Selskaber - udlodning - lån. (* 1)

Selskaber - udlodning - lån. (* 1)

Selskabet A Inc.'s filial i Danmark klagede for indkomstårene 1983, 1984 og 1985 over, at Ligningsrådet ikke fuldt ud havde anset det for berettiget, at der ved opgørelsen af filialens indkomst i henhold til kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3 var fradraget renter og kurstab vedrørende et lån på 172 mio. dollar, som ultimo 1983 var optaget hos moderselskabet B Inc. Ligningsrådet havde som begrundelse herfor anført, at kun en del af lånet kunne anses medgået til filialens drift. For indkomståret 1983 havde Ligningsrådet som yderligere begrundelse anført, at lånet ikke skattemæssigt kunne anerkendes optaget med tilbagevirkende kraft til 1. januar 1983.

Selskabet nedlagde principalt påstand om, at den skattepligtige indkomst efter kulbrinteskattelovens kapitel 2 for 1983 skulle nedsættes med 313.293.000 kr., for 1984 med 183.561 kr. og for 1985 skulle forhøjes med 64.985.000 kr., og at ansættelserne i henhold til lovens kapitel 3 blev ændret i overensstemmelse hermed.

Subsidiært påstod selskabet sagen hjemvist til fornyet behandling i Ligningsrådet på det grundlag, at der tilkom filialen fradragsret for kurstab og renter, uden at fradragsretten kunne beskæres som sket ved de påklagede kendelser.

Særskilt for 1983 nedlagdes den subsidiære påstand, at sagen blev hjemvist til fornyet ansættelse på det grundlag, at der tilkom filialen fradragsret for renter og kurstab for en del af året 1983.

Det klagende selskab, A Inc., var et amerikansk selskab, der udelukkende drev virksomhed gennem filialen i Danmark, hvor selskabet gennem årene havde foretaget betydelige investeringer. Investeringerne var tidligere finansieret bl.a. ved lån fra hovedkontoret i USA. I efteråret 1983 havde Statsskattedirektoratet imidlertid tilkendegivet, at der ikke ville kunne godkendes fradrag for renter og kurstab vedrørende nævnte lån, idet der efter direktoratets opfattelse ikke var tale om et egentligt gældsforhold. Dette var senere tiltrådt af Landsskatteretten ved kendelse af 12. november 1985, offentliggjort i Medd. 1986, nr. 62. Denne afgørelse blev indbragt for domstolene, men efter det oplyste stillet i bero.

Selskabet havde herefter ultimo december 1983 besluttet at nedbringe egenkapitalen pr. 1. januar 1983 ved udlodning af 99 mio. dollar. Endvidere skulle hovedkontorets tilgodehavende hos filialen overdrages til moderselskabet B Inc., ligeledes med virkning fra 1. januar 1983, således at selskabet derved optog et rentebærende eksternt lån i moderselskabet på 172 mio. dollar.

Statsskattedirektoratet havde fundet, at en del af det optagne lån var anvendt til at finansiere udlodning af egenkapital, og at denne del af lånet ikke kunne anses optaget til og anvendt til den danske filials virksomhed. Efter direktoratets opfattelse kunne lån, som alene var optaget for at ændre finansieringsmåden af udgifter, der tidligere havde været finansieret ved egenkapital, ikke anses som lån, der var anvendt til filialens drift. Af det optagne lån på 172 mio. dollar havde Statsskattedirektoratet herefter godkendt 104 mio. dollar som vedrørende filialens aktivitet. Den øvrige del af lånet, eller 68 mio. dollar, var anset - sammen med et tilgodehavende på 49 mio. dollar hos søsterselskabet C - som medgået til finansiering af den foretagne udlodning, der efter direktoratets opfattelse havde udgjort 117 mio. dollar. Ud over den foretagne udlodning på 99 mio. dollar havde Statsskattedirektoratet således fundet, at den med tilbagevirkende kraft til 1. januar 1983 skete forrentning af lånet på 18 mio. dollar måtte anses som udlodning. Ligningsrådet havde foretaget ansættelse i overensstemmelse hermed.

Selskabets advokat anførte, at kapitalforholdene gennem de foretagne dispositioner var bragt i overensstemmelse med, hvad der var forudsat ved kulbrinteskatteloven. Han oplyste, at selskabets beslutning var truffet efter møder med Statsskattedirektoratet, hvor man havde fået den bestemte opfattelse, at kapitaludlodningen ikke ville medføre skattemæssige problemer. Lånet var optaget hos moderselskabet B Inc., USA, og måtte således anses som et eksternt lån, hvor adgangen til rentefradragsret ikke kunne anfægtes. Efter advokatens opfattelse måtte der derfor i medfør af selskabsskattelovens § 9 være fradragsret for renter og kurstab vedrørende det omhandlede lån hos moderselskabet. Lånet måtte i sin helhed anses anvendt til filialens drift, og det måtte herved tages i betragtning, at de samlede investeringer langt oversteg de optagne lån.

Advokaten anførte endvidere, at der ikke var noget til hinder for, at egenkapitalen anvendtes til udlodning, således som det efter hans opfattelse var sket i det foreliggende tilfælde med den naturlige følge, at behovet for lånefinansiering var blevet tilsvarende større. Statsskattedirektoratets synspunkt medførte efter hans opfattelse et skattemæssigt krav om, at egenkapitalen blev fastlåst, og dette fandt han ikke, at der var hjemmel for.

Advokaten henviste til et eksempel vedrørende et tysk selskab, der for egne midler opførte en fast ejendom i Danmark og efterfølgende optog lån med sikkerhed i ejendommen. Ifølge ligningsvejledningen 1980 ville renterne af et sådant lån - i det omfang, det lå inden for 80% af ejendommens handelsværdi - kunne fratrækkes fuldt ud uanset den faktiske anvendelse af låneprovenuet. Advokaten anførte, at direktoratets opfattelse i den foreliggende sag var den modsatte af den, som 80%-reglen var udtryk for, idet der efter denne regel, der var beskrevet senest i ligningsvejledningen for 1987, ikke kunne stilles krav om fastholdelse af egenkapitalen. Da spørgsmålet ikke i øvrigt sås omtalt, måtte ligningsvejledningens beskrivelse af praksis på det her nævnte område efter advokatens opfattelse tillægges betydelig vægt.

Advokaten anførte yderligere, at direktoratets synspunkt ikke tidligere havde været praktiseret, og at en sådan regel - hvorefter direktoratet i realiteten skønsmæssigt kunne begrænse rentefradragsretten - næppe kunne anses for hensigtsmæssig. Det var ganske tilfældigt, at selskabet ultimo 1983 havde et tilgodehavende hos søsterselskabet C på netop 49 mio. dollar, og at det dermed også var tilfældigt, at 68 mio. dollar af det optagne lån af direktoratet var blevet anset for medgået til finansiering af udlodningen. Et sådant tilfældigt og selvvalgt udgangspunkt måtte efter hans opfattelse føre til forkerte resultater. Den pågældende regel, der har forbindelse med synspunktet »tynd kapitalisering«, måtte i øvrigt anses som en skærpelse af praksis og kunne dermed ikke indføres med tilbagevirkende kraft, i hvilken forbindelse han henviste til dommen i UfR 1983, side 8 (Kruse-dommen).

Med hensyn til fradrag for valutakurstab anførte advokaten, at filialen rent faktisk havde lidt et tab, og at bestemmelsen i ligningslovens § 8 D, der taler om fordringer og gæld, efter hans opfattelse måtte forstås således, at et valutakurstab som det omhandlede var omfattet af bestemmelsen. Advokaten bemærkede, at Statsskattedirektoratet oprindelig havde delt denne opfattelse, og at formålet med lovbestemmelsen i øvrigt havde været at knytte reglerne til valutareglerne.

Hvad særlig angik fradrag for renteudgifter for indkomståret 1983 anførte advokaten, at han var bekendt med praksis, herunder bl.a. Landsskatterettens kendelse TfS 1988, nr. 394, hvorefter rentefradrag forudsatte en aktuel gældsforpligtelse. Han fandt dog, at der i det foreliggende tilfælde måtte godkendes et vist rentefradrag for tiden forud for aftaledagen, idet ingen formentlig havde gjort indvendinger, såfremt man havde aftalt forrentning f.eks. fra den 1. oktober 1983. Dertil kom, at der gennem 1983 løbende var oparbejdet en gæld til affilierede selskaber. Statsskattedirektoratet havde anerkendt denne gæld, der pr. 31. december havde udgjort 104 mio. dollar, og advokaten fandt det derfor ulogisk helt at nægte rentefradrag, idet det ikke havde været tanken, at disse gamle lån skulle være rentefri.

Statsskattedirektoratet gjorde gældende, at det i mangel af fyldestgørende regnskabsmæssig dokumentation fra selskabets side måtte afvises at følge den principale påstand om fradrag for hele det påståede beløb. Der kunne - såfremt der blev givet selskabet medhold i dets principale anbringender - alene blive tale om at følge den subsidiære påstand.

Direktoratet måtte imidlertid afvise at indrømme fradrag for nogen del af det påståede beløb. Til støtte herfor anførte man, at der som følge af, at selskabet alene var begrænset skattepligtig, efter bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2 kun skulle svares skat af indtægterne fra filialen her i landet. Når der skete en sådan begrænsning vedrørende indtægtssiden, måtte der ske tilsvarende begrænsning af de fradragsberettigede udgifter, jf. selskabsskattelovens § 9. Det var således alene udgifter, der kunne henføres til filialen, der kunne fradrages, medens udgifter vedrørende selskabets kapitalforhold var den begrænsede skattepligt uvedkommende. I det foreliggende tilfælde var der tale om renter og kurstab vedrørende lån, og man måtte derfor over i anlægsfasen for at afgøre, om der var fradragsret, idet alene lån anvendt til anskaffelse af driftsaktiver, hvis afkast var omfattet af den begrænsede skattepligt, kunne begrunde fradrag. Det måtte påhvile selskabet at godtgøre, at der var en sådan forbindelse mellem låneoptagelsen og driften af filialen, at der var fradragsret for renter. I forbindelse hermed måtte det yderligere bemærkes, at der ikke inden for kulbrinteskattelovens område bestod en særlig vid adgang til at fratrække renter, således som selskabet syntes at hævde. Af lovens motiver fremgik, at renter af lån kun kunne fratrækkes, hvis lånene var medgået til finansiering af efterforsknings- og indvindingsvirksomhed.

Statsskattedirektoratet anførte herefter, at selskabets gæld i det foreliggende tilfælde forud for låneoptagelsen ultimo 1983 havde andraget 104 mio. dollar, og et hertil svarende beløb af det optagne lån var ved ansættelserne accepteret som anvendt til filialens drift. Med hensyn til de resterende 68 mio. dollar af det optagne lån måtte direktoratet fastholde, at der var tale om finansiering af udlodning, der var den begrænsede skattepligt uvedkommende. Der henvistes til, at der ikke ville have været penge til udlodningen af de i alt 117 mio. dollar (heraf renter 18 mio. dollar), såfremt beløbene skulle være taget af egne midler, samt til, at udlodningen og låneoptagelsen tidsmæssigt faldt sammen. Helt afgørende var det imidlertid, at det ikke fra selskabets side var påvist, at de 68 mio. dollar af det optagne lån var anvendt til filialens drift. Tværtimod var det fra direktoratets side godtgjort, at de driftslån, som afløstes i forbindelse med låneoptagelsen, alene udgjorde 104 mio. dollar.

Den påberåbte regel om fast ejendom var at betragte som en praktisk arbejdsregel, der var indført, fordi man på netop dette område havde haft særlige vanskeligheder. Der var tale om en særregel vedrørende fast ejendom, og der kunne derfor ikke drages slutninger fra denne til brug for det foreliggende tilfælde, der vedrørte fast driftssted. Det fremhævedes endvidere, at reglerne om begrænset skattepligt af henholdsvis fast ejendom og fast driftssted fremgik af hinanden uafhængige regler, nemlig dels kildeskattelovens § 2, stk. 1 e, og selskabsskattelovens § 2, stk. 1 b, dels kildeskattelovens § 2, stk. 1 d, og selskabsskattelovens § 2, stk. 1 a.

Statsskattedirektoratet bestred endvidere, at det ville være en konsekvens af Ligningsrådets ansættelse, at filialens »egenkapital« blev fastlåst, således som det hævdedes af advokaten. Filialens »egenkapital« ville være forskellen mellem den del af selskabets aktiver og gældsposter, som til enhver tid kunne henføres til filialen. I det omfang, der blev optaget lån til finansiering af bruttoudgifterne, og bruttoindtægterne samtidig blev overført til hovedvirksomheden, ville filialens »egenkapital« blive nedbragt. Dette var rent faktisk også sket i dette tilfælde, idet filialens »egenkapital« fra at udgøre +675 mio. kr. ultimo 1982 var nedbragt til +438 mio. kr. ultimo 1983. Såfremt også den del af lånet, som var anvendt til at finansiere det amerikanske selskabs udlodning, skulle anerkendes som vedrørende filialen, ville filialens »egenkapital« være negativ med et beløb på -227 mio. kr. ultimo 1983. Det fremgik heraf, at en sådan henføring ville have den konsekvens, at det amerikanske selskab helt vilkårligt ville kunne bestemme filialens skattepligtige indkomst.

Hvad særlig angik fradrag for valutakurstab anførtes det, at bestemmelsen i ligningslovens § 8 D skulle forstås i overensstemmelse med selskabsskattelovens § 9.

Med hensyn til indkomståret 1983 anførtes det, at der var enighed om, at der kunne ske fradrag for kurstab vedrørende den oparbejdede gæld, der ultimo 1983 androg 104 mio. dollar. Statsskattedirektoratet kunne derimod ikke godkende rentefradrag vedrørende disse lån, der stedse havde været betegnet som rentefri. Det var således helt nyt for direktoratet, når det nu hævdedes, at det hele tiden havde været tanken, at disse lån skulle forrentes.

Over for det fra Statsskattedirektoratets side anførte fastholdt selskabets advokat, at lånet på 172 mio. dollar udelukkende var anvendt til at finansiere filialens drift, og han bestred, at der var hjemmel til at fastlåse den en gang valgte finansieringsform. Han bestred endvidere, at der vedrørende fast ejendom var tale om et særligt lovgrundlag, og henviste til, at bl.a. bestemmelsen i kildeskattelovens § 2, stk. 2, var fælles for indtægter ved fast ejendom og indtægter ved fast driftssted.

Landsskatteretten bemærkede, at det klagende selskab tidligere havde finansieret filialens aktiviteter ved hjælp af midler, overført fra hovedkontoret i USA, men at der i årene 1982 og 1983 løbende var optaget driftslån hos affilierede selskaber, således at selskabets driftslån ultimo 1983 havde andraget 104 mio. dollar. Landsskatteretten kunne tiltræde, at der ved Ligningsrådets afgørelse var godkendt fradrag for renter og kurstab vedrørende den del af det ultimo 1983 optagne lån på i alt 172 mio. dollar, der erstattede de nævnte driftslån på 104 mio. dollar.

Med hensyn til de resterende 68 mio. dollar af det optagne lån måtte Landsskatteretten efter det oplyste lægge til grund, at denne del af lånet var anvendt til finansiering af den ultimo 1983 foretagne udlodning til moderselskabet. Denne udlodning måtte i hvert fald som udgangspunkt anses at vedrøre selskabets kapitalforhold i USA og kunne ikke henføres til etablering eller drift af de aktiviteter, der var undergivet begrænset skattepligt her i landet. Der ville efter rettens opfattelse alene kunne indrømmes fradrag for renteudgifter og kurstab på det omhandlede lån i det omfang, det kunne godtgøres, at midlerne havde været anvendt til filialens aktivitet, jf. selskabskattelovens § 9. Retten fandt ikke, at selskabet havde påvist i forbindelse hermed at have anvendt yderligere midler fra den foretagne omfinansiering end godkendt af Ligningsrådet. Der blev ved afgørelsen også henset til, at den godkendte fordeling mellem egenfinansiering og finansiering ved lånte midler efter det oplyste svarede til, hvad der var tilfældet i tilsvarende selskaber, og hvad der måtte anses for rimeligt og økonomisk forsvarligt. Der fandtes herefter ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at foranledige foretaget talmæssige ændringer.

Landsskatteretten kunne således tiltræde, at Ligningsrådet ved de påklagede ansættelser for indkomstårene 1984 og 1985 alene havde godkendt fradrag for renter og kurstab vedrørende 104 mio. dollar af det optagne lån, og fandt herefter ikke grundlag for at tage hverken den principale eller den subsidiære påstand til følge.

Hvad særlig angik indkomståret 1983 fandt Landsskatteretten at måtte lægge til grund, at de i årene 1982 og 1983 optagne driftslån på i alt 104 mio. dollar ikke havde været rentebærende. Der kunne således først indrømmes rentefradrag fra det tidspunkt, hvor disse lån erstattedes af det i sagen omhandlede rentebærende lån. Der var ikke udfærdiget egentlige lånedokumenter vedrørende sidstnævnte lån, der alene fremgik af posteringer, der var foretaget i de amerikanske selskaber ultimo 1983, og Landsskatteretten fandt ikke på dette grundlag at kunne godkende rentefradrag for nogen del af dette år.

LV 1987, SE 3.

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1989, nr. 4, side 339.

Ved afgørelsen af spørgsmål om fradrag for renter og kurstab for en herværende filial af et amerikansk selskab vedrørende lån fra det derværende moderselskab blev fradrag ikke godkendt for den del af lånet, som blev anset for anvendt til udlodning fra filialselskabet.

Selskabet var begrænset skattepligtig, og derfor kunne alene udgifter vedrørende driften her i landet fradrages, svarende til, at kun indtægterne derfra blev beskattet.