Fonde - skattepligt - gaver. (* 1)

Fonde - skattepligt - gaver. (* 1)

A fond klagede for skatteåret 1980/81 over, at ligningskommissionen havde anset fonden for indkomstskattepligtig af en indtægt på 278.600 kr. i form af gaver fra kommanditister samt af en renteindtægt på 1.975 kr. af et bankindestående.

Det fremgik af sagens oplysninger, at den klagende fond var stiftet i 1976 med en grundkapital på 5.000 kr., som var en uigenkaldelig gave fra fondens stifter, anpartsselskabet B. Fonden ejede ved udgangen af det omhandlede regnskabsår anpartskapitalen i 13 anpartsselskaber, hvoraf 9 havde til formål at være komplementar for et kommanditselskab, 1 at drive handel m.v. og 1, C ApS, at være administrationsselskab.

I henhold til fondens fundats var fondens formål at investere i aktier eller anparter i selskaber, der havde til opgave at være komplementar for kommanditselskaber, samt at yde støtte til dansk handel, søfart og industri m.v. Formålet var i 1978 udvidet til også at omfatte bl.a. at eje og lede C ApS, idet dette selskab skulle forestå det daglige arbejde, der var forbundet med ledelsen af fonden og de til fonden knyttede selskaber. Ændringen havde ifølge fondens advokat alene skyldtes, at fondens revisor havde påpeget, at ejerforholdet til administrationsselskabet ikke var foreneligt med den tidligere formulering af formålsbestemmelsen.

Fonden havde i det omhandlede regnskabsår modtaget gaver på i alt 278.600 kr., som i henhold til fundatsen var tillagt grundkapitalen. Gaverne var ydet i forbindelse med dannelsen af de kommanditselskaber, hvori fonden ejede anparterne i komplementarselskabet, idet investorerne ved tegning af kommanditanparter havde forpligtet sig til at erlægge en gave på 200 kr. pr. anpart til fonden. Gaven var en forudsætning for at opnå stemmeret på fondens generalforsamling.

Ligningskommissionen havde som begrundelse for at anse fonden for skattepligtig af såvel gavebeløbene som renteindtægten anført, at indtægterne måtte anses for at være erhvervet som led i fondens formålsbestemte virksomhed. Denne virksomhed måtte efter kommissionens opfattelse anses for at være erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig forstand. Det var endvidere anført, at den af fonden udøvede virksomhed rakte udover, hvad der kunne karakteriseres som passiv kapitalanbringelse, idet fondens bestyrelse tog endelig stilling til, hvilke projekter, der skulle fremmes. Endvidere ejede og drev fonden de anpartsselskaber, der fungerede som henholdsvis komplementar- og administrationsselskaber til varetagelse af udførelsen af de enkelte projekter. At ansvaret for den daglige drift af investeringsvirksomheden var henlagt til et selskab, der var oprettet og ejet af fonden, var efter kommissionens opfattelse uden betydning.

Ligningskommissionen var endelig af den opfattelse, at de af investorerne erlagte gavebeløb måtte anses for at udgøre driftskapital, idet der ikke var tale om egentlige gaver, men en form for vederlag for fondens overordnede kontrol med investeringsprojekterne. Endeligt måtte renteindtægten anses for skattepligtigt formueafkast af driftskapital, idet disse midler i overvejende grad var anvendt til aktiv investering.

Fondens advokat nedlagde påstand om, at fondens indtægter ikke hidrørte fra erhvervsmæssig virksomhed, hvilket ifølge bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, var en forudsætning for skattepligt.

Advokaten anførte bl.a., at det ville stride mod fundatsen, såfremt fonden drev erhvervsmæssig virksomhed. Fonden havde endvidere intet ansat personale og ingen driftsudgifter, hvilket i sig selv udelukkede erhvervsmæssig aktivitet. Fondens bestyrelse havde alene til opgave at stå som garant for, at de investeringsprojekter, der blev udbudt gennem C ApS, var i overensstemmelse med fondens formål. Al forretningsmæssig virksomhed foregik således i administrationsselskabet, der indgik en administrationsaftale med hvert enkelt komplementarselskab.

Det var ved opbygningen af aktiviteterne i de enkelte selskaber tilsikret, at hvert enkelt selskab var en isoleret juridisk og økonomisk enhed, hvilket bl.a. kom til udtryk derved, at merindtjeningen i de enkelte selskaber kun tilfaldt disse selskabers egne investorer. Komplementarselskaberne deltog hverken i løbende udlodninger eller eventuelt likvidationsprovenu.

Hvad angik gaverne fra investorerne oplyste advokaten, at det var muligt at tegne anparter uden at yde gaven på 200 kr. pr. anpart. Indtil nu havde samtlige investorer dog ønsket at betale gavebeløbet til fonden. Advokaten påpegede, at der ifølge retspraksis ikke behøvede at foreligge et gavemotiv fra giverens side, når blot der ikke var tale om nogen modydelse. En modydelse fra fondens side måtte kræve, at fonden udøvede en aktiv erhvervsmæssig indsats, hvilket ikke var muligt. Advokaten var i øvrigt af den opfattelse, at det var uden betydning, hvorledes man benævnede de til fonden indbetalte beløb, når det som i fondens tilfælde kunne fastslås, at den ikke havde nogen driftskapital. Heraf fulgte endvidere, at renteindtægterne ej heller var skattepligtige.

Efter de foreliggende oplysninger fandt Landsskatteretten at måtte lægge til grund, at fonden havde udøvet en sådan aktiv medvirken ved gennemførelsen af de omhandlede investeringsprojekter, at den af fonden drevne virksomhed med rette var anset for at gå ud over, hvad der kunne karakteriseres som passiv kapitalanbringelse. Der var herved henset til det oplyste om fondens beføjelser i forbindelse med udvælgelsen af projekter, ligesom der var lagt vægt på sammenhængen mellem fondens overordnede styring af projekterne og den forretningsmæssige drift i det af fonden ejede administrationsselskab.

Retten måtte herefter være enig med skattemyndighederne i, at de som gaver benævnte beløb, som var indbetalt af kommanditister til fonden, måtte anses som en form for vederlag eller lignende for fondens medvirken ved gennemførelsen af projekterne. De omhandlede beløb var derfor med rette anset som erhvervsmæssig indtægt for fonden efter bestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Da retten endelig fandt, at fondens bankindestående ikke efter sin karakter kunne anses for anlægskapital, var retten ligeledes enig med skattemyndighederne i, at renteindtægterne af det pågældende bankindestående også måtte anses for indkomstskattepligtige for fonden efter den nævnte bestemmelse.

Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV 1987, S. A 1.9.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1989, nr. 4, side 334.

En fond, der bl.a. ejede en række anpartsselskaber, hvis formål var at stå som komplementar i kommanditselskaber, og også ejede et administrationsselskab, der stod for det daglige arbejde i fonden og dens selskaber, blev anset for skattepligtig af gaver, ydet af kommanditister i nævnte kommanditselskaber, idet fondens medvirken ved gennemførelse af investeringsprojekter i disse selskaber blev anset for erhvervsmæssig virksomhed.