Kollegium anset for en erhvervsdrivende fond.

Kollegium anset for en erhvervsdrivende fond.

Lovgivningen om fonde hviler på en sondring mellem erhvervsdrivende fonde og fonde, der ikke driver erhverv. Afgrænsningen er fastlagt i § 1 i lov om erhvervsdrivende fonde, der i stk. 2 bestemmer

»En fond anses efter denne lov for erhvervsdrivende, hvis den

1) overdrager varer eller immaterielle rettigheder, erlægger tjenesteydelser eller lignende, for hvilke den normalt modtager vederlag, eller

2) udøver virksomhed med salg eller udlejning af fast ejendom eller

3) .........«

I bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1983-84, 2. samling, Tillæg A, sp. 2834) siges om bestemmelsens nr. 2

»Virksomhed bestående i salg eller udlejning af fast ejendom er i stk. 2 nr. 2 nævnt udtrykkeligt, da fast ejendom efter sædvanlig sprogbrug ikke omfattes af udtrykkene varer eller tjenesteydelser. Udlejning af fast ejendom mod vederlag indebærer, at fonden betragtes som erhvervsdrivende, dersom udlejningen tilsigter at opnå et afkast til uddeling til fondens formål. Hvis formålet er helt eller delvis at uddele friboliger uden eller mod lav betaling - således som det f. eks. er tilfældet med en række klostre og stiftelser - kan fonden ikke karakteriseres som erhvervsdrivende. Selv om sådanne stiftelser - ofte på grund af den økonomiske udvikling - har været nødsaget til at tage et mindre vederlag for den bolig, der stilles til rådighed, medfører dette ikke, at stiftelsen kan siges erhvervsmæssigt at udleje fast ejendom. Der lægges her vægt på, at formålet ikke er at opnå et afkast til uddeling, men at opretholde og uddele friboliger.«

Lovforslaget bygger på Betænkning om Fonde (betænkning nr. 97/1982), der på side 9 har ganske tilsvarende bemærkninger.

Erhvervsvirksomheden F oprettede i 1942 kollegiet K, der siden 1952 har været en selvejende institution (fond). Efter fundatsen er fondens formål at drive kollegium. Betalingen for kollegieopholdet, der omfatter såvel bolig som fuld forplejning, skal efter fundatsen fastsættes således, at den mindst dækker halvdelen af kollegiets driftsudgifter. Efter det senest foreliggende regnskab (1987) var lejeindtægten ca. 3,16 mill. kr., men resten af kollegiets udgifter, ca. 1,20 mill. kr., blev dækket af renteindtægter og tilskud fra F.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anså K for en erhvervsdrivende fond. Over for Erhvervsankenævnet gjorde styrelsen gældende, at kollegiet er direkte omfattet af ordlyden af lovens § 1, stk. 2, nr. 2, idet kollegiet udlejer fast ejendom mod vederlag. Styrelsen tilføjede bl.a.

»Det er i denne forbindelse ikke afgørende for kollegiets status som erhvervsdrivende, om udlejningsvirksomheden er overskudsgivende, eller om fonden foretager uddeling af et oparbejdet overskud. Opretholdelsen af kollegiet bl.a. gennem de årlige henlæggelser til fornyelses- og vedligeholdelseskonto for bygninger og inventar vil iøvrigt kunne sidestilles med den uddelingsforpligtelse, som påhviler de ikkeerhvervsdrivende fonde. Fonden kan heller ikke sidestilles med de i bemærkningerne til lov om erhvervsdrivende fonde § 1, stk. 2, nr. 2 omhandlede fonde, hvis formål er helt eller delvist at uddele friboliger uden eller mod lav betaling, idet lejeindtægterne dækker ca. 72% af de samlede udgifter. Der kan i denne forbindelse henvises til, at Industriministeriet i tidligere sager har afgjort, at kollegier var erhvervsdrivende, uanset de ikke var overskudsgivende og uanset de modtog indirekte tilskud til driften i et tilsvarende omfang i form af renteindtægt fra den oprindelige gavedisposition.«

K anførte i sin klage til ankenævnet, at styrelsens opfattelse strider mod de ovenfor citerede motiver til lovforslaget. Efter motiverne er det afgørende, om formålet med udlejningen er at opnå et overskud, der skal anvendes til uddeling til et i fundatsen fastsat formål. I så fald er fonden erhvervsdrivende. Er formålet at stille boliger til rådighed for unge under uddannelse til en lav leje, må fonden derimod ligestilles med de i motiverne nævnte klostre og stiftelser og kan ikke anses for erhvervsdrivende.

Under den mundtlige forhandling for Erhvervsankenævnet oplyste Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om sin praksis, at et betydeligt antal sager vedrørende fonde, der driver kollegier, har været forelagt for styrelsen, og at styrelsen i alle de hidtil forelagte tilfælde efter en konkret vurdering har fundet, at lejebetalingen udgjorde en så stor del af de samlede udgifter, at fonden måtte anses for erhvervsdrivende. Der har således ikke været forelagt noget kollegium for styrelsen, hvor lejebetalingen har dækket en så ringe del af driften, at institutionen efter styrelsens opfattelse kunne sidestilles med de i lovmotiverne nævnte klostre og stiftelser. Denne praksis er tiltrådt af Industriministeriet i rekurssager før 1988. Styrelsen har endvidere oplyst, at man har anlagt en tilsvarende praksis vedrørende faglige organisationers og brancheforeningers støttefonde, hvis formål bl.a. er at stille boliger til rådighed for medlemmerne.

Ankenævnet udtalte

Det fremgår af lov om erhvervsdrivende fonde og forarbejderne til loven, at det afgørende for, om en fond anses for erhvervsdrivende, er arten af den virksomhed, som fonden udøver. Ved afgørelsen af, om en fond er erhvervsdrivende efter lovens § 1, stk. 2, nr. 1, stilles der ikke noget krav om, at fonden skal have et uden for fondens erhvervsvirksomhed liggende uddelingsformål. Det er således ikke nogen betingelse, at erhvervsvirksomheden skal have til formål at indtjene et overskud til uddeling. En erhvervsdrivende fond vil kunne have til formål alene at opretholde og videreføre den pågældende virksomhed. Det må endvidere antages, at en fond, der har et ideelt eller almennyttigt formål, og som opfylder dette formål ved at udøve en virksomhed, der efter sin art er af erhvervsmæssig karakter - f. eks. salg af bestemte arter af varer, eventuelt til en billig pris - er erhvervsdrivende efter nr. 1. (jf. dommen i UfR. 1987 s. 1864). Det anførte gælder også, selv om fondens økonomi er således anlagt, at erhvervsvirksomheden gennem kortere eller længere tid - eventuelt til stadighed - giver underskud.

Lovens § 1, stk. 2, nr. 2, omfatter bl.a. udlejning af fast ejendom, uden at der i selve lovteksten er anført betingelser eller begrænsninger. Ankenævnet finder ikke i det for nævnet fremkomne grundlag for at antage, at de ovenfor omtalte generelle principper for fortolkningen af bestemmelsens nr. 1 ikke også tilsvarende skulle gælde ved fortolkningen af nr. 2. På denne baggrund findes de overfor gengivne udtalelser i lovmotiverne om på den ene side udlejning, der tilsigter at opnå et afkast til uddeling, og på den anden side uddeling af friboliger uden eller mod en lav betaling, ikke på afgørende måde at være uforenelig med den af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anlagte forståelse af bestemmelsen og den deraf følgende praksis.

Ankenævnet kan herefter tiltræde, at K efter en vurdering af de foreliggende oplysninger om kollegiets virke og økonomiske forhold er blevet anset for erhvervsdrivende efter § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om erhvervsdrivende fonde.

Ankenævnet stadfæster derfor den påklagede afgørelse.

Ingen

Kollegium anset for en erhvervsdrivende fond.