Kontobetegnelse og dispositionsret for konto vedrørende selskab under stiftelse.
Statutory Text (3 Articles)
Kontobetegnelse og dispositionsret for konto vedrørende selskab under stiftelse.
I anledning af, at et anpartsselskab skulle omdannes til et aktieselskab med en aktiekapital på 100.000 kr., aftalte en af anpartshaverne A med klageren K (hvis tilknytning til selskabet var uoplyst), at K skulle indskyde et beløb på 70.000 kr., som skulle anvendes til forhøjelse af selskabskapitalen. A oprettede en checkkonto i en bank lydende på aktieselskabets navn »v/ A«. Til denne konto overførtes 70.000 kr. fra K.s bank. Der blev ikke givet særlige instrukser i forbindelse med overførslen. A disponerede over kontoen og forbrugte det indestående beløb til formål, der var selskabet uvedkommende. Selskabsomdannelsen og kapitaludvidelsen blev herefter opgivet.
Finanstilsynet fandt ikke grundlag for at antage, at banken havde handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, ved at have ladet A disponere over kontoen som sket.
Ankenævnet udtalte
Det må antages, at der ved oprettelsen af en konto, der skal lyde på et selskabs navn, påhviler pengeinstituttet en pligt til at sikre sig, hvem der efter de selskabsretlige regler er berettiget til at tegne selskabet og dermed disponere over kontoen.
Den, der i tillid til kontobetegnelsens udvisende indbetaler beløb på kontoen til kredit for selskabet, må kunne regne med, at der kun kan disponeres over beløbet af personer, der er berettiget til at handle på selskabets vegne.
I det foreliggede tilfælde var det selskab, der anføres i kontobetegnelsen, imidlertid ikke endnu ikke stiftet, og der var således ikke nogen tegningsberettiget efter de selskabsretlige regler. Ankenævnet finder, at det ikke kan anses for stridende mod god pengeinstitutpraksis i et sådant tilfælde at oprette kontoen med en kontobetegnelse som sket, idet det ved tilføjelsen »v/ A« er angivet, at denne person er berettiget til at disponere over kontoen. Ankenævnet skal dog tilføje, at en eventuel mulighed for misforståelse vedrørende dispositionsretten kunne være undgået eller begrænset ved at oprette kontoen alene lydende på A.s navn eller eventuelt med tilføjelsen »under stiftelse v/ A« til selskabets navn.
Af de af banken og Finanstilsynet anførte grunde kan ankenævnet tiltræde, at der ikke er grundlag for at antage, at banken har handlet i strid med god pengeinstitutpraksis i forbindelse med overførslen til X eller ved dispositionerne over kontoen iøvrigt.
Med de ovenfor anførte bemærkninger stadfæster Erhvervsankenævnet den påklagede afgørelse.
Ingen
Kontobetegnelse og dispositionsret for konto vedrørende selskab under stiftelse.