Legislator Case Law & Legislation
W19891823525 DK

Forudbetalte renter. Lånedisposition uden reelt indhold (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 18235 Valid

Forudbetalte renter. Lånedisposition uden reelt indhold (* 1)

Civilingeniør A klagede for indkomståret 1981 over, at amtsligningsrådet ikke havde godkendt hans fradrag for renter på 10.518.750 kr.

Klageren havde i december 1981 optaget et lån på 85 mio. kr. i Finansieringsselskabet B ApS. Dette selskab, som var 100% ejet af et andelsselskab C, havde lånt beløbet i moderselskabet C. Med fradrag af forudbetalte renter på 10.518.750 kr. var til klagerens konto i D Bank A/S overført 74.600.000 kr., og dette beløb havde banken efter aftale med klageren videreudlånt. Klageren var ikke blevet orienteret om, hvorledes banken havde disponeret over beløbet og var således uden kendskab til, at D Bank havde lånt beløbet til andelsselskabet C i slutningen af 1981. C skulle forrente lånet med 18,25%, hvilket beløb skulle betales bagud den 20. september 1982 med 10.399.965 kr. Klagerens skattepligt her til landet var ophørt i august 1982, hvor han var udrejst til England og havde taget fast ophold.

Som begrundelse for at nægte klageren fradragsret for rentebeløbet havde amtsligningsrådet anført, at lånearrangementet på grund af det økonomiske sammenfald mellem B ApS og andelsselskabet C ikke kunne godkendes i skattemæssig henseende.

Klagerens advokat påstod indkomstansættelsen nedsat med rentebeløbet på 10.518.750 kr. På tidspunktet for låneoptagelsen kunne forudbetalte renter fuldt ud fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, ligesom renteindtægter skulle medregnes, når renterne forfaldt til betaling. Fradragsretten for renterne kunne ikke bestrides med den af amtsligningsrådet givne begrundelse om økonomisk sammenfald, idet de nævnte selskaber var selvstændige retssubjekter. Det måtte bestrides, at der ikke var realiteter i den omhandlede disposition. Ved bedømmelsen heraf skulle der alene henses til de dokumenter, som var klageren bekendt i forbindelse med dispositionens gennemførelse. Der forelå en gyldig aftale mellem B og klageren om lån af 85 mio. kr. med forudbetalte renter, ligesom der forelå en gyldig aftale mellem klageren og D bank om udlån af de midler, som klageren havde deponeret i banken. Det fremgik klart af domspraksis, at der alene kunne lægges vægt på sagens akter.

Hertil kom ifølge advokaten, at klageren havde været i god tro med hensyn til, hvem banken udlånte midlerne til, idet han ikke havde været vidende om, at disse midler var udlånt til andelsselskabet C. Også dette forhold måtte føre til, at dispositionen godkendtes. Dette fulgte af den seneste praksis, således Landsskatterettens kendelse af 12. april 1988 og Højesterets dom af 30. november 1988, i hvilke tilfælde skatteydere havde fået deres dispositioner med statsgældsbeviser godkendt som følge af de pågældende skatteyderes ukendskab til deres vekselereres dispositioner. Klagerens retsstilling kunne ikke bero på, hvad der måtte være foretaget uden hans viden. I øvrigt var det omhandlede lånebeløb rent faktisk blevet overført til klagerens bank, ligesom der havde foreligget forsikringsgaranti for lånet. Hertil kom endeligt, at klageren reelt havde været i risiko. Der kunne ikke drages paralleller til Vestre Landsrets dom vedrørende Fælleskasser, idet disse kasser ikke havde været i stand til at indfri låneløfterne, medens noget sådant ikke var gældende i nærværende sag, hvor udlåneren kunne betegnes som en af de mest kapitalstærke virksomheder i landet.

Statsskattedirektoratet påstod ansættelsen stadfæstet med den begrundelse, at hele arrangementet savnede erhvervsmæssig og økonomisk realitet. Det var vel rigtigt, at dispositionerne i hele lånearrangementet formelt var gyldige, men det var de reale forhold bag dispositionerne, der måtte være afgørende. Der havde imidlertid alene været tale om papirmæssige transaktioner. Alle dokumenter var lavet på samme tid og alt passede nøjagtigt sammen, medens der ikke i realiteten var passeret penge mellem parterne. En række højesteretsdomme viste klart, at de reelle forhold var afgørende for dispositionens skatteretlige gyldighed, uanset om det formelle var i orden. Disse domme lagde alene vægt på manglende økonomisk indsats og/eller manglende erhvervsmæssig begrundelse. Såvel Højesterets dom i Rechnagel-sagen som Vestre Landsrets dom vedrørende Fælleskasserne hvilede på, at der ikke fandtes et reelt grundlag for dispositionerne. Udlånene fra andelsselskabet C havde været kombineret med en pligt til at returnere beløbet. For så vidt klageren påberåbte sig god tro, måtte den gode tro efter direktoratets opfattelse være forsætlig. Det var uacceptabelt at antage, at en kreditor ville udlåne omkring 74 mio. kr. uden af have nærmere kendskab til debitor. Det måtte i øvrigt bemærkes, at B ApS i sig selv ikke havde haft så mange midler at råde over, at der kunne foretages et udlån på 85 mio. kr.

Ved sagens afgørelse fandt Landsskatteretten efter det oplyste at måtte lægge til grund, at det omhandlede lånearrangement havde haft et konstrueret og nøje beregnet forløb, som havde ført midlerne tilbage til den reelle udlåner, uden at der i virkeligheden var blevet flyttet midler, lige så lidt som klageren havde haft rådighed over beløbet.

Uanset at de formelle betingelser for at anerkende lån var overholdt, fandtes klagerens lånedispositioner herefter at have savnet reelt grundlag. Retten kunne derfor tiltræde Statsskattedirektoratets påstand om, at klageren ikke var berettiget til at fradrage det omhandlede rentebeløb på 10.518.750 kr. ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst for 1981, idet det ikke fandtes at være af betydning for sagens afgørelse, om klageren havde været i god tro.

Den påklagede indkomstansættelse blev herefter stadfæstet.

Endelig adm. afgørelse 1989 18235 Valid

(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 5, side 401

Endelig adm. afgørelse 1989 18235 Valid

Fradrag for forudbetalte renter på ca. 10 mio. kr. blev ikke godkendt. Renterne hidrørte fra et lån på 85 mio. kr., som var optaget i et finansieringsselskab. Dette selskab havde lånt beløbet af sit moderselskab, og efter at lånebeløbets renter var overført til låntagers bank, blev beløbet af banken udlånt til moderselskabet.

Lånedispositionerne blev anset for at savne reelt indhold.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →