Gældseftergivelse (* 1)

Gældseftergivelse (* 1)

Direktør A klagede for indkomståret 1979 over,at han i overensstemmelse med den indgivne selvangivelse var anset for indkomstskattepligtig af en gældsnedskrivning på 4.026.829 kr.

Det var oplyst, at klageren i 1970'erne havde opbygget en betydelig træforædlingsvirksomhed, organiseret i personlige firmaer og selskaber. Bl.a. på grund af byggekriser var virksomhederne kommet i økonomiske vanskeligheder i begyndelsen af 1979. B bank, der var hovedbankforbindelse, ønskede ikke at fortsætte engagementet alene, og der var indledt drøftelser med sparekassen C om dennes indtræden i engagementet. Forinden skulle nogle udlandslån, som var optaget gennem to andre banker og et finansieringsinstitut, afvikles. Disse 2 banker var i april 1979 gået med til en aftale om nedskrivning af gælden med 40 %, eller 4.026.829 kr. B bank havde herefter overtaget det resterende engagement, og sparekassen C var indtrådt som bankforbindelse på linie med B bank, dog bl.a. på vilkår, at de 2 pengeinstitutter hver skulle overtage en tredjedel af aktiekapitalen i klagerens hovedselskab. B bank havde samtidig foretaget betydelig gældseftergivelse over for nogle af koncernens selskaber. Imidlertid var der i 1980 på ny opstået økonomiske vanskeligheder for koncernen, og bl.a. under hensyn til, at klageren blev stillet over for krav om kontant at indfri kautionsforpligtelser på 67 mio. kr. i slutningen af 1980, havde han mistet enhver indflydelse på selskaberne og virksomhederne. Klageren var kommet ud af arrangementet med en virksomhed i udlandet.

Klagerens advokat gjorde gældende, at forholdet måtte anses for omfattet af den skatteretlige praktis på området, hvorefter gældseftergivelse ved akkord eller ved singulær gældseftergivelse ikke skulle indkomstbeskattes, når eftergivelsen var forretningsmæssigt velbegrundet, og der ikke var tale om et gavemiljø. Endvidere måtte fordringen ikke være mere værd end det beløb, hvortil den blev nedskrevet, men en hovedkreditors tilslutning til et akkordforslag ville normalt kunne opfattes som bevis herfor.

Fra Statsskattedirektoratets side blev det gjort gældende, at der i nærværende tilfælde måtte lægges vægt på formueforholdene, og at den påberåbte praksis måtte suppleres med en væsentlig forudsætning om, at en debitor ikke kom ud af et gældsforhold efter gældseftergivelse med en væsentlig positiv formue. Det var endvidere direktoratets opfattelse, at der ikke var tale om akkord med en hovedkreditor, og at der ikke forelå tilstrækkeligt bevis for, at klagerens nominelt positive formuer ikke var udtryk for de reelle formueforhold. I denne forbindelse blev det fremhævet, at klagerens selvangivne formuer ultimo 1979 og 1980 var opgjort til henholdsvis ca. 20 mio. kr. og ca. 6 mio. kr., og at klageren også i følgende år havde selvangivet en betydelig formue.

Endelig fandt man, at forholdet ikke burde bedømmes isoleret for indkomståret 1979, men at man også måtte tage hensyn til forholdene i 1980. I det hele fandt direktoratet, at der var tale om en så usædvanlig disposition vedrørende den fremhævede gældseftergivelse, at betingelserne for at anse eftergivelsen for skattefri ikke var opfyldt.

Klagerens advokat anførte heroverfor, at det klart fremgik af hændelsesforløbet, at der i april 1979 var foretaget en endelilg opgørelse af forholdene i koncernen, før sparekassen C var trådt ind med henblik på koncernens videreførelse, og at det måtte ligge klart, at de implicerede banker ikke ville foretage nedskrivning af fordringer, såfremt der var udsigt til at få beløbene ind.

Vedrørende de af klagerens daværende revisor opgjorte positive formuer blev det påpeget, at der ikke herved var taget hensyn til de betydelige kautioner og indeståelseserklæringer, klageren havde påtaget sig, hvorefter de reelle formuer udviste en betydelig underbalance. Når der i øvrigt på et senere tidspunkt havde kunnet opvises positive formuer, hang det sammen med nogle efterfølgende dispositioner vedrørende virksomheden i udlandet, som bankerne havde vurderet som værende uden reel værdi, men som klageren senere havde kunnet trække penge ud af.

Landsskatteretten fandt, at de skattemæssige virkninger af den i april 1979 opnåede gældseftergivelse burde fastlægges med virkning for indkomstopgørelsen for indkomståret 1979.

Idet retten kunne tilslutte sig de af klagerens advokat fremførte betragtninger vedrørende bevisbedømmelsen, fandt retten at kunne lægge til grund for sagens afgørelse, at værdien af bankernes fordringer - uanset den nominelt positive formue - ikke kunne antages at have oversteget det beløb, hvortil de var nedskrevet, samt at der ikke i øvrigt var holdepunkter for at antage, at bankerne havde ønsket at begunstige klageren.

Sagen ansås herefter for omfattet af den skatteretlige praksis, hvorefter gældseftergivelse, opnået ved singulær gældseftergivelse, under de givne omstændigheder ikke indkomstbeskattes. Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat med 4.026.829 kr.

LV 1988, E 4.1.4. og L 3.6.6.

(* 1) Offentliggjort i SKAT 1989, nr. 6, side 472

Ved afgørelsen af, om gældseftergivelse var omfattet af de skatteretlige regler om skattefritagelse ved akkord eller singulær eftergivelse, blev lagt til grund, at 2 bankers gældseftergivelse ikke kunne antages at gå længee end til fordringernes værdi, uanset debitors nominelt positive formue. Gældseftergivelsen blev derfor ikke beskattet.