Goodwill - Knowhow. (* 1)

Goodwill - Knowhow. (* 1)

Aktieselskabet A klagede over den af Ligningsrådet afgivne forhåndsbesked, hvorefter Ligningsrådet havde henført et vederlag på 1,4 mio kr. for selskabets overdragelse af retten til salg af den af selskabet forhandlede vareart samt kundemasse, kundeliste, arkiver m.v. til betaling for knowhow. Beløbet blev herefter anset for særlig indkomstskattepligtigt efter lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 4, hvorefter fortjeneste ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af tidsbegrænsede rettigheder, såsom patentret, forfatter- og kunstnerret og ret til mønster eller varemærke, er særlig indkomstskattepligtig.

Det fremgik af sagen, at selskabet drev virksomhed bl.a. med import af en vareart til en sammenslutning af 26 lokale andelsforeninger. Sammenslutnigen havde været interesseret i at købe en bestemt type af den pågældende vare, som stort set kun anvendtes i Danmark. Sammenslutningen havde forgæves forsøgt at købe produktet i udlandet, og man havde derfor forsøgt at erhverve det klagende selskab for derigennem at få kontakterne til leverandørerne. Ved aftale i september 1987 havde selskabet overdraget retten til salg af varearten samt kundemasse, kundeliste, arkiver m.v. til X Omegns Foderstof- og Gødningsforening. Overdragelsen, der ikke omfattede udstyr af nogen art, var betinget af bindende forhåndsbesked om, at vederlaget var skattefrit for det klagende selskab som værende goodwill. Ifølge den indgåede aftale var salgssummen fastsat til maksimalt 1,4 mio kr. til betaling over tre år. Den maksimale goodwill skulle betales ved en omsætning på 70.000 tons i årene 1987/88, 1988/89 og 1989/90. Selskabet havde ingen leverandøraftaler, men alene en viden om og kontakter til de udenlandske produktcentre, der var villige til at producere den omhandlede specielle varetype.

Ligningsrådet havde udtalt, at der ved virksomhedsoverdragelse - under hensyn til den nære sammenhæng imellem goodwill og knowhow og dennes betydning for goodwillværdien - ikke i almindelighed var fornødent grundlag for skattemæssigt at udskille en del af vederlaget for goodwill som særskilt betaling for knowhow. I den foreliggende situation, hvor der reelt alene betaltes for, at der kunne leveres mindst 70.000 tons af varen, havde Ligningsrådet dog fundet, at vederlaget var omfattet af lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 4, og således skulle medregnes i selskabets indkomst, jf. § 3, nr. 5. Ligningsrådet havde herved bemærket, at lovbestemmelsens § 2, nr. 4, ikke var udtømmende, og at knowhow måtte anses for omfattet af bestemmelsen, selv om en sådan rettighed ikke var egentlig tidsbegrænset.

Selskabets advokat gjorde gældende, at den solgte rettighed i sin helhed var omfattet af det skattefrie goodwillbegreb. Dette gjaldt ikke blot navn, kundelister, arkiver m.m., men tillige de konkrete kontakter i udlandet. Det skattemæssige goodwillbegreb skulle forstås som omfattende en virksomheds kundekreds, forretningsforbindelser o.lign. , og forretningsforbindelser omfattede også virksomhedens leverandørkreds. Det anførtes nærmere, at goodwill var defineret i lov nr. 458 af 22. december 1939 som godtgørelse for afståelse eller opgivelse af kundekreds, forretningsforbindelser el.lign. , og at det måtte antages, at man fra lovgivers side havde henholdt sig til den allerede på daværende tidspunkt fremherskende definition af goodwillbegrebet. Bestemmelsen i lov nr. 148 af 28. maj 1958 om særlig indkomstskat m.v. § 1, nr. 1, beskattede fortjeneste ved afhændelse m.m. af den til en erhvervsvirksomhed knyttede goodwill , og der var ikke fremkommet udtalelser, der antydede, at paragraffens omformulering skulle indebære nogen realitetsændring i retstilstanden. Ophævelsen af goodwillbeskatningen, lov nr. 248 af 9. juni 1982, måtte herefter være identisk med det område, der i tiden 1939-1982 var beskattet.

Advokaten anførte videre, at retspraksis ofte havde beskæftiget sig med spørgsmålet om goodwill. Det havde dog oftes drejet sig om situationer, hvor en virksomheds fysiske aktiver tillige blev overdraget, og spørgsmålet havde været, hvorledes købesummen nærmere skulle fordeles mellem aktiverne. I dette tilfælde var kun goodwill overdraget. Selve begrebet goodwill var således i mange sager kun behandlet perifert og præjudicielt. Antallet af afgørelser vedrørende begrebets definition var derfor mere beskedent. Klart var begrebet dog kommet frem i Meddelelser fra Landsskatteretten 1971 nr. 32. Her var en entreprenør ansat til skat af en goodwill på 120.000 kr. ved en overdragelse af sin forretning. Ansættelsen påklagedes, idet entreprenøren anførte, at han ingen kundekreds havde at overdrage. Landsskatteretten udtalte, at en entreprenørvirksomhed af et omfang som den pågældende ved overdragelse til tredjemand - udover betaling for materiel, udestående fordringer m.v. - måtte antages at kunne indbringe en merpris som vederlag for navn såvel som for de med overtagelsen af en igangværende og veletableret virksomhed forbundne fordele.

Advokaten fandt herefter, at goodwillbegrebet også omfattede værdien af de leverandørkontakter, som denne sag omhandlede. Denne værdi kunne navnlig ikke karakteriseres som knowhow. Knowhow var ifølge litteraturen, jf. Colding & Dyhr Lovkommentar, side 107, en rettighed, der hidrørte fra en indsats af skabende eller opfindende karakter. Retten bestod i kendskab til en særlig måde at producere et givet produkt på. Advokaten fandt det også misvisende, at det i forhåndsbeskeden var anført, at der reelt alene betales for, at der leveres 70.000 tons af varen . Prisen var fastsat, uden at køberen fik adgang til at vurdere regnskabsmæssige oplysninger. Køberen havde derfor ikke mulighed for at vurdere værdien af kontakten til leverandørkredsen, hvorfor der var foretaget en binding til leveret mængde.

Advokaten anførte endelig over for Landsskatteretten, at der i realiteten var tale om en virksomhedsoverdragelse, idet virksomhedens lejemål var opgivet og inventar værdiløst, således at der var tale om en samlet overdragelse af virksomhedens handelsaktiviteter.

Landsskatteretten udtalte, at bestemmelsen i lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 4, i praksis var fundet anvendelig på knowhowrettigheder, og at dette begreb efter omstændighederne udover at angå viden om fremstillingsmetoder m.v. også ville kunne omfatte f.eks. en erhvervsvirksomheds viden om, hvorledes produkter mest hensigtsmæssigt kunne afsættes. Retten fandt imidlertid, at de omhandlede leverandørkontakter og forretningsforbindelser m.v. ikke kunne karakteriseres som en sådan særlig viden, der naturligt faldt ind under området for § 2, nr. 4. Når hensås hertil og til, at dispositionen efter det oplyste måtte karakteriseres som en samlet overdragelse af den værdi, som virksomheden repræsenterede, kunne retten tiltræde selskabets påstand om, at det omhandlede vederlag måtte anses som vederlag for goodwill.

LV 1988, L 6.2.2. og 6.2.3.

Landsskatteretten ændrede en af Ligningsrådet afgivet bindende forhåndsbesked, således at vederlaget for afståelse af retten til salg af en bestemt importeret vare samt kundemasse, arkiver m.v.

måtte anses for betaling for goodwill og ikke som betaling for knowhow, jf. lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, nr. 4.