Legislator Case Law & Legislation
W19891798625 DK

Kystsikring samt fordeling af udgifterne hertil.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 17986 Valid

Kystsikring samt fordeling af udgifterne hertil.

Ved brev af 27. oktober 1989 har selskabet i henhold til lov nr. 108 af 5. marts 1988 om kystbeskyttelse § 18 klaget over en afgørelse truffet den 5. oktober 1989 af Vestsjællands Amtskommune vedrørende et projekt til kystsikring ved Dybesø, Nykøbing-Rørvig kommune.

Selskabet klager over, at amtskommunen i henhold til lov om kystbeskyttelse § 5 har afgjort, at selskabet som ejer af Dybesø skal betale 35 parter af udgifterne til den projekterede kystbeskyttelse, idet selskabet ikke finder, projektet vil sikre Dybesø, men kun de sommerhuse, der er opført i første række ved kysten.

Desuden klager selskabet over, at den påtænkte kystsikring ikke er tilstrækkelig til at sikre søen, idet en sikring mere hensigtsmæssigt burde foretages vest for denne.

Ved brev af 20. november 1989 til Vestsjællands Amtskommune, der er fremsendt i kopi til ministeriet, anfører selskabet endvidere, at såfremt der anlægges yderligere en bølgebryder ud for matr.nr. 25 z, Rørvig, ønsker selskabet ikke at bidrage til denne.

Ministeriet har i sagens anledning anmodet Vestsjællands Amtskommune om en udtalelse, ligesom sagen har været forelagt for Kystinspektoratet.

Det fremgår herefter af sagen, at den projekterede kystbeskyttelse består af 5 bølgebrydere, kystfodring med ral og to supplerende kystværn nord og øst for Dybesø fra Sandflugtsplantagen til matr.nr. 25 dø, ibd.

Formålet med kystsikringen er at formindske faren for overskyl med deraf nedsættelse af faren for gennemskæring, hvilket medfører en mindre risiko for, at havet når Dybesø.

Dette opnås ved at forstærke strandvolden ud for matr.nr. 25 z og matr.nr. 25 av. Samtidig tilføres 15 (m3) ral pr. m på hele strækningen. Bølgebryderne ud for matr.nr. 25 s og 25 æ medvirker ligeledes til at nedsætte bølgepåvirkningen på kysten.

De yderstliggende ejendomme sikres ved anlægget. Imidlertid er en sikring af Dybesø ikke mulig, uden at disse ejendomme samtidig beskyttes.

I henhold til lov om kystbeskyttelse § 5 bestemmer amtsrådet, hvorledes udgifterne til kystsikringsforanstaltninger fordeles. I henhold til § 5, stk. 2, kan ejerne af de ejendomme, der opnår beskyttelse ved foranstaltningen, eller som i øvrigt opnår en fordel derved, pålægges bidrag til sikringer.

I henhold til lov om kystbeskyttelse § 5, stk. 2, fastsætter amtsrådet ligeledes bidragets størrelse.

Efter loven står det amtsrådet frit for at vælge de kriterier, som skal danne grundlag for fordeling af bidragspligten på de berørte ejendomme, ligesom det tilkommer amtsrådet at bestemme den indbyrdes vægt, der bør tillægges de valgte kriterier.

Efter det foreliggende finder ministeriet ikke grundlag for at ændre den af amtskommunen trufne afgørelse med hensyn til partsfordelingen i anledning af det omhandlede kystsikringsprojekt.

Ministeriet skal endvidere vedrørende spørgsmålet om kystsikring vest for Dybesø bemærke, at amtskommunen tidligere har undersøgt mulighederne for en samlet løsning for området, men at der ikke kunne opnås tilstrækkelig tilslutning hertil, og at der således ikke har været foretaget nogen planlægning af kystsikring på denne strækning. Der foreligger således ikke en sag, der i henhold til lov om kystbeskyttelse § 18 kan påklages til ministeriet, og ministeriet skal derfor henvise selskabet til eventuelt at rette henvendelse til amtskommunen med anmodning om, at en sådan sag rejses.

Det skal endelig bemærkes, at såfremt Vestsjællands Amtskommune vælger at udføre yderligere en bølgebryder ud for matr.nr. 25 z, bør selskabet og grundejerne omkring Dybesø efter ministeriets opfattelse ikke bidrage til denne, idet en bølgebryder med denne placering ikke vil forøge sikkerheden for Dybesø.

Endelig adm. afgørelse 1989 17986 Valid

Et selskab klagede over, at den projekterede kystsikring i et område ikke var tilstrækkelig, idet en kyststrækning ikke var omfattet af denne. Udtalt, at amtskommunen har undersøgt mulighederne for en samlet løsning for området, men at der ikke kunne opnås tilstrækkelig tilslutning hertil, og at der således ikke har været foretaget nogen planlægning af kystsikring i området. Selskabet blev således henvist til i givet fald at søge rejst en sag ved henvendelse til amtskommunen. Med hensyn til fordeling af bidragspligten på de berørte ejendomme udtalte ministeriet, at det tilkommer amtskommunen at vælge de kriterier, der skal danne grundlag for fordelingen samt bestemme disse kriteriers indbyrdes vægt. Ministeriet fandt herefter ikke grundlag for at ændre amtskommunens afgørelse med hensyn til partsfordelingen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →