Legislator Case Law & Legislation
W19891840725 DK

Eget arbejde. (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 18407 Valid

Eget arbejde. (* 1)

A klagede for indkomståret 1986 over, at han var anset for skattepligtig af værdi af eget arbejde, skønsmæssigt ansat til 8.000 kr., samt mestersalær skønsmæssigt ansat til 11.124 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren, der var uddannet møbelsnedker, drev virksomhed med udlejning og opsætning af stilladser, samt udførelse af tømrerarbejde. I 1986 havde klageren til brug for sin egen virksomhed opført en lagerhal, svarende til en hal, han i 1985 havde opført for fremmed regning.

De stedlige skattemyndigheder havde under hensyn til det oplyste om klagerens tilknytning til byggebranchen fundet, at klageren var indkomstskattepligtig af værdien af eget arbejde samt mestersalær i forbindelse med opførelsen af lagerhallen, opgjort til henholdsvis 8.000 kr. og 11.124 kr.

Klagerens revisor, der ikke havde rejst indvendinger mod den beløbsmæssige opgørelse af forhøjelserne, gjorde over for Landsskatteretten gældende, at klageren ikke kunne anses for skattepligtig af værdi af eget arbejde samt mestersalær. Han henviste bl.a. til, at der ved opførelsen af lagerhallen ikke var skabt et omsætteligt formuegode, idet hallen var opført efter en midlertidig tilladelse, som indebar, at hallen måtte blive stående i en periode på 5 år. Selv om tilladelsen skulle blive forlænget eller gjort permanent, havde hallen, der var specielt opført til den drevne stilladsforretning, efter revisorens opfattelse ikke forhøjet ejendommens handelsværdi. Endvidere henviste revisoren til, at arbejdet ikke kunne anses for udført inden for klagerens aktuelle arbejds- og fagområde, da klageren var uddannet møbelsnedker, og da ca. 90 % af virksomhedens aktivitet omfattede stilladsvirksomhed.

Efter det oplyste - herunder om muligheden for forlængelse af den midlertidige tilladelse - fandt Landsskatteretten at måtte lægge til grund, at der ved opførelsen af lagerhallen var skabt et omsætteligt formuegode af varig værdi. Under hensyn til, at klageren drev en tømrervirksomhed af et vist omfang ved siden af stilladsudlejningsvirksomheden, og at han tidligere i sin virksomhed havde opført en lagerhal for fremmed regning, fandt Landsskatteretten endvidere, at de stedlige skattemyndigheder - uanset omfanget af tømrervirksomheden - havde været berettiget til i medfør af bestemmelsen i statsskattelovens § 4 at foretage beskatning af mestersalær og værdi af eget arbejde.

Retten henså ved afgørelsen til, at opførelsen af lagerhallen lå inden for klagerens professionelle arbejdsområde, idet der var opført en tilsvarende hal for fremmed regning, ligesom der blev henset til, at klageren i en årrække havde drevet tømrervirksomhed, således at den omstændighed, at klageren oprindelig var uddannet som møbelsnedker, ikke blev anset for afgørende.

Da der ikke var rejst indvendinger over den beløbsmæssige opgørelse af forhøjelserne, blev den påklagede ansættelse herefter stadfæstet.

LV 1988, L 3.2.

Endelig adm. afgørelse 1989 18407 Valid

En indehaver af en virksomhed, hvor den største del af omsætningen hidrørte fra udlejning og opsætning af stilladser, men også omfattede nogen tømrervirksomhed, blev anset for skattepligtig af værdi af eget arbejde og af mestersalær ved opførelse af en hal til brug for virksomheden. Der var tidligere opført en lignende hal for fremmed regning. At klageren oprindelig var udlært som møbelsnedker, blev ikke anset for afgørende.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →