Nedlæggelse/omlægning tinglyst vejret
Statutory Text (3 Articles)
Nedlæggelse/omlægning tinglyst vejret
Torsdag den 10. august 1989 kl. 13,00 samledes overtaksationskommissionen på kommunevej Havrevænget i Hobro.
Der foretoges
Overtaks.
6/89
Overtaksation efter begæring af ejerne af ejendommen matr. nr. 2b Hegedal, Hobro Jorder, Reidar og Olav Lynnerup, i anledning af omlægning af privat fællesvej over ejendommen matr. nr. 2ab ibd.
Der fremlagdes ankebegæring af 29. maj 1989 fra Reidar Lynnerup, udskrift af taksationskommissionens forhandlingsprotokol vedrørende taksationsforretningen den 18. april 1989 med deri nævnte bilag samt taksationskommissionens kendelse af samme dato.
Ejendommens ejere mødte ved Reidar Lynnerup.
Mødet indledtes med en besigtigelse af forholdene i marken. Derefter fortsatte forretningen på Hobro Kommunes tekniske forvaltnings kontor, hvor parterne fik lejlighed til at udtale sig.
Den mødte repræsentant for ejerne af ejendommen matr. nr. 2b påstod kommunens beslutning om omlægning af den private fællesvej ophævet. Han anførte, at taksationskommissionens kendelse ikke har taget stilling til spørgsmålet om det lovlige i, at den ene grundejers ønske om udnyttelse af en grusforekomst kan fortrænge og få forret for en anden grundejers vejret, når denne er sikret for bestandig med tinglysning. Han begrundede endvidere påstanden med, at ejendommen får ca. 3 gange så langt til Hadsundvej, og at der bliver flere brugere af den nye vej, hvorfor der må påregnes betydelige omkostninger. I øvrigt er standarden af den nye vej ikke god nok. Kommunens ønske om vejomlægningen er begrundet i den økonomiske interesse i efter endt grusgravning at få en bedre udnyttelse af kommunens grund. En sådan begrundelse kan ikke være lovlig. Kommunen bør afholde omkostningerne ved overtaksationsforretningen, da det er den, der har rejst sagen. Endelig gentog ejeren påstanden om, at vejen skal tilbageføres til det oprindelige forløb efter endt grusgravning.
Kommunens repræsentanter påstod byrådets beslutning om vejomlægning stadfæstet. Udover at gentage det under taksationsforretningen anførte gjorde de gældende, at omlægningen reducerer ejendommens vejafstand til offentlig vej fra ca. 270 m til ca. 200 m. Den nye vejstrækning er af væsentlig bedre standard end den tidligere. Efter kommunens opfattelse må vejomlægningen anses som en forbedring af klagernes ejendom. Der har ikke været noget behov for at indbringe sagen for overtaksationskommissionen, hvorfor klagerne bør pålægges at udrede den efter kommissionens skøn størst mulige del af udgifterne ved overtaksationskommissionens behandling af sagen, jfr. privatvejslovens §55, stk. 2.
Kommissionen drøftede nærmere sagen og afsagde sålydende
KENDELSE
Til klagernes bemærkning om lovligheden af kommunens beslutning skal kommissionen udtale, at det ikke tilkommer taksationsmyndighederne at efterprøve det skøn og den interesseafvejning af økonomisk, færdselsmæssig, planlægningsmæssig eller lignende art, der ligger til grund for kommunens beslutning om omlægning af de bestående vejforhold. En sådan ændring kan ske uanset vejrettens oprindelse og sikring ved tinglysning. Taksationsmyndighederne skal alene tage stilling til, om kommunens beslutning bør ophæves, fordi ejendommen afskæres fra vejadgang eller mister færdselsareal, der er vigtigt for ejendommen, jfr. privatvejslovens § 53, stk. 2.
Overtaksationskommissionen finder ligesom taksationskommissionen, at der også efter vejomlægningen er tilfredsstillende vejforhold til ejendommen, hvorfor taksationskommissionens kendelse stadfæstes.
Der savnes hjemmel til at pålægge kommunen at tilbageføre vejen til det oprindelige forløb efter endt grusgravning.
Med hensyn til spørgsmålet om en fordeling af udgifterne ved overtaksationsforretningen finder kommissionen ikke grundlag for, at nogen del af disse pålægges klagerne, der med rimelighed har ønsket sagen forelagt for taksationsmyndighederne. Samtlige sagsomkostninger skal derfor afholdes af Hobro Kommune, der er både vejmyndighed og den grundejer, i hvis interesse vejomlægningen er sket.
Herefter
b e s t e m m e s
Taksationskommissionens kendelse stadfæstes.
Hermed afsluttedes forretningen, idet protokollen blev underskrevet.
Ingen
På grund af grusforekomster i et område, blev en vej omlagt.
Lodsejeren gjorde gældende, at vejomlægningen var ulovlig, dels fordi vejadgangen var sikret ved tinglysning dels fordi vejomlægningen alene tjente økonomiske interesser. Subsidiært ønskede lodsejeren vejen retableret, når grusgravningen var tilendebragt. Udtalt, at det ikke tilkommer taksationsmyndighederne at efterprøve det skøn, der ligger til grund for kommunens beslutning om omlægning af de bestående vejforhold. En sådan omlægning kunne ske uanset om vejretten var sikret ved tinglysning. Overtaksationskommissionen fandt herefter, at der også efter vejomlægningen var tilfredsstillende adgangsforhold til ejendommen. Der savnedes hjemmel til at pålægge kommunen at tilbageføre vejen til det oprindelige forløb efter endt grusgravning. Taksationskommissionens kendelse blev herefter stadfæstet.