Ansøgning om tilladelse efter § 19, stk. 5 fra en afdelingsdirektør til at indtræde i repræsentantskabet for lokalt dagblad.
Statutory Text (3 Articles)
Ansøgning om tilladelse efter § 19, stk. 5 fra en afdelingsdirektør til at indtræde i repræsentantskabet for lokalt dagblad.
Ved skrivelse af 13. juni 1988 afslog Finanstilsynet en ansøgning fra Andelsbanken A/S om tilladelse efter bank- og sparekasselovens § 19, stk. 5 til, at afdelingsdirektøren i Andelsbanken A/S Ringsted indtrådte i repræsentantskabet for »Udgiverselskabet DAGBLADET af 27.11.1962 A/S«. (Ringsted Dagblad).
Andelsbanken A/S havde i skrivelse 11. maj 1988 til Finanstilsynet og i skrivelser af 4. juli og 5. september 1988 til ankenævnet spørgsmål om, hvorvidt Ringsted Dagblad burde betragtes som erhvervsvirksomhed. Særlig under henvisning til formålsbestemmelsen i vedtægterne pegede banken på, at der var tale om et lokalblad, som udgiver af blade i folkelig og lokal ånd. Finanstilsynets afgørelse medførte derfor en unødig begrænsning i ledende bankmedarbejderes mulighed for at påtage sig naturlige tillidsposter i det lokale samfund. I forbindelse hermed henviste banken til en tilladelse, der tidligere var givet til bladet »Grønlandsposten«. Banken gjorde endvidere gældende, at repræsentantskabet i Ringsted Dagblad alene førte tilsyn med bestyrelsen, der traf alle daglige forretningsdispositioner. Medlemmerne af repræsentantskabet deltog således ikke i ledelsen eller driften af selskabet. Endelig henviste Andelsbanken A/S til, at det måtte anses for usandsynligt, at bankens afdelingsdirektør kunne komme i interessekonflikt. Andelsbankens mulighed for at komme til at stå i direkte forretningsforbindelse med dagbladets bestyrelse ville ikke være påvirket af et enkelt repræsentantskabsansættelsesforhold, og Andelsbanken var ikke Ringsted Dagblads bankforbindelse.
I skrivelse af 13. juni 1988 til Andelsbanken og en til ankenævnet den 5. august 1988 afgivet redegørelse bemærkede Finanstilsynet bl.a., at et repræsentantskab som altovervejende hovedregel vil være omfattet af begrebet »ledelse« i bank- og sparekasselovens § 19, stk. 5. I overensstemmelse hermed har medlemsskab af selskabers repræsentantskaber stedse været anset for omfattet af bestemmelsen. Tilsynet henviste til en afgørelse truffet af Handelsministeriet den 22. november 1978, hvori ministeriet har udtrykt principiel betænkelighed ved at tillade, at de af forbudet i bank- og sparekasselovens § 19, stk. 5 omfattede personer kan indtræde bl.a. i selskabers repræsentantskaber, medmindre særlige forhold talte derfor.
Finanstilsynet, der lagde til grund, at Ringsted Dagblad måtte anses for en erhvervsvirksomhed, bemærkede endvidere, at man ikke har anset det af banken anførte om medarbejdernes mulighed for tillidsposter i lokalsamfundet som en sådan særlig grund, at det kan begrunde en dispensation fra forbudet i bank- og sparekasseloven. For så vidt angik den nævnte tilladelse til »Grønlandsposten« henviste tilsynet til, at der forelå særlige forhold.
Af selskabets vedtægter fremgik bl.a., at dets formål er at udgive dagblade i folkelig ånd, deltage i anden informationsvirksomhed, drift af rotations- og bogtrykkerier og andre tekniske installationer, der er nødvendige til opfyldelse af formålet, samt financiering i forbindelse hermed. Vedtægterne indeholder endvidere regler om aktier og ret til overdragelse af aktierettigheder samt om fordeling af overskuddet. Repræsentantskabet, der består af 17 medlemmer, vælger af sin midte 6 bestyrelsesmedlemmer. Repræsentantskabet holder ordinært møde 4 gange årligt og iøvrigt så ofte formanden, et repræsentantskabsmedlem, et bestyrelsesmedlem eller en direktør finder det nødvendigt.
Ankenævnet udtalte
Det tiltrædes, at »Udgiverselskabet DAGBLADET af 27.11.1962 A/S« efter bank- og sparekasselovens § 19, stk. 5 er en erhvervsvirksomhed, og at medlemsskab af selskabets repræsentantskab indebærer deltagelse i ledelsen eller driften af virksomheden. Det tiltrædes endvidere, at de af ansøgeren påberåbte omstændigheder ikke kan begrunde, at det i bestemmelsen indeholdte forbud fraviges. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at ændre Finanstilsynets afgørelse.
Ingen
Ansøgning om tilladelse efter § 19, stk. 5 fra en afdelingsdirektør til at indtræde i repræsentantskabet for lokalt dagblad.