn med tillæg af de årlige indskud på rateforsikringen. Advokaten var videre af den opfattelse, at den af klageren benyttede konstruktion (lille løn/stor rateforsikring) ikke kun kunne finde sted i hovedaktionærselskaber, men at alle (både lønmodtagere og selvstændige) kunne lave den omhandlede konstruktion uden nogen skattemæssige konsekvenser.

Advokaten henviste til en landsskatteretskendelse, hvor retten dog havde anset et beløb for at være ydet ud over et rimeligt arbejdsvederlag og dermed for at være maskeret udlodning, hvilket som nævnt ikke var tilfældet i denne sag. De stedlige skattemyndigheder havde derfor ikke anset sagerne for sammenlignelige.

Ligningskommissionen havde været af den opfattelse, at aftalen med selskabet om udbetaling af arbejdsvederlaget på den omhandlede måde kun var muliggjort som følge af, at klageren var hovedaktionær i selskabet. Hun var den eneste i selskabet, der havde en sådan aftale. Udbetalingsmåden var for så vidt anset for at være et forsøg på at omgå reglerne i pensionsbeskatningsloven om afdragsvis fradrag for store engangsindskud.

Skatterådet var for så vidt enig i, at den omhandlede konstruktion også kunne anvendes i et arbejdsgiver-/arbejdstagerforhold, hvor arbejdstageren ikke var hovedaktionær. Fordelen ved den anvendte konstruktion var, at parterne ikke bandt sig til indbetalinger, men at der år efter år kunne tages stilling til et eventuelt engangsindskud. Det af advokaten anførte vedrørende indbetaling af 200.000 kr. i ti år ville binde selskabet og klageren. Det var skatterådets opfattelse, at den indgåede aftale kunne anfægtes ud fra de gengivne betragtninger og begrundelser.

Landsskatteretten kunne tiltræde myndighedernes og klagerens fælles opfattelse af, at klagerens samlede vederlag inklusive de omhandlede indskud på rate/pensionsordningen ikke havde oversteget en rimelig aflønning for klagerens indsats i selskabet, således at der ikke var grundlag for at statuere maskeret udlodning.

Herefter fandt Landsskatteretten, at forholdet var omfattet af bestemmelsen i pensionsbeskatningslovens § 19, således at de af selskabet indbetalte indskud ikke skulle medregnes ved opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst.

De påklagede ansættelser blev herefter nedsat med henholdsvis 175.000 kr., 160.000 kr., 140.000 kr., 120.000 kr. og 100.000 kr.

LV 1988, SF 1.2.

En direktør/hovedaktionær fik en mindre løn udbetalt, men samtidig et større beløb af selskabet indbetalt på en rateforsikring i pensionsøjemed. Da det samlede beløb ikke oversteg en rimelig aflønning, fandt Landsskatteretten, at forholdet var omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19, således at indbetalingen på rateforsikringen ikke skulle medregnes i direktørens skattepligtige indkomst.