Skattepligt - fraflyttere. (* 1)

Skattepligt - fraflyttere. (* 1)

A, der nu var bosat i Spanien og anså sig for alene at være begrænset skattepligtig til Danmark, klagede for indkomstårene 1982, 1983 og 1984 over, at amtsligningsrådet havde anset ham for fuldt skattepligtig til den danske stat i medfør af kildeskattelovens § 1, nr. 1, og anset ham for hjemmehørende her i landet i medfør af bestemmelsen i artikel 4, stk. 2 a, i den mellem Danmark og Spanien indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning.

Ifølge bestemmelsen i kildeskattelovens § 1, nr. 1, påhviler pligt til at svare indkomst- og formueskat til staten personer, der har bopæl her i landet.

Det var oplyst, at klageren og hans hustru pr. 31. december 1981 havde meldt flytning til Spanien, hvor de havde taget bopæl i en villa på ca. 250 m2, som de havde erhvervet forinden. Den tidligere familiebolig i X var solgt pr. 31. december 1981. Ægtefællernes sommerhus i Y var solgt i april 1981, og til erstatning for dette havde de opført et sommerhus på 165 m2, der var færdigbygget i december 1981. Opførelsessummen for dette sommerhus var 721.863 kr. Sommerhuset, der var beliggende i et sommerhusområde i Nordsjælland, havde efter sin standard karakter af en helårsbolig men det måtte ikke lovligt anvendes til helårsbeboelse. Ægtefællerne havde haft ophold her i landet i ca. 170 dage om året, idet der blev holdt en lang sommerferie fra ca. 15 maj til ca. 30. september og en lang juleferie fra ca. 10. december til ca. 15. januar. De havde under disse ophold hovedsagelig boet i sommerhuset.

Opholdene i Spanien var på over 180 dage om året. De kompetente spanske skattemyndigheder havde ved F 54-erklæring attesteret, at ægtefællerne fra den 1. januar 1982 var fuldt skattepligtige til Spanien efter reglerne om derboende personers skattepligt, ligesom det var oplyst, at de havde indgivet selvangivelse til de spanske skattemyndigheder.

I forbindelse med emigrationen havde klageren bortforpagtet sin andel i den af ham i interessentskabsform drevne virksomhed til medinteressenten, der den 31. december 1984 havde overtaget virksomheden. Klageren havde i nogle få dage i 1982 og 1983 deltaget i nogle møder i forbindelse med afviklingen af en arbejdsopgave i virksomheden. Klageren havde efter emigrationen fortsat sin deltagelse i herværende konsortier og kommanditselskaber. Han var pr. 31. december 1983 ejer af danske værdipapirer til nominelt ca. 2,7 mio kr. og havde et bankindestående her i landet på ca. 150.000 kr. Klageren havde ikke udøvet erhvervsmæssig aktivitet i Spanien. Ægtefællerne havde tre fællesbørn, hvoraf de to boede i Danmark. Børnene var i de omhandlede år omkring 40 års alderen.

Statsskattedirektoratet indstillede amtsligningsrådets afgørelse stadfæstet, idet direktoratet ved vurderingen af skattepligtsspørgsmålet havde lagt vægt på sommerhusets størrelse, opførelsessummen, tidspunktet, samt omfanget af klagerens ophold i Danmark både sommer og vinter. Ved vurderingen af, hvor klageren skulle anses for hjemmehørende i relation til artikel 4 i den dansk-spanske dobbeltbeskatningsoverenskomst havde direktoratet lagt vægt på, at to af tre døtre opholdt sig i Danmark, at klagerens samtlige indkomstkilder i form af forpagtningsindtægt, renteindtægter fra pantebreve og indtægt ved passive investeringer kom fra Danmark, samt at han ikke udøvede indtægtsgivende erhverv i Spanien.

Klagerens advokat påstod de påklagede ansættelser ophævet med henvisning til, at klageren fra den 1. januar 1982 ikke længere var undergivet fuld skattepligt til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, nr. 1, og til, at beskatningsretten i medfør af bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2a, tilkom Spanien.

Advokaten anførte bl.a., at klageren og hans hustru efter emigrationen til Spanien alene havde opholdt sig her i landet på ferieophold, og at der ikke var hjemmel til at statuere, at klageren og hans hustru havde bopæl her i landet alene på grundlag af et sommerhus, uanset at dette var af god standard.

Ved sagens bedømmelse lagde Landsskatteretten til grund, at klageren pr. 1. januar 1982 havde taget bopæl i helårsbolig i Spanien, og at fuld skattepligt til dette land var indtrådt fra denne dato. Når herefter hensås til, at sommerhuset i Danmark ikke var godkendt til helårsbeboelse, og at det ikke kunne karakteriseres som usædvanligt med hensyn til pris og størrelse, samt til opholdenes længde her i landet og til det i øvrigt oplyste om klagerens aktivitet, fandtes der efter en samlet bedømmelse ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at klageren efter emigrationen til Spanien havde bevaret bopæl her i landet. Retten fandt derfor, at klagerens fulde skattepligt til den danske stat var ophørt den 1. januar 1982, hvor fuld skattepligt til Spanien var indtrådt.

LV 1987, A 1.1.2.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1989, nr. 4, side 332.

Den fulde skattepligt her til landet blev anset for bortfaldet ved fraflytning til Spanien, idet et større sommerhus her, der ikke lovligt kunne anvendes til helårsbeboelse, ud fra en samlet vurdering af klagerens forhold ikke blev anset for tilstrækkeligt grundlag til at statuere, at bopæl var bevaret her i landet.