Hyrekørsel - bevillingtilbagekaldelse
Statutory Text (3 Articles)
Hyrekørsel - bevillingtilbagekaldelse
I brev af 8. april har De påklaget den af Fredericia Kommune trufne afgørelse om tilbagekaldelse af Deres hyrekørselsbevilling nr. 156-17, hvilken afgørelse er meddelt Dem i kommunens brev af 20. marts 1989.
Kommunens afgørelse er truffet i medfør af § 8, stk. 1, i lov om hyrekørsel, hvorefter en bevilling kan tilbagekaldes, såfremt indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af vilkårene for bevillingen, af bestemmelserne i hyrekørselsloven eller forskrifter udstedt i medfør af loven.
Kommunens afgørelse skyldes, at De gentagne gange har været udelukket fra bestillingskontoret som følge af manglende betaling af a contodriftsbidrag til bestillingskontoret, og dels at De i udelukkelsesperioderne har udnyttet hyrekørselsbevilingen uden at være tilsluttet bestillingskontoret og dermed har overtrådt § 17 i bekendtgørelse af 14. september 1979 om hyrekørsel.
Det fremgår af sagen, at De siden 1983 - med undtagelse af 1987 - kontinuerligt har været i restance med a contodriftsbidragene til bestillingskontoret, hvilket har medført, at De har været udelukket fra bestillingskontoret i 4 perioder senest fra den 5. februar 1989, - hvorefter kommunen - efter yderligere advarsler - traf beslutning om tilbagekaldelse af Deres bevilling.
Ministeriet skal i denne anledning meddele følgende
Der er i bestillingskontorets vedtægt - i overensstemmelse med den af ministeriet udfærdiget standardvedtægt - fastsat klare bestemmelser vedrørende forfaldsdag og sidste rettidige betalingsdag for en tilsluttet bevillingshavers betalingsforpligtelser over for bestillingskontoret samt for proceduren for eksklusion af bestillingskontoret i forbindelse med manglende eller forsinket betaling, jf. § 3 og § 5 i vedtægten for bestillingskontoret.
Ministeriet anser det for godtgjort ved de i sagen foreliggende oplysninger, at De gennem årene i gentagne tilfælde har tilsidesat Deres betalingsforpligtelser og dermed har overtrådt vedtægten for bestillingskontoret, og at disse overtrædelser i sig selv danner grundlag for tilbagekaldelsen af Deres bevilling.
Ministeriet stadfæster herefter kommunens afgørelse om tilbagekaldelse af bevillingen.
Fredericia Kommune har modtaget kopi af dette brev.
Ingen
En bevillingsindehaver blev gentagne gange udelukket fra bestillingskontor å grund af manglende betaling af a conto driftsbidrag til kontoret. I udelukkelsesperioden udnyttede bevillingsindehaveren fortsat bevillingen.
Bevillingen tilbagekaldtes hvilket ansås for berettiget.