Afgrænsning mellem forsikring og vedligeholdelsesabonnement.

Afgrænsning mellem forsikring og vedligeholdelsesabonnement.

Et interessentskab tegnede abonnementskontrakter, hvorefter selskabet mod et fast årligt vederlag påtog sig at udskifte en beboelsesejendoms vinduesruder. Finanstilsynet meddelte selskabet, at tegning af sådanne abonnementskontrakter var forsikringsvirksomhed, og pålagde selskabet at afvikle virksomheden, således at forsikringsrisikoen blev afdækket i et registreret forsikringsselskab.

Over for Erhvervsankenævnet gjorde selskabet gældende, at der ikke var tale om en forsikring men om et vedligeholdelsesabonnement.

Finanstilsynet udtalte i sin redegørelse til ankenævnet bl.a.

»Lov om forsikringsvirksomhed indeholder ikke nogen definition af forsikringsvirksomhed, og en sådan definition findes heller ikke i lovgivningen i øvrigt. En forsikringsaftale karakteriseres dog i praksis som en aftale om overtagelse (mod vederlag) af risikoen ved økonomisk tab ved en uvis begivenheds indtræden (udeblivelse). Det er endvidere en betingelse, at vederlaget kan beregnes statistisk.

Med henblik på at afgrænse forsikringsvirksomhed overfor abonnementsvirksomhed lægges vægt på, at abonnementsvirksomhed ikke går ud på at overtage risikoen for uvisse begivenheders indtræden, men derimod på at overtage risikoen for skaders indtræden som følge af slitage.

Der består endvidere forskel mellem abonnementsvirksomhed og forsikringsvirksomhed i måden, hvorpå skaden genoprettes. Ved abonnementskontrakter sker genoprettelse af tabet ved en ydelse i andet end penge, medens forsikringsydelsen i forsikringsvirksomhed erlægges som kontant erstatning. Dog accepteres netop ved etablering af en glasforsikringspolice, at genopretning af tabet sker ved naturalopfyldelse, d.v.s. isætning af ny rude.«

Finanstilsynet anførte endvidere, at selskabet ifølge abonnementskontrakterne påtager sig at afholde udgifterne ved at udskifte itugåede vinduesruder. Reparationer af karme, der er tæret af råd, rust eller lignende, er efter kontrakterne ikke omfattet af abonnementet. Da vinduesruder hovedsagelig påføres skade ved uvisse begivenheders indtræden og ikke som følge af slitage, fastholdt Finanstilsynet, at selskabets virksomhed består i at dække udgifter, der opstår ved hændelige skader, og derfor må betegnes som forsikring.

Ankenævnet tiltrådte af de grunde, som Finanstilsynet havde anført, at klagerens virksomhed måtte betragtes som forsikringsvirksomhed. Udøvelse af forsikringsvirksomhed kræver efter lov om forsikringsvirksomhed en koncession fra Finanstilsynet, men selskabet ville ikke kunne få en sådan koncession, allerede fordi forsikringsvirksomhed efter loven ikke kan drives af et interessentskab. Ankenævnet kunne derfor tiltræde, at Finanstilsynet havde pålagt selskabet at afvikle sin virksomhed og stadfæstede den påklagede afgørelse.

Ingen

Afgrænsning mellem forsikring og vedligeholdelsesabonnement.