Nedrivningsfradrag. (* 1)

Nedrivningsfradrag. (* 1)

A klagede for indkomståret 1983 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans nedrivningsfradrag på 43.830 kr. på svinestald, men alene havde godkendt et fradrag på 10.782 kr.

Det var oplyst, at klageren var gårdejer og drev to landbrugsejendomme på tilsammen 32 ha.

Den omhandlede af disse to landbrugsejendomme havde klageren købt den 1. august 1967. På daværende tidspunkt omfattede denne landbrugsejendom en trelænget driftsbygning med et areal på 542 (m2). I årenes løb havde klageren foretaget flere tilbygninger til de eksisterende driftsbygninger, således at driftsbygningerne herefter fremstod som en sammenbygget helhed med indre gange på i alt 1.556 (m2).

I 1983 havde klageren nedrevet den ene af længerne på 112 (m2) af den oprindelige bygning på 542 (m2).

Klageren havde ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst foretaget nedrivningsfradrag med en andel på 112/1556 af den samlede anskaffelsespris inkl. udgifter til om- og tilbygninger og reduceret med de foretagne afskrivninger i årenes løb.

De stedlige skattemyndigheder havde ved ansættelsen henvist til afskrivningslovens §§ 25 og 27, og havde i henhold hertil godkendt nedrivningsfradrag med en andel på 112/542 af den oprindelige trelængede bygning, reduceret med de foretagne afskrivninger. Nedrivningsfradraget svarede herefter til den nedrevne bygnings restafskrivningssaldo uden hensyntagen til de efterfølgende om- og tilbygninger, der var foretaget i årenes løb.

Klagerens revisor gjorde gældende, at beregningen af fradraget skulle foretages med et forholdsmæssigt beløb efter antal kvadratmeter for hele det sammenbyggede kompleks. Han anførte bl.a., at sammenbyggede længer med adgang imellem måtte betragtes som en bygning, og henviste herved til, at der ved beregningen skulle anvendes samme princip som ved opgørelse af særlig indkomst ved brandskadeerstatning.

Landsskatteretten måtte ved afgørelsen tage udgangspunkt i afskrivningslovens § 27, hvoraf det fremgik, at der i det indkomstår, hvor en bygning blev nedrevet, kunne fradrages et beløb, der svarede til den uafskrevne del af det beløb, hvorpå skattemæssige afskrivninger havde kunnet foretages.

Det var herefter Landsskatterettens opfattelse, at de senere tilkomne bygninger, der ikke var nedrevet, og som ikke forringedes af den foretagne disposition, ikke afskrivningsmæssigt kunne påvirke nedrivningsfradraget for den udtjente og nu nedrevne del af bygningskomplekset. Der kunne herefter alene foretages fradrag med det beløb, der som følge af nedrivningen ikke havde kunnet afskrives på det oprindeligt sammenbyggede kompleks, heri medregnet forbedringer, for hvilket der kunne opgøres en korrekt saldoværdi. Opgørelsen af afskrivningsgrundlaget var derfor med rette foretaget som sket ved den påklagede ansættelse og denne blev herefter stadfæstet.

LV 1988, G 6.1.13.

Ved beregning af nedrivningsfradrag for en af de oprindelige driftsbygninger til en landbrugsejendom, hvor der fra købet til nedrivningen var foretaget om- og tilbygninger, kunne alene tages udgangspunkt i de oprindelige driftsbygningers areal og den for disse bygninger uafskrevne saldoværdi