Sletning, sensitive oplysninger, diagnose, rettelse, manuelt register (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Sletning, sensitive oplysninger, diagnose, rettelse, manuelt register (* 1)
På Institut for Psykiatrisk Demografi, Psykiatrisk Hospital i Århus, føres Det psykiatriske Centralregister.
Det psykiatriske Centralregister består af et edb-register og et manuelt ført register. Det manuelle register er omfattet af forskrifterne for Det psykiatriske Centralregister, idet den manuelle del af registeret er inddraget under lov om offentlige myndigheders registre i medfør af lovens § 3, stk. 1. I forskrifternes § 17 er der fastsat særlige regler om adgangen til registerindsigt.
Ifølge forskrifterne for Det psykiatriske Centralregister skal der foretages fornøden kontrol til sikring af, at der ikke registreres urigtige eller vildledende oplysninger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende skal snarest muligt slettes eller berigtiges. Registrerede oplysninger, der på grund af deres alder eller af andre grunde har mistet deres betydning for varetagelsen af registerets opgaver, skal slettes. Endvidere skal registrerede oplysninger, som kan henføres til en bestemt person, slettes senest ti år efter, at personen er død.
En person klagede til Registertilsynet over, at en om klageren registreret diagnose i Det psykiatriske Centralregister ikke var blevet enten slettet eller suppleret med en af en speciallæge udfærdiget lægeerklæring efter klagerens henvendelse herom til Institut for Psykiatrisk Demografi, Psykiatrisk Hospital i Århus. Registertilsynet anmodede i den anledning den registeransvarlige myndighed, i dette tilfælde amtsrådet i det amt hvor klageren havde været indlagt, om en udtalelse om sagen.
Af amtsrådets udtalelse fremgik det, at man som registeransvarlig myndighed havde besluttet at slette den om klageren registrerede diagnose i Det psykiatriske Centralregister, edb-delen, og at tilføje den af speciallægen udfærdigede lægeerklæring til den manuelle del af Det psykiatriske Centralregister.
Registertilsynet udtalte på den baggrund over for klageren, at man på det foreliggende grundlag anså klagerens anmodning for imødekommet, og at man på det foreliggende grundlag ikke agtede at foretage yderligere i sagen.
(* 1) Registertilsynets årsberetning 1988 s. 40
(* 2) Oprindeligt lovbekendtgørelse nr. 621 af 2. oktober 1987.
En om en klager registreret diagnose i Det psykiatriske Centralregister, edb-delen, blev slettet, og der blev tilføjet en af en speciallæge udfærdiget lægeerklæring til den manuelle del.