Om at vise åbenhed og loyalitet overfor patienterne (* 1)

Om at vise åbenhed og loyalitet overfor patienterne (* 1)

5.2.4. Om at vise åbenhed og loyalitet overfor patienterne

En midaldrende kvinde havde igennem længere tid lidt af undervægt. Efter i to måneder at have fulgt en speciel diæt følte hun, at den havde haft effekt. Kvinden fortalte dette til sin læge, der herefter på opfordring af patienten udfærdigede en erklæring til de sociale myndigheder med henblik på at kvinden kunne få tilskud til fortsat diætbehandling. Kvinden fik imidlertid afslag på ansøgningen og opdagede senere i forbindelse med, at hun fik aktindsigt, at lægen telefonisk havde frafaldet sin støtte til diætbehandlingen under henvisning til, at kvinden havde presset ham.

Patientklagenævnet tilsluttede sig delvist Sundhedsstyrelsens vurdering, idet man fandt, at det var lægens eget skøn, der var afgørende for, i hvilket omfang han ville anbefale de sociale myndigheder, at der skulle ydes tilskud til den pågældende behandling. Patientklagenævnet fandt imidlertid herudover anledning til at beklage overfor lægen, at han ikke havde udtrykt sig entydigt i forhold til patienten og de sociale myndigheder, idet man fandt, at dette var i strid med § 4 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 om afgivelse af lægeerklæringer, hvorefter de i erklæringen indeholdte oplysninger skal være så fyldige og tydelige, ......, at den for hvem erklæringen er bestemt, derved sættes i stand til selv at danne sig et skøn.

Læge udfærdigede erklæring til socialforvaltningen med henblik på at kvinde kunne få tilskud til behandling. Telefonisk frafaldt lægen erklæring under henvisning til at kvinden havde presset ham.

Patientklagenævnet beklagede at han ikke havde udtrykt sig entydigt i forhold til kvinden og socialforvaltningen.