Afskrivning - lægehus - tilbygning. (* 1)

Afskrivning - lægehus - tilbygning. (* 1)

A klagede over den af Ligningsrådet afgivne bindende forhåndsbesked, hvorefter tilbygningen til et lægehus ikke kunne godkendes afskrivningsberettiget.

Det var oplyst, at klageren var medejer af lægehuset, og at dette påtænktes udvidet med 60 (m2). Lægehuset, der var på 120 (m2), var opført i træ og sammenbygget med en murstensejendom. Lægehuset var anset for en selvstændig bygning og havde hidtil været afskrevet i henhold til afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra d.

Det var endviderede oplyst, at tilbygningen påtænktes opført på et betonfundament, men ikke i trykimprægneret træ, og at der skulle etableres en gennemgang fra den eksisterende klinik til tilbygningen, således at de to bygninger kom til at fremtræde som et hele.

Under henvisning til SD-cirkulære 1987-9 havde Ligningsrådet ikke godkendt tilbygningen som afskrivningsberettiget, idet man ikke havde anset denne for at have en kortere levetid end almindelige bygninger.

Ved det nævnte cirkulære var praksis skærpet, således at træbygninger ikke uden videre kunne anses for afskrivningsberettigede. Træbygninger kunne herefter kun henføres til afskrivning efter en konkret vurdering af, om bygningerne på grund af anvendte materialer, konstruktion, benyttelse og placering måtte antages at have en kortere levetid end almindelige bygninger. Det var endvidere i cirkulæret nævnt, at træbygninger, der var opført af trykimprægneret træ på betonfundament i sædvanlig bygningsudførelse ikke kunne afskrives efter afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra d. Den ændrede praksis havde virkning for bygninger, der erhvervedes efter offentliggørelse af cirkulæret.

Klagerens revisor gjorde over for Landsskatteretten gældende, at tilbygningen ville have en væsentlig kortere levetid end almindelige bygninger. Han henviste til en af arkitekten afgiven erklæring, hvorefter ydervægsbeklædningen i ikke trykimprægneret træ kun ville have en forventet levetid på 15 år mod 30 år for trykimprægneret træ, og at både tagdækningen - bestående af to lag tagpap - og gulvbelægningen af linoleum ville have en tilsvarende begrænset levetid. Endvidere udtaltes det, at alle væsentlige bygningsdele i det omhandlede byggeri måtte påregnes afskrevet over 15 år, hvor eksempelvis en muret bygning med tegltag havde en levetid på ikke under 60 år.

Efter det oplyste fandt Landsskatteretten at måtte lægge til grund, at opførelsen af tilbygningen måtte anses for en ombygning eller forbedring af den eksisterende træbygning, og at udgifterne derfor måtte anses for omfattet af afskrivningslovens § 21, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan der på udgifter til ombygning eller forbedring foretages afskrivning efter afskrivningssatserne for den bygning, de vedrører. Da den eksisterende træbygning var erhvervet forud for den ved SD-cirkulære 1987-9 indførte skærpede praksis, var denne bygning fortsat afskrivningsberettiget efter afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra d. Denne bygning skulle således afskrives efter afskrivningslovens regler, og retten fandt derfor, at tilbygningen - som i øvrigt efter det oplyste om opførelsesmåden, jf. herved arkitektens udtalelse, måtte antages at have en kortere levetid end almindelige bygninger - måtte anses for afskrivningsberettiget efter afskrivningslovens § 21, stk. 1.

LV 1988, G 6.1.3.

En tilbygning til et eksisterende lægehus, der agtedes opført i ikke trykimprægneret træ, blev af Landsskatteretten anset for en ombygning eller forbedring af den eksisterende bygning. Da denne var opført før fremkomsten af SD-cirkulære 1987-9, der skærpede praksis for afskrivning på træbygninger, ville også den påtænkte tilbygning kunne afskrives efter afskrivningslovens § 21, stk. 1.