Legislator Case Law & Legislation
W19891839625 DK

Aktier - næring. (* 1)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 18396 Valid

Aktier - næring. (* 1)

A Sparekasse klagede for skatteåret 1985/86 over, at amtsligningsrådet havde nedsat sparekassens selvangivne indkomst med 805.083 kr. i regulering vedrørende aktier i B Bank A/S for 1981-1984 inkl., og for skatteåret 1986/87 havde forhøjet indkomsten med 5.777.045 kr. i regulering vedrørende aktier i B Bank A/S.

Det var oplyst, at sparekassen siden 1922 havde ejet ca. 1-2 % af aktiekapitalen i B Bank A/S.

I årene 1982-85 inkl. var sket et mere systematisk opkøb af aktier, således at beholdningen nu androg 5.274.800 kr., svarende til 25,12 % af aktiekapitalen i B Bank A/S.

Amtsligningsrådet havde fundet, at sparekassens beholdning af aktier i B Bank A/S måtte anses for næringsaktier, idet sparekassen havde som erhverv at handle med aktier. Amtsligningsrådet havde endvidere henvist til, at sparekassen og B Bank A/S måtte betragtes som konkurrerende pengeinstitutter, og at der derfor ikke var tale om aktieopkøb i et selskab, der drev virksomhed som en forlængelse eller udvidelse af sparekassens virksomhed.

Sparekassens advokat anførte bl.a., at sparekassen og B Bank A/S ikke var konkurrenter i sædvanlig forstand, idet pengeinstitutstrukturen på den ø, hvor både sparekasse og bank var beliggende, var ganske særegen derved, at øen var totalt domineret af sparekassen og B Bank A/S, der tilsammen beherskede 90 % af markedet. Baggrunden for opkøbet af aktierne havde derfor alene været et ønske om at forhindre andre banker i at overtage B Bank A/S. Aktierne var derfor efter advokatens opfattelse anlægsaktier, idet de var erhvervet for at blive beholdt.

To retsmedlemmer fandt, at sparekassens køb af aktierne måtte betragtes som en beskyttelsesforanstaltning med det formål at holde andre pengeinstitutter ude fra markedet, således at aktierne ikke var anskaffet med afståelse for øje. Disse retsmedlemmer fandt derfor, at aktierne måtte betragtes som anlægsaktier.

Et retsmedlem (retsformanden) fandt, at aktierne måtte betragtes som næringsaktier, idet sparekassens aktieopkøb ikke var sket med henblik på en overtagelse eller udvidelse af sparekassens virkeområde, hvilket ville have peget i retning af anlæg. Dette retsmedlem lagde endvidere vægt på, at sparekassen ikke havde deltaget aktivt i bankens anliggender, jf. at sparekassen havde undladt generalforsamlingsdeltagelse og i stedet givet mandat til bankbestyrelsen. Aktieopkøbene måtte antages at have baggrund i en konkurrencebetragtning, nemlig den at undgå, at banken eventuelt skulle blive domineret eller overtaget af fremmede pengeinstitutter. Derved kunne også sparekassens lokale markedsandel komme i fare, og afværgelsesforanstaltninger heroverfor ville typisk være en driftsmæssig disposition, og dermed et led i udøvelse af næringen. Selv om det blev antaget, at der i det af loven anvendte begreb om næringsaktier - foruden et krav om at man skulle have som erhverv at handle med aktier - tillige indgik, at aktierne skulle være erhvervet med afståelse for øje, så lå der i en erhvervelsessituation som den foreliggende - på grund af markedets og konkurrencens omskiftelighed - en formodning for, at man, når situationen ændredes, igen ville skille sig af med aktierne. Det fremgik da også, at sparekassen over for banken kun var indgået på ikke at sælge aktierne igen på denne side af 1. januar 1990.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og de påklagede ansættelser blev derfor ændret i overensstemmelse med sparekassens påstand.

LV 1988, SH 2.3.

Endelig adm. afgørelse 1989 18396 Valid

En sparekasses opkøb af aktier i en bank - hvor sparekassen og banken tilsammen havde den altovervejende del af pengeinstitutvirksomheden i et lokalområde - blev ikke anset for omfattet af sparekassens næringsvirksomhed med handel med aktier, men som et anlægsaktiv og foretaget for at holde andre pengeinstitutter ude fra området.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →