Nægtelse af godkendelse af ændring i pensionskasses vedtægter.
Statutory Text (3 Articles)
Nægtelse af godkendelse af ændring i pensionskasses vedtægter.
Den 29/3 1988 stadfæstede Finanstilsynet bl.a. en ansøgning om godkendelse af, at § 3, stk. 1, i vedtægterne for Pensionskassen for Dyrlæger fik følgende indhold
»Som kassens medlemmer optages
a) Dyrlæger, som ansættes i henhold til kollektiv overenskomst, aftale eller lignende mellem Den Danske Dyrlægeforening og det offentlige eller en privat arbejdsgiver, og som i henhold til overenskomsten eller aftalen er forpligtet til medlemsskab af pensionskassen.«
Pensionskassen havde samtidig anmodet om, at ordene: »eller andre med tilsvarende uddannelse« skulle være indsat efter ordet »dyrlæger«. Der var endvidere fremsat forslag om tilsvarende ændring af § 1, stk. 1. litra b i pensionskassens regulativ om medlemmernes pligter og rettigheder. Men denne del af forslaget udgik. Det blev senere forelagt for og vedtaget på kassens ordinære generalforsamling den 17. april 1988. I skrivelse af 8. juli 1988 ansøgte kassen herefter igen om stadfæstelse henholdsvis godkendelse af forslaget. Finanstilsynet afslog påny i skrivelse af 21. oktober 1988 at stadfæste/godkende forslaget.
Klageren gjorde bl.a. gældende, at man ønsker den ansøgte ændring under henvisning til, at uddannelsessystemer indenfor det, der kan betegnes som det veterinære arbejdsområde omfatter bl.a. bromatologer, biologer i offentlige og private virksomheder over kirurger på smådyrshospitaler til konsulenter i forsikringsselskaber og evt. uddannelser som D.S.'er efter Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 557 af 15. september 1988 om B.A. og B.S.. Ansøgningen om korrigering af medlemskredsen var foranlediget af og støttet af Den danske Dyrlægeforening, som kassen er knyttet til.
I den af ankenævnet indhentede redegørelse udtalte Finanstilsynet bl.a., at det af § 2, nr. 1 i bekendtgørelse nr. 459 ag 29. juli 1988 om pensionskassevirksomhed fremgår, at en pensionskasses medlemmer skal være uddannet inden for bestemte uddannelsesområder. Det indebar, at det af vedtægten og regulativer tydeligt skal fremgå, hvilke uddannelsesområder pensionskassen omfatter. Derfor havde man udtrykkeligt undladt at stadfæste henholdsvis godkende forslaget i skrivelsen af 29. marts 1988. Tilsynet oplyste endvidere, at man i forbindelse hermed havde foreslået kassen, at man i stedet nævnte de bestemte uddannelsesgrupper, som kunne være aktuelle.
Ankenævnet udtalte
Bekendtgørelse nr. 459 af 29. juli 1988 om pensionskassevirksomhed under lov om forsikringsvirksomhed afgrænser (tværgående) pensionskasser fra livsforsikringsselskaber bl.a. gennem forskriften i § 2, hvorefter medlemskredsen i vedkommende kasse skal tilhøre et bestemt uddannelses- virksomheds- eller brancheområde. Bestemmelsen må antages endvidere at skulle indeholde mulighed for at sikre, at der ikke i en kasse optages medlemmer, der har et andet forsikringsmæssigt grundlag end kassens eksisterende medlemmer, samt at der gives kassens medlemmer lejlighed til på en generalforsamling at tage konkret stilling til optagelse af nye medlemsgrupper. Med disse bemærkninger tiltrædes det, at den af klageren ønskede tilføjelse til vedtægterne/regulativet - der er af generelt indhold - ikke har kunnet stadfæstes/godkendes.
Nævnet har bemærket sig, at Finanstilsynet har foreslået kassen, at man i stedet nævnte de bestemte uddannelsesgrupper som kunne være aktuelle. Nævnet har forstået tilsynets forslag således, at man vil tage spørgsmålet om stadfæstelse/godkendelse op til fornyet overvejelse på et sådant grundlag.
Ingen
Nægtelse af godkendelse af ændring i pensionskasses vedtægter.