Personnummer, registrering, videregivelse (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Personnummer, registrering, videregivelse (* 1)
En person klagede til Registertilsynet over, at et indkøbscenter havde påført hans personnummer fuldt læseligt i forbindelse med adressen ved fremsendelse af et kontoudtog samt et girokort.
I forbindelse med sagens behandling blev der indhentet en udtalelse fra Forbrugerombudsmanden, og det fremgik heraf, at han ikke fandt, at det er i overensstemmelse med god markedsføringsskik, at erhvervsdrivende ikke sikrer, at registrerede personnumre ikke videregives eller på anden måde synliggøres for uvedkommende. En benyttelse af et personnummer som en del af adresseangivelsen uden på breve eller andre forsendelser kunne efter Forbrugerombudsmandens opfattelse således ikke anses for stemmende med markedsføringslovens regler. Forbrugerombudsmanden anførte endvidere, at brug af personnumre på giroindbetalingskort efter hans opfattelse ikke vil være i overensstemmelse med god markedsføringsskik, medmindre der kan angives en nødvendig begrundelse herfor.
Registertilsynet fandt på det foreliggende grundlag, at indkøbscenterets registrering af kontokunders personnumre i forbindelse med oprettelse af kontokort, ikke kan antages at stride mod lov om private registre m.v. § 4 a, stk. 1, under forudsætning af, at indkøbscenteret skal anvende personnummeret til opfyldelse af indberetningspligten over for skattemyndighederne i henhold til skattekontrolloven.
For så vidt angik indkøbscenterets påførsel af personnummer fuldt læseligt i forbindelse med adressen ved fremsendelse af kontoudtog udtalte Registertilsynet, at man fandt, at den anvendte fremgangsmåde indebærer en væsentlig risiko for, at personnummeret herved videregives eller kommer uvedkommende til kendskab. Registertilsynet havde herved lagt vægt på den gennemførte skærpelse af betingelserne for registrering og videregivelse af personnumre. Man pålagde på denne baggrund indkøbscenteret i medfør af lov om private registre m.v. § 23, stk. 6, snarest at træffe de fornødne foranstaltninger til sikring af, at det fremtidigt ikke bliver muligt at aflæse kontoindehaverens personnummer i forbindelse med adresseangivelse uden på breve eller i rudekuverter eller på andre forsendelser.
For så vidt angik indkøbscenterets angivelse af personnumre på giroindbetalingskort henstillede Registertilsynet til indkøbscenteret at ophøre med denne fremgangsmåde. Registertilsynet lagde derved vægt på det af Forbrugerombudsmanden anførte om, at en sådan fremgangsmåde ikke var i overensstemmelse med god markedsføringsskik, medmindre der var angivet en rimelig begrundelse herfor, og på at der i den konkrete sag ikke forelå oplysninger, der med rimelighed kunne begrunde en sådan anvendelse af personnumre samt til hensigten med den gennemførte skærpelse af lov om private registre m.v.
Indkøbscenteret har herefter meddelt, at man nu har ændret fremgangsmåden ved udsendelse af kontoudtog, således at der ikke længere anføres personnumre i forbindelse med adresseangivelser uden på breve eller andre forsendelser samt på giroindbetalingskort.
I forlængelse heraf har Indenrigsministeriet ændret vilkårene for levering af oplysninger fra Det centrale Personregister (CPR) til private, således at det i vilkårene er fastsat, at personnumre ikke påføres fuldt læseligt i forbindelse med en adresse uden på breve, i rudekuverter eller på andre forsendelser, og at de pågældende personnumre ikke anvendes på giroindbetalingskort, medmindre der anføres en rimelig begrundelse herfor.
(* 1) Registertilsynets årsberetning 1989 s. 69-70.
Pålagt et indkøbscenter snarest at træffe de fornødne foranstaltninger til sikring af, at det fremtidigt ikke bliver muligt at aflæse kontohavernes personnumre i forbindelse med adresseangivelse uden på breve eller andre forsendelser. Endvidere henstillet, at indkøbscenteret ophørte med at angive personnumre på giroindbetalingskort.