Plejeforhold - dagpleje - sygedagpenge. (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Plejeforhold - dagpleje - sygedagpenge. (* 1)
A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder for indkomståret 1986 havde nedsat hendes standardfradrag for dagpleje fra en tredjedel af 48.690 kr., eller 16.230 kr., til en tredjedel af 8.819 kr., eller 2.939 kr.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren harvde været dagplejemoder ved X Kommune, og at hun havde oppebåret løn indtil 30. maj 1986 og herefter sygedagpenge i forbindelse med barselsorlov. Pr. 1. juni 1986 var familien flyttet til en anden landsdel, hvorefter dagpengene var udbetalt af en anden kommune. Klageren havde ikke efter flytningen haft beskæftigelse som dagplejemoder.
Ved opgørelsen af den selvangivne indkomst havde klageren foretaget standardfradrag af samtlige oppebårne indtægter.
Den påklagede ansættelse var foretaget under henvisning til, at standardfradraget alene kunne anvendes for så vidt angik egentlig løn i dagplejeansættelse, og at der ikke var grundlag for i forbindelse med barselsorlov at godkende fradrag for udgifter. I modsætning til, hvad der ville være tilfældet ved kortere sygdomsperioder, var der mulighed for at nedtrappe udgifterne indtil påbegyndelsen af barselsorloven.
Under sagens behandling påstod klageren fradrag godkendt for en tredjedel af 17.550 kr., eller 5.850 kr., udover det ved ansættelsen godkendte.
Klageren gjorde gældende, at dagpengene i de første 13 ugers barselsorlov var betalt af arbejdsgiveren, og at de berettigede til lønmodtagerfradrag. Hun havde beregnet, at vederlaget i 13 uger udgjorde 17.550 kr., hvoraf fradrag på en tredjedel udgjorde 5.850 kr. Hun sammenholdt herefter de udgifter, det almindelige lønmodtagerfradrag skulle dække, med de udgifter standardfradraget vedrørende dagplejen skulle dække, og hun mente herefter, at fradraget på en tredjedel burde kunne godkendes. Til støtte herfor henviste hun yderligere til en af Landsskatteretten truffet afgørelse vedrørende godkendelse af et skønsmæssigt fradrag for en plejemoders udgifter, der ikke kunne antages at bortfalde i en sygdomsperiode uden plejebørn.
Landsskatteretten måtte være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at klageren ikke var berettiget til det af Ligningsrådet fastsatte standardfradrag vedrørende indtægten, der var oppebåret, efter at hun ikke længere havde haft børn i dagpleje.
Da det endvidere ikke kunne anses for godtgjort, at der i den omhandlede periode i øvrigt havde været afholdt udgifter af fradragsberettiget karakter, kunne klageren ej heller anses for berettiget til et skønsmæssigt fradrag.
Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.
LV 1988, D 3.6.
Standardfradrag for dagpleje kunne ikke godkendes for sygedagpenge under barselsorlov og ej heller et skønsmæssigt fradrag, idet der, i modsætning til sygdomsperioder, i god tid kunne foretages nedtrapning af udgifterne, til barselsorlov skulle påbegyndes.