Kursus - befordringsudgifter (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Kursus - befordringsudgifter (* 1)
Børnepædagog A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hendes fradrag på 5.880 kr. for befordringsudgifter i indkomstopgørelsen for 1986.
Det var oplyst, at klageren, der i 1986 havde været arbejdsledig og modtaget arbejdsløshedsdagpenge, i tiden fra 1. september 1986 og året ud havde deltaget i et kursus for ledige børnehave- og fritidspædagoger. Hun havde i sin indkomstopgørelse fradraget udgifter til befordring mellem bopælen og kursusstedet med 5.880 kr. Beløbet var opgjort efter reglerne i ligningslovens § 9 C om fradrag for udgifter til befordring mellem hjem og arbejdssted.
De stedlige skattemyndigheder begrundede den påklagede forhøjelse med, at klageren på kursustidspunktet ikke havde nogen arbejdsgiver, og at hendes situation ikke var sammenlignelig med den situation, at ansatte deltog i kurser som led i deres ansættelsesforhold.
Klageren påstod fradraget godkendt, idet hun gjorde gældende, at kurset svarede til et jobtilbud, og at hun hvis hun i stedet havde valgt et sådant tilbud, ville have været berettiget til at fradrage sine befordringsudgifter.
To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt det under hensyn til lovteksten i ligningslovens § 9 C samt til domspraksis, jf. to af Vestre Landsret den 13. september 1988 afsagte domme (Yvonne Nørreriis Jensen og Anders Kobber), afgørende for godkendelse af befordringsfradrag efter nævnte bestemmelse, at der var tale om befordring i forbindelse med et arbejdssted, dvs. et sted, hvor den pågældende udførte et arbejde til nytte for en arbejdsgiver og modtog løn herfor. Da klagerens kursussted herefter ikke kunne anses for et arbejdssted og efter disse medlemmers opfattelse heller ikke kunne sidestilles hermed i henseende til spørgsmålet om fradrag for befordringsudgifter, stemte de for at stadfæste ansættelsen.
To retsmedlemmer var enige med klageren i, at der, for så vidt angik spørgsmålet om befordringsfradrag, måtte gælde samme regler, hvad enten der var tale om et jobtilbud eller et uddannelsestilbud, idet uddannelsestilbuddet måtte ses som et alternativ til et jobtilbud. At dette ikke udtrykkeligt var fastslået i ligningsloven, kunne uanset de foreliggende domstolsafgørelser ikke være afgørende for fortolkningen, og disse medlemmer stemte derfor for at nedsætte ansættelsen med 5.880 kr.
Da retsformandens stemme i tilfælde af stemmelighed er udslagsgivende, blev den påklagede ansættelse stadfæstet.
LV 1988, U 1.1.3.
(* 1) Offentliggjort i SKAT 1989, nr. 7, side 550
En arbejdsledig, der havde valgt at deltage i et kursus i stedet for at få et jobtilbud, kunne ikke fradrage udgifterne til befordring mellem bopæl og kursussted.