Nægtet tilladelse til genkøb af pensionsforsikringspolice, tegnet for udtrædelsesgodtgørelse fra pensionskasse.
Statutory Text (3 Articles)
Nægtet tilladelse til genkøb af pensionsforsikringspolice, tegnet for udtrædelsesgodtgørelse fra pensionskasse.
Klageren K, der var født i december 1928, havde i 1961 i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold fået ret til en udtrædelsesgodtgørelse fra en firmapensionskasse. Godtgørelsen var så stor, at den ikke kunne udbetales kontant. K tegnede for udtrædelsesgodtgørelsen en pensionsforsikring, som omfattede alderspension og invalidepension, i et forsikringsselskab. Alderspensionen skulle begynde at løbe fra den 1. december 1989. Policen indeholdt en bestemmelse om, at den ikke kunne genkøbes uden Finanstilsynets samtykke.
K ansøgte nu Finanstilsynet om tilladelse til at genkøbe policen. Hun oplyste, at hun og hendes mand, der havde drevet selvstændig virksomhed, ønskede at gå på efterløn, og at de havde behov for et engangsbeløb til betaling af gæld, såsom restskat og kassekredit, og til fornyelser i hjemmet. Endvidere anførte hun, at de løbende pensionsudbetalinger ville medføre nedsættelse af hendes efterløn.
Finanstilsynet afslog at give tilladelse til genkøb af policen. I sin redegørelse til Erhvervsankenævnet anførte tilsynet som begrundelse bl.a.
»Om Finanstilsynets mangeårige praksis ved ansøgninger om genkøb af policer erhvervet for udtrædelsesgodtgørelser fra pensionskasser kan nævnes, at Finanstilsynet for sit vedkommende alene tillader genkøb af sådanne policer i enkeltstående tilfælde, da en videre adgang ellers ville gøre § 9, stk. 3 i pensionskasseloven illusorisk.
Såfremt der er tale om en police tegnet for en udtrædelsesgodtgørelse i overensstemmelse med den praksis, som anvendes i dag efter § 9, stk. 3, vil Finanstilsynet alene tillade genkøb, når dette sker i forbindelse med, at ansøgeren emigrerer, eller såfremt den årlige ydelse til sin tid vil være et beløb af ringe størrelse. Det er yderligere en betingelse i disse tilfælde, at en eventuelt præmiebetalt del af policen samtidig tillades genkøbt af forsikringsselskabet. .........
Som målestok for, om Finanstilsynet i ovenfor nævnte tilfælde finder, at en årlig ydelse til sin tid vil være et beløb af en ringe størrelse, beregner Finanstilsynet, hvor stor en årlig ydelse, der på ansøgningstidspunktet kan erhverves for policens genkøbsværdi inklusiv bonus på grundlag af en standardpolice indeholdende alderspension ved alder 60, invalidepension af samme størrelse, samt en ægtefællespension svarende til 6% af alderspensionen. Hvis den beregnede årlige ydelse er større end 6.000 kr., vil Finanstilsynet ikke tillade genkøb af policen, da et sådant beløb efter Finanstilsynets opfattelse ikke kan anses for betydningsløst. Fordelen ved at anvende en sådan beregningsmodel i stedet for den angivne policeydelse er, at forsikrede mest muligt stilles, som om han var forblevet i pensionskassen.
Det fremgår af sagen, at policen vil have en tilbagekøbsværdi før afgift på 236.904 kr. Dette svarer til en beregnet årlig pensions-ydelse på ca. 17.000 kr.«
Forsikringsselskabet oplyste, at tilbagekøbsværdien af policen incl. bonus var 236.904 kr. før afgift og 182.649 kr. efter afgift. Den månedlige alderspension fra 1. december 1989 ville være ca. 1.900 kr. før skat. Såvel forsikringsselskabet som Finanstilsynet kunne tillade, at begyndelsestidspunktet for alderspensionen blev udskudt, til K var fyldt 67 år, hvis K ønskede det. Herved ville fradrag i efterlønnen kunne undgås. Den månedlige alderspension ville i så fald blive ca. 3.800 kr. før skat (under nærmere angivne forudsætninger om inflation og rente).
Ankenævnet udtalte
Bestemmelser om pensionskasser, herunder om anvendelse af de beløb, som medlemmerne og vedkommende arbejdsgiver har indbetalt til en pensionskasse, findes i lov om tilsyn med pensionskasser. Det fremgår af lovens indhold og af forarbejderne til loven, at hensigten med loven bl.a. er at sikre, at beløb indbetalt til en af loven omfattet pensionskasse bliver anvendt til pensionsformål, først og fremmest til alderspensionering i form af en livsvarig, løbende ydelse. Lovens § 9, stk. 1 og stk. 2, sikrer, at et medlem, som udtræder af en pensionskasse, inden vedkommende har opnået ret til pension, får ret til en udtrædelsesgodtgørelse. Samtidig har man i overensstemmelse med lovens foran angivne formål bestemt, at en sådan udtrædelsesgodtgørelse som hovedregel ikke kan udbetales kontant, men skal anvendes til en pensionsordning for den pågældende, således som det nærmere er beskrevet i § 9, stk. 3.
For at sikre gennemførelsen heraf er det yderligere i § 18, stk. 2, bestemt, at pensionsforsikringer m.v., der er tegnet for en udtrædelsesgodtgørelse, senere kun kan tilbagekøbes med Finanstilsynets samtykke.
Da det som foran anført er lovens hensigt, at beløb indbetalt til en pensionskasse skal anvendes til pensionsformål, fortrinsvis i form af en løbende alderspension, har Forsikringstilsynet og nu Finanstilsynet gennem mange år været yderst tilbageholdende med at give et sådant samtykke, således som det nærmere er beskrevet i tilsynets foran citerede skrivelse af 23. marts 1988.
Erhvervsankenævnet finder, at den afgørelse, som Finanstilsynet har truffet i den foreliggende sag, er i overensstemmelse med tilsynets hidtidige praksis, således som denne er beskrevet over for ankenævnet. Ankenævnet finder endvidere ikke i det af klageren anførte grundlag for at tilsidesætte tilsynets praksis, der som nævnt er fastlagt i overensstemmelse med lovens formål.
Særlig for så vidt klageren har anført, at de løbende pensionsydelser vil medføre nedsættelse af efterlønnen, bemærkes, at dette vil kunne undgås ved at udskyde pensioneringstidspunktet til efter klageren er fyldt 67 år.
Ankenævnet stadfæster herefter den påklagede afgørelse.
Ingen
Nægtet tilladelse til genkøb af pensionsforsikringspolice, tegnet for udtrædelsesgodtgørelse fra pensionskasse.