Vilkår for anbringelse af en pensionsforsikringspuljes formue.

§ 135 er erstattet af § 128. Efter denne bestemmelses stk. 1 skal mindst 60% af livsforsikringshensættelserne (der svarer til den tidligere lovs begreb: forsikringsfonden) være anbragt i de typer aktiver, som opregnes i bestemmelsen. Stk. 2 indeholder en dispensationshjemmel, der svarer til den tidligere § 135, stk. 3.

§ 135 a er afløst af § 129. Grænsen for anbringelse i en enkelt virksomhed er forhøjet til 2%, og bestemmelsen er også iøvrigt omformuleret. I § 129, stk. 3, er det bestemt, at begrænsningen til 2% ikke finder anvendelse på aktiver efter § 128, stk. 1, eller på aktiver, der efter Finanstilsynets skøn frembyder tilsvarende sikkerhed.

LFV har siden 1980 foruden forsikringsselskaber, herunder livsforsikringsselskaber, også omfattet de såkaldte »tværgående« pensionskasser (pensionskasser, der er knyttet til et bestemt fag eller branche, modsat firmapensionskasser, der er knyttet til en enkelt virksomhed eller koncern).

Firmapensionskassernes forhold har hidtil været reguleret af lov om tilsyn med pensionskasser (lovbekendtgørelse nr. 4 af 12. januar 1984 med senere ændringer). Samtidig med de ovenfor nævnte ændringer i LFV blev der som lov nr. 326 af 24. maj 1989 givet en ny lov om tilsyn med firmapensionskasser. Denne lov indeholder i §§ 46 og 47 bestemmelser, der svarer til LFV §§ 128 og 129 og således indeholder de samme procentuelle begrænsninger, henholdsvis 60% og 2%.

Finanstilsynets krav.

I den påklagede skrivelse har Finanstilsynet stillet følgende principielle krav til godkendelse af en sampensionsordning

1) Overskudsfonden skal betragtes som en del af forsikringsfonden. Dette krav skal forstås således, at ikke blot de enkelte puljers »forsikringsfond«, men også de enkelte puljers »overskudsfond« skal indgå i den forsikringsfond, der efter LFV § 133 skal beregnes for K's samlede virksomhed - nu den tilsvarende livsforsikringshensættelse.

2) Højst 25% af en puljes midler må investeres i andre aktiver end de i LFV § 135, stk. 1, nævnte.

3) Højst 1% af en puljes midler må investeres i en enkelt virksomhed, herunder i den virksomhed, hvortil ordningen er knyttet.

Finanstilsynet har under den mundtlige forhandling meddelt, at de under 2) og 3) nævnte procentsatser som en konsekvens af den ovenfor omtalte lovændring ændres til henholdsvis 40% og 2%, ligesom henvisningen til LFV § 135, stk. 1, ændres til en henvisning til § 128, stk. 1.

Finanstilsynet har endvidere oplyst, at henvisningen til § 128 tillige omfatter en henvisning til dispensationshjemmelen i § 128, stk. 2, således at tilsynet i det enkelte tilfælde efter ansøgning vil kunne tillade, at mere end 40% af en puljes midler anbringes i andre aktiver end opregnet i stk. 1. Også reglen i § 129, stk. 3, vil kunne anvendes tilsvarende på sampensionsordninger.

Der er også iøvrigt under sagen enighed om, at ankenævnets afgørelse skal træffes på grundlag af den nugældende lov.

Parternes påstande.

Klageren har under den mundtlige forhandling nedlagt følgende påstand

»Finanstilsynet tilpligtes at anerkende, at en sampensionsordnings overskudsfond ikke udgør en del af K's forsikringsfond/livsforsikringshensættelser, at midlerne i en sampensionsordnings overskudsfond kan investeres i andre aktiver end de i LFV § 128, stk. 1, nævnte, også selvom der derved investeres mere end 40% af puljens samlede midler, herunder overskudsfonden, i andre aktiver end de i § 128, stk. 1 nævnte, samt at overskudsfondens midler kan anbringes i en enkelt virksomhed, herunder også den hvori ordningens deltagere er ansat, selvom investeringen i form af ejer- eller lånekapital overstiger 2% af sampensionsordningens midler.«

Finanstilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet med de ændringer, som følger af det af tilsynet foran anførte.

Parternes argumentation.

Klageren har vedrørende Finanstilsynets hjemmel til at træffe den påklagede afgørelse principalt anført, at LFV blandt betingelserne for at give koncession til et livsforsikringsselskab intet nævner om anbringelsen af midlerne. Der er i lovens (nu) §§ 128 og 129 udtømmende gjort op med hvilke begrænsninger, der skal gælde for anbringelsen, og Finanstilsynet har ikke været berettiget til at lade dette forhold indgå i afgørelsen af, om koncession skal gives til sampensionsordningen.

Subsidiært har klageren anført, at reglerne i LFV § 128 og § 129 efter deres indhold alene gælder for K's samlede midler. Finanstilsynet har imidlertid opstillet tilsvarende krav for den enkelte sampensionspulje. Finanstilsynet har herved undladt at foretage den konkrete, skønsmæssige helhedsvurdering af den foreslåede ordning, som tilsynet efter LFV har pligt til at foretage, og har i stedet opstillet en fast regel vedrørende et enkelt punkt i ordningen. Afgørelsen må derfor tilsidesættes som ugyldig efter de forvaltningsretlige grundsætninger.

Særlig vedrørende det af Finanstilsynet under 1) stillede krav har klageren gjort gældende, at puljens medlemmer alene har ret til en forholdsmæssig andel af den overskudsfond, der til enhver tid måtte være i den pågældende pulje. Der foreligger således ikke noget krav på et bestemt beløb. Andelens størrelse kan først beregnes, når en udbetaling bliver aktuel, enten fordi forsikringen bliver virksom eller ved udtræden. Et krav - eller snarere en forventning - af denne ubestemte karakter kan ikke anses for en forpligtelse for selskabet, der er omfattet af den tidligere § 133 om forsikringsfonden, nu de kommende regler om livsforsikringshensættelserne. Overskudsfonden må i den relation sidestilles med en bonusudligningsfond, der heller ikke skal medregnes i forsikringsfonden/livsforsikringshensættelserne.

Vedrørende de under 2) og 3) nævnte krav har klageren navnlig henvist til, at adgangen til friere investering efter forslaget er begrænset til overskudsfonden, der højst kan udgøre 25% af fondens samlede formue. Forsikringsfonden - og dermed »selve pensionstilsagnet« - er afdækket efter de almindelige investeringsregler i LFV. Det er også kun forsikringsfonden, der er garanteret af K. Overskudsfonden består som oven for anført ikke af midler, som forsikringstagerne har noget retligt krav på, men alene af midler, som forsikringstagerne kan have en større eller mindre forventning til. Med denne begrænsning og under hensyn til forsikringsselskabets almindelige pligt til forsvarlig forvaltning er den foreslåede frie investeringsadgang forsvarlig. Den foreslåede ordning vil give en samfundsmæssig ønskværdig mulighed for øget investering i erhvervsvirksomhederne og vil muliggøre indførelse af medarbejderindflydelse og overskudsdeling gennem forsikring.

Klageren har endvidere henvist til, at man på andre områder har tilladt lignende ordninger. Således er der ved skatteministeriets bekendtgørelse nr. 732 af 17. oktober 1986, som ændret ved bekendtgørelse nr. 454 af 25. juli 1988, åbnet mulighed for, at man ved rateopsparinger i pensionsøjemed i pengeinstitutter som led i et ansættelsesforhold kan anbringe indtil 50% af de opsparede midler i børsnoterede aktier, herunder også i aktier i den virksomhed, hvori arbejdstageren er ansat. Det må være rimeligt, at forsikringsselskaberne får adgang til at tilbyde tilsvarende ordninger.

Finanstilsynet har heroverfor anført, at tilsynet efter LFV har den fornødne hjemmel til at træffe den foreliggende afgørelse. Sampensionsordningen er en nydannelse i Danmark, som ikke er forudset i LFV. Ved godkendelse efter LFV §§ 31 og 33 af en sådan nydannelse må Finanstilsynet være berettiget til at opstille regler, der har til formål at sikre, at investeringerne er forsvarlige og i overensstemmelse med principperne i LFV. Tilsynet har herved også henvist til, at det i motiverne til 1989-ændringen af LFV vedrørende § 31 bl.a. anføres, at tilsynet ved godkendelse af forsikringsordninger, der er knyttet til et ansættelsesforhold, også kan tage hensyn til de ansattes interesser.

Som begrundelse for det under 1) stillede krav har Finanstilsynet anført, at overskudsfondens størrelse, og dermed den enkelte forsikringstagers andel i denne, til enhver tid vil kunne beregnes beløbsmæssigt. Kravet på andel i overskudsfonden er en policebestemt ret for den enkelte forsikringstager og en tilsvarende forpligtelse for selskabet. Forpligtelsen skal derfor indgå i beregningen af K's samlede forsikringsfond/livsforsikringshensættelser. Overskudsfonden adskiller sig afgørende fra en bonusudligningsfond, som først skal uddeles efter selskabets nærmere bestemmelse.

Som begrundelse for de under 2) og 3) nævnte krav har Finanstilsynet henvist til hensynet til at beskytte forsikringstagerne. En ordning, der giver adgang til at investere i »egen« virksomhed, indebærer særlig risici. Efter LFV og lov om tilsyn med firmapensionskasser må en virksomhed ikke give sine ansatte pensionstilsagn, uden disse er afdækket i et forsikringsselskab eller en pensionskasse. Et af hovedformålene med disse love er at sikre, at midlerne er til stede, når pensionen bliver aktuel. Investeringsbegrænsningerne i LFV er et væsentligt led i sikringen af dette formål.

Når man vil oprette sampensionspuljer med særskilt administration og særskilt formue, bør administrationen af disse puljer være undergivet samme begrænsninger, ellers tilsidesættes lovens formål. Der bør derfor opstilles procentuelle begrænsninger, der svarer til begrænsningerne i LFV §§ 128 og 129, og disse begrænsninger bør beregnes af puljens midler taget under eet, uanset den opdeling i en overskudsfond og en forsikringsfond, man har foretaget i den foreslåede ordning.

Finanstilsynet har yderligere henvist til, at den enkelte deltager i en sampensionspulje er undergivet de beslutninger om investeringer, der træffes af puljens ledelse. Disse beslutninger kan muligt være påvirket af andre hensyn end hensynet til at skaffe den enkelte deltager størst mulig sikkerhed for hans pensionstilsagn. Herved adskiller sampensionsordningen sig afgørende fra individuelle, personlige ordninger, herunder den af klageren nævnte ratepensionsordning.

Ankenævnet udtaler

Det tiltrædes, at Finanstilsynet i LFV har hjemmel til at opstille krav vedrørende anbringelsen af midlerne som vilkår for at give koncession til en ordning som den ansøgte. Ankenævnet finder ikke, at Finanstilsynet herved har tilsidesat nogen forvaltningsretlig regel eller grundsætning.

Den beløbsmæssige størrelse af den enkelte forsikringstagers andel i overskudsfonden kan til enhver tid beregnes helt eksakt. Forsikringstagerens krav på andelen udløses, når forsikringsbegivenheden indtræder, eller når forsikringstageren udtræder af ordningen, uden at nogen beslutning fra selskabets side er nødvendig hertil. Kravet må derfor anses for en forpligtelse for selskabet af en så bestemt karakter, at den er omfattet af den hidtidige bestemmelse i LFV § 133 om forsikringsfonden, nu de forventede administrative regler om livsforsikringshensættelserne. Ankenævnet kan herefter tiltræde det af Finanstilsynet under 1) stillede krav.

Den foreslåede sampensionsordning er et brud med den grundsætning, der hidtil har været almindeligt gældende for dansk livsforsikringsvirksomhed, nemlig at hele forsikringsbestanden i samme selskab forrentes på ensartet måde. Ankenævnet kan i princippet acceptere, at denne grundsætning nu fraviges, ved at der etableres særskilte investeringspuljer for grupper af forsikringstagere. Ved vurderingen af hvilke krav, der må stilles til sådanne ordninger ud fra hensynet til forsikringstagernes sikkerhed for, at midlerne er tilstede, når forsikringen bliver aktuel, må ankenævnet lægge vægt på, at der ved to love, der er vedtaget for ganske nylig, er taget stilling til hvilke begrænsninger, der skal gælde for henholdsvis livsforsikringsselskabers og pensionskassers anbringelse af deres midler. Selvom disse bestemmelser efter deres ordlyd ikke umiddelbart gælder for midlerne i den enkelte sampensionspulje, men kun for forsikringsselskabet som helhed, finder ankenævnet, at de nu vedtagne lovbestemmelser må tages som et almindeligt udtryk for hvilken anbringelse, man fra lovgivningsmagtens side anser for forsvarlig. Ankenævnet finder det derfor rigtigt, at man opstiller tilsvarende begrænsninger, når en del af et forsikringsselskabs formue ønskes udskilt til særskilt administration og investering, således som det sker ved den foreslåede sampensionsordning.

Ankenævnet har herved også lagt vægt på, at man, hvis klagerens påstand tages til følge, ved at oprette en sampensionsordning kunne opnå en friere adgang til at investere, herunder til at investere i egen virksomhed, end man kunne opnå ved at oprette en firmapensionskasse.

Ankenævnet kan derfor også tiltræde de af Finanstilsynet under 2) og 3) stillede krav, således som disse er ændret ved Finanstilsynets tilkendegivelser under den mundtlige forhandling. Ankenævnet har herved bemærket sig, at også dispensationsbestemmelserne i LFV § 128, stk. 2, og § 129, stk. 3, vil være tilsvarende gældende for sampensionsordningen.

Ankenævnet stadfæster herefter den påklagede afgørelse.

Vilkår for anbringelse af en pensionsforsikringspuljes formue.

Forsikringsselskabet K ønskede at oprette en særlig pensionsforsikringsordning - kaldet »sampension« - der skulle gøre det muligt for en gruppe af forsikringstagere - typisk de ansatte i en virksomhed - at samle deres pensionsforsikringer i en særskilt pulje, hvis midler investeres i fællesskab. Hver pulje skulle have egen formue og udgøre en selvstændig enhed med hensyn til omkostninger, risikoforløb og investeringer. Ordningen skulle bl.a. gøre det muligt for de ansatte i en virksomhed at investere en del af deres pensionsmidler i virksomheden.

Finanstilsynet stillede som vilkår for at godkende en sådan ordning, at hver enkelt pulje skal overholde de samme begrænsninger for anbringelse af formuen, som gælder for et forsikringsselskab som helhed.

Ankenævnets kendelse er sålydende

Advokat A har på vegne K i skrivelse af 3. august 1988 klaget over Finanstilsynets afgørelse i skrivelse af 7. juli 1988 (j.nr. L 299 a - 15). Afgørelsen vedrører vilkårene for godkendelse af et nyt forsikringsprodukt, kaldet: »Sampension«.

Sagens omstændigheder er følgende

Ved skrivelse af 16. oktober 1987 suppleret med skrivelse af 2. juni 1988 og mundtlige forhandlinger har K ansøgt om godkendelse af et nyt produkt, »Sampension«, som K ønsker at markedsføre. Godkendelse af dette produkt forudsætter bl.a., at K's koncession udvides til at tegne forsikringer efter forsikringsklasse III (jf. bekendtgørelse nr. 454 af 10. september 1981 § 8). Dette spørgsmål og en række detailspørgsmål vedrørende produktet er efter parternes aftale udskudt på afgørelse af nogle principielle spørgsmål, der er afgørende for produktets udformning.

I den påklagede skrivelse har Finanstilsynet truffet afgørelse om disse princippielle spørgsmål. Klageren har som ovenfor anført indbragt afgørelsen for Erhvervsankenævnet den 3. august 1988. Under den skriftlige forberedelse for ankenævnet har Kammeradvokaten på Finanstilsynets vegne afgivet indlæg af 28. oktober 1988 og 15. februar 1989, og klagerens advokat et indlæg af 19. december 1988. Sagen har derefter været mundtligt forhandlet for ankenævnet den 9. juni 1989.

Hvad er Sampension.

Sampension skal gøre det muligt for en række forsikringstagere at samle deres pensionsforsikringer i en pulje, hvis midler investeres i fællesskab. Gruppen af forsikringstagere vil typisk være de ansatte i en virksomhed, og ordningen skal i så tilfælde gøre det muligt at investere en del af midlerne i den pågældende virksomhed. Ordningen står dog åben for enhver gruppe, der kan samle det fornødne antal forsikringstagere. For at der kan etableres en pulje, skal præmiebetalingen som hovedregel være mindst 4 mill. kr. årligt.

Hver sampensionspulje skal udgøre en selvstændig enhed med hensyn til omkostninger, risikoforløb og investeringer. Hver pulje skal således have sin egen formue, der administreres og investeres særskilt.

Den enkelte puljes formue opdeles i en »forsikringsfond« og en »overskudsfond«. I forsikringsfonden indgår en forlods rentetilskrivning på 3% p.a., der garanteres af K. Endvidere indgår et eventuelt overskud vedrørende puljens omkostninger i forsikringsfonden. I overskudsfonden indgår puljens øvrige overskud, d.v.s. forrentning ud over 3% p.a. samt et eventuelt overskud i risikoforløbet. Overskudsfonden kan dog ikke overstige 25% af puljens samlede formue. Når overskudsfonden er nået op på denne størrelse, fordeles et eventuelt yderligere overskud på de enkelte forsikringer som bonus og overføres dermed til forsikringsfonden.

Midlerne i forsikringsfonden tænkes investeret i overensstemmelse med reglerne i lov om forsikringsvirksomhed (nu) § 128 (se herom nedenfor). Midlerne i overskudsfonden betragtes derimod som frie midler, der kan investeres uafhængigt af anbringelsesreglerne i nævnte lov. Overskudsfondens midler kan således investeres i den virksomhed, hvori puljedeltagerne eventuelt er ansat, i beboelsesejendomme eller ferieboliger til deltagernes brug og iøvrigt i mere risikobehæftede aktiver.

For hver pulje oprettes en investeringskomite bestående af 3 - 5 personer, f.eks. udpeget af de ansatte og vedkommende virksomhed. Denne komite udgør sammen med repræsentanter for K et investeringssamråd, som fastlægger investeringsstrategien. Samrådet er kun rådgivende, idet K har vetoret i samrådet.

Det karakteristiske for sampensionsordningen er således, at en del af overskuddet i hver pulje ikke fordeles på de enkelte forsikringer som bonus, men samles i en overskudsfond. På denne måde opnår man at kunne opsamle en fri formue, der forudsættes investeret uafhængigt af anbringelsesreglerne i lov om forsikringsvirksomhed.

Lovgrundlaget.

Den påklagede afgørelse er truffet på grundlag af lov om forsikringsvirksomhed (i det følgende LFV), lovbekendtgørelse nr. 127 af 23. marts 1984, således som denne lov er ændret senest ved lov nr. 852 af 23. december 1987. Efter lovens § 9 kræves en koncession fra Finanstilsynet for at kunne drive forsikringsvirksomhed. Lovens §§ 29 ff. indeholder nærmere bestemmelser vedrørende ansøgning om koncession. Efter §§ 30 - 31 skal Finanstilsynet således bl.a. godkende et forsikringsselskabs almindelige forsikringsbetingelser og tekniske grundlag, før koncession gives. Efter § 33 skal også ændringer heri godkendes. Disse bestemmelser danner således hjemmelen for, at etablering af et nyt produkt som sampension kræver Finanstilsynets godkendelse.

Efter LFV § 133 skal et livsforsikringsselskab i sin statusopgørelse under passiverne optage en forsikringsfond, der består af

1) Erstatningsreserven

Forsikringsbeløb, der er anmeldt eller forfaldne, men endnu ikke udbetalte. Denne reserve er ved livsforsikring af begrænset størrelse og uden interesse for denne sag.

2) Præmiereserven

Den samlede værdi af alle løbende forsikringer, opgjort som forskellen mellem kapitalværdien af selskabets forpligtelser efter forsikringerne og kapitalværdien af de fremtidige nettopræmier.

LFV § 135 indeholder nærmere regler om anbringelse af de midler, der er afsat til dækning af forsikringsfonden. I stk. 1 opregnes hvilke typer aktiver, fondens midler kan anbringes i. Efter stk. 2 kan indtil 25% af midlerne dog anbringes på anden måde end foreskrevet i stk. 1. Stk. 3 indeholder en dispensationshjemmel for Finanstilsynet.

Efter § 135 a må et livsforsikringsselskabs investeringer i en enkelt virksomhed (eller i virksomheder, der risikomæssigt må betragtes som en enhed) ikke overstige 1% af forsikringsselskabets samlede passiver.

Ved lov nr. 325 af 24. maj 1989, der trådte i kraft den 28. maj 1989, er lov om forsikringsvirksomhed blevet ændret. Ved ændringen er bestemmelsen i § 133 ophævet og erstattet af en generel bestemmelse i § 123, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte regler om udarbejdelsen af et forsikringsselskabs årsregnskab, herunder om opgørelse og værdianBsættelse af de forsikringsmæssige hensættelser. Finanstilsynet har under sagen oplyst, at man agter at fastsætte bestemmelser, der bl.a. indeholder en regel, svarende til de hidtidige i § 133.

Ingen

Vilkår for anbringelse af en pensionsforsikringspuljes formue.