Legislator Case Law & Legislation
W19891822725 DK

Dobbelt husførelse (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 18227 Valid

Dobbelt husførelse (* 1)

Direktør A klagede for indkomståret 1985 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans fradrag på 8.480 kr. for dobbelt husførelse. Myndighederne havde fundet, at afstanden mellem ægtefællernes bopæl ikke var så stor, at klageren ikke med rimelighed havde kunnet rejse frem og tilbage dagligt. Herudover var henset til, at klageren havde været indkvarteret hos familie i X.

Klageren forklarede, at han var blevet afskediget fra sin stilling som direktør i et firma i Y med fratræden den 31. marts 1984. Klagerens familie havde ikke ønsket at forlade bopælen i Y, og klageren havde derfor ønsket at få et nyt job i en sådan nærhed af Y, at han kunne bo hjemme.

Klageren forklarede videre, at det ikke var lykkedes ham umiddelbart at få et nyt job i nærheden af bopælen, men at han havde taget ansættelse som direktør i X til en løn, der svarede til hans tidligere løn. Der var i princippet tale om en fast stilling.

Klageren henviste dog til, at det aldrig havde været hans hensigt at fastholde arbejdspladsen i X, der lå 90 km fra bopælen i Y. Han og hans familie havde ikke været indstillet på at bosætte sig i X. Han havde kun taget stillingen, fordi han var blevet afskediget i sin hidtidige stilling i Y, og han havde under hele ansættelsen søgt anden stilling.

Det var efter 1 1/2 år lykkedes klageren at få en anden direktørstilling i Z, som han var tiltrådt efter to års forløb, og som han nu sad i på 4. år. Klageren boede stadig i Y og kørte dagligt frem og tilbage mellem bopælen og arbejdsstedet.

Klageren påstod med henvisning til det således anførte, at hans stilling i X var midlertidig, uanset at hans arbejdsgiver ikke havde opfattet den som sådan, idet arbejdsgiveren ikke ville have ansat ham, hvis denne havde vidst, at han opfattede stillingen som midlertidig.

For så vidt angik de stedlige skattemyndigheders henvisning til, at afstanden mellem Y og X ikke var større, end at han måtte anses at have kunnet køre frem og tilbage dagligt, anførte klageren dels, at hans job ikke var et 9-17 job, dels at kørslen foregik ad almindelige landeveje og mindre hovedveje, hvorfor han ikke i praksis ville have haft mulighed for at køre frem og tilbage mellem bopælen og arbejdsstedet.

For så vidt angik klagerens indkvarteringsforhold i X, fremlagde han erklæringer fra sin broder, hvori bekræftedes, at klageren havde overnattet hos ham 100 gange, og at indkvarteringen havde fundet sted på pensionatslignende vilkår.

På baggrund af de af klageren fremførte oplysninger, som var bekræftet af det faktiske hændelsesforløb, fandt Landsskatteretten, at opretholdelsen af klagerens dobbelte husførelse, som havde været erhvervsmæssigt begrundet, havde haft en sådan midlertidig karakter, at fradrag for dobbelt husførelse måtte anerkendes.

Da det fandtes godtgjort, at klageren havde levet under pensionatslignende forhold i X, og da afstanden mellem X og bopælen i Y fandtes at være så stor, at han ikke med rimelighed havde kunnet henvises til dagligt at køre frem og tilbage, blev ansættelsen nedsat med det selvangivne fradrag for dobbelt husførelse på 8.480 kr.

LV 1988, D 2.3.12.

Endelig adm. afgørelse 1989 18227 Valid

(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 5, side 399.

Endelig adm. afgørelse 1989 18227 Valid

På grund af afskedigelse fra hidtidig stilling tog en direktør ansættelse i en anden by, der lå 90 km fra bopælen. Han opfattede stillingen som midlertidig - modsat den nye arbejdsgiver - søgte andre stillinger nærmere bopælen og fik en sådan efter 2 års forløb.

Han blev anset for berettiget til fradrag for dobbelt husførelse, da han boede under pensionatslignende forhold under ansættelsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →