Legislator Case Law & Legislation
W19891722525 DK

Tilladelse til at foretage inddæmning og opfyldning af et areal af søterritoriet.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1989 17225 Valid

Tilladelse til at foretage inddæmning og opfyldning af et areal af søterritoriet.

I brev af 12. januar 1989 (j.nr. 01-02-05P16) har Køge Kommune, Teknisk Forvaltning, ansøgt om ministeriets tilladelse til at foretage inddæmning og opfyldning af et areal af søterritoriet ved Ølby Lyng i Køge, som nærmere angivet på det med ansøgningen fulgte kortbilag.

Opfyldningen indgår som en del af en kontrolleret losseplads, der er omfattet af det ligeledes medfulgte forslag til lokalplan 2-20, der efter det for ministeriet underhånden oplyste nu er endelig vedtaget af byrådet.

Opfyldningen forudsættes gennemført over en kortere årrække, og området vil efter opfyldningen blive reguleret og tilplantet og indgå i naturområdet ved Strandengene som offentligt, grønt område.

Opfyldningen indfattes mod nord af en dæmning af uforurenet byggeaffald, tætnet med sand og ført op til ca. kote +3,0 og beskyttet mod søen (lagunen) med stenkastning, ca. anlæg 3,5. Mod øst støttes indfatningen med strandøens klitrække, mod vest mod det høje terræn ved gummifabrikken og mod syd mod den eksisterende losseplads.

Det inddæmmede areal renses for blød bund, der foretages afretning med uforurenet byggeaffald, tætnet med sand op til kote +1 til +3 som underlag for en 0,5 m lermembran, der skal danne underlag for lossepladsudvidelsen.

Ministeriet har i sagens anledning brevvekslet med Kystinspektoratet, Farvandsvæsenet, Fiskeriinspektøren i København, Skov- og Naturstyrelsen og Roskilde Amtsråd.

Fiskeriinspektøren i København har i en over sagen afgivet erklæring udtalt, at der fra de lokale fiskeres side ikke er nogen indvendinger imod projektet under forudsætning af, at det sikres, at der på ingen måde udledes giftige og miljøfarlige stoffer på lossepladsen således, at fare for fiskerierhvervet på såvel kort som langt sigt undgås.

Det fremgår endvidere, at Roskilde Amtsråd, Udvalget for teknik og miljø, den 6. marts 1989 har besluttet at godkende projektet efter miljøloven.

Det fremgår endelig, at Skov- og Naturstyrelsen i brev af 20. februar 1989, hvoraf kopi er tilsendt kommunen med brev herfra af 22. februar 1989, har udtalt, at den undersøiske (såvel som den oversøiske) del af området kan rumme spor af stenalderbosættelse, og at undersøiske bopladser er beskyttet i henhold til Naturfredningsloven § 49, der ikke må beskadiges uden tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen. Det tilrådes derfor, at der foretages en arkæologisk forundersøgelse i god tid inden anlægsarbejdet iværksættes, med henblik på afklaring af de kulturhistoriske interessers omfang og karakter i det berørte område. Anlægsmyndigheden bedes i den forbindelse kontakte Anders Fischer i styrelsens kulturhistoriske kontor.

Styrelsen har endelig bemærket, at der muligvis kan forekomme undersøiske vrag i området, hvorfor entreprenøren skal udvise forsigtighed ved oprensningen af området og straks underrette Skov- og Naturstyrelsen, dersom man påtræffer samlede trækoncentrationer.

I denne anledning skal ministeriet herefter meddele tilladelse til den ansøgte opfyldning ved Ølby Lyng i Køge Kommune.

For tilladelsen gælder følgende vilkår: 1. Indfatningen for anlægget skal vedligeholdes i god og forsvarlig stand. 2. Anlægget skal tilendebringes inden udgangen af 1992. 3. Det opfyldte areal skal, efterhånden som opfyldningen skrider frem, belægges med muldjord og tilsås med græs eller på anden måde afdækkes for at hindre fygning. 4. Der må ikke uden ministeriets tilladelse foretages udvidelser eller væsentlige ændringer af det godkendte anlæg. 5. Tilladelsen kan ikke uden ministeriets godkendelse overdrages til andre. 6. Senest 4 uger inden arbejdets påbegyndelse skal der gives Farvandsvæsenet (nautisk afdeling) meddelelse herom samt om arbejdets forventede varighed. 7. Senest 4 uger inden arbejdets påbegyndelse skal der med Farvandsvæsenet træffes aftale om eventuel afmærkning under arbejdets udførelse. 8. Ved arbejdets afslutning skal der til Trafikministeriet, Kystinspektoratet og Farvandsvæsenet indsendes en plan, der udviser den endelige opfyldning og ændringerne i kystkonturen. På planen skal de nye kystkonturer angives fremskåret og beregnet i landskoordinater efter system UTM eller GI-34. 9. Det opfyldte areal skal snarest muligt efter opfyldningens tilendebringelse matrikuleres på ansøgernes bekostning.

10. Såfremt anlægget ikke måtte blive fuldført, eller såfremt ministeriet af anden grund måtte anse det for påkrævet, påhviler det tilladelsens indehaver at udføre de fornødne foranstaltninger, herunder eventuel fjernelse af anlægget eller dele af dette til sikring af, at anlægget ikke på nogen måde frembyder ulemper for omgivelserne.

11. Ejendomsretten til det opfyldte areal bortfalder atter, såfremt det som følge af indfatningens forfald eller af andre årsager på ny kommer til at henligge overskyllet af søen som en del af søterritoriet, og der ikke i løbet af et år foranlediges iværksat foranstaltninger til indfatningens istandsættelse og arealets opfyldning.

Det tilføjes, at en tilladelse ikke fritager tilladelsens indehaver for det civilretlige ansvar, som måtte kunne gøres gældende som følge af opfyldningens etablering, herunder for eventuelle skadelige påvirkninger på andre ejendomme som følge af skete ændringer i kystlinien.

Det bemærkes endvidere, at en meddelt tilladelse fortabes, såfremt nogen af de for tilladelsen fastsatte vilkår ikke måtte blive opfyldt.

Endelig adm. afgørelse 1989 17225 Valid

Under forudsætning af en række angivne vilkår meddelte ministeriet tilladelse til inddæmning samt opfyldning af et areal af søterritoriet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →