Afskrivning, bilvarmer. (* 1)

Afskrivning, bilvarmer. (* 1)

A klagede for indkomståret 1986 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde anset klageren for berettiget til at fradrage udgift til en bilvarmer på 1.994 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren var ansat som revisor i B ApS, og at han i forbindelse hermed havde benyttet egen bil til erhvervsmæssig kørsel for arbejdsgiveren.

På grundlag af et ført kørselsregnskab havde myndighederne godkendt, at 85% af den samlede kørsel vedrørte erhvervsmæssig kørsel, medens de resterende 15% vedrørte privat kørsel.

I november 1986 havde klageren købt to bilvarmere a 1.994 kr., hvoraf den ene var installeret i det blandede driftsmiddel, medens den anden var installeret i et 100% privat driftsmiddel.

Ved den påklagede ansættelse havde de stedlige skattemyndigheder ikke godkendt fradragsret for udgiften til bilvarmeren med den begrundelse, at udgiften ikke var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6 a.

Klageren nedlagde over for Landsskatteretten principialt påstand om, at der ved opgørelsen af bilens driftsudgifter blev godkendt fradragsret for udgift til bilvarmer. Han henviste til, at fradragsretten for udgiften til bilvarmeren var beregnet i henhold til ligningslovens § 9 B samt Ligningsrådets anvisninger til denne bestemmelse. Endvidere henvistes til, at skattemyndighederne ikke selvstændigt ville kunne foretage en vurdering af, om en driftsudgift havde været nødvendig for at erhverve den skattepligtige indkomst.

Subsidiært nedlagde klageren påstand om, at bilvarmeren blev anset for en forbedringsudgift, der kunne afskrives i henhold til afskrivningslovens § 8, stk. 3. Klageren henviste til, at monteringen af bilvarmeren var et sådan indgreb i bilens motor, at der ikke uden urimelige store omkostninger var mulighed for at demontere den. Endvidere henvistes til, at bilvarmeren var en anordning til opvarmning af bilens motor, og at den indikerede, at såvel motorslitage som benzinforbrug blev mindsket.

Efter de foreliggende oplysninger fandt Landsskatteretten ikke, at den afholdte udgift til bilvarmeren kunne anses for en egentlig driftsudgift, som var fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6 a. Derimod fandt retten, at bilen og bilvarmeren måtte betragtes som en samlet helhed, og at udgiften til bilvarmeren måtte anses som en forbedringsudgift, der kunne afskrives sammen med bilen i henhold til § 8, stk. 3.

Den påklagede ansættelse blev ændret i overensstemmelse hermed.

LV 1988, U 4.3.

Udgiften til en bilvarmer, installeret i en bil, der anvendtes som blandet driftsmiddel, kunne ikke fradrages som driftsudgift i henhold til statsskattelovens § 6, men blev anset som afskrivningsberettiget som en forbedringsudgift på bilen i henhold til afskrivningslovens § 8, stk. 3.