Hvorvidt et byrådsmedlem, der har vedtaget en bøde for overtrædelse af momsloven er valgbar.
Statutory Text (3 Articles)
Hvorvidt et byrådsmedlem, der har vedtaget en bøde for overtrædelse af momsloven er valgbar.
I skrivelse af 4. januar 1989 har byrådet i henhold til § 34 a, stk. 2, i den kommunale valglov indberettet, at byrådsmedlem N.N. har vedtaget et af X distriktstoldkammer den 28. maj 1988 meddelt bødeforlæg på 20.500 kr. for groft uagtsom overtrædelse af §§ 20, stk. 1, 19, stk. 1, og 35, stk. 1, pkt. a, i lov om almindelig omsætningsafgift, lovbekendtgørelse nr. 68 af 18. februar 1985.
Det fremgår af sagen, at den pågældende har unddraget statskassen et afgiftsbeløb på i alt 107.508 kr. Af afgiftsunddragelsen hidrører 75.220 kr. fra angivelsen af urigtige afgiftsbeløb i perioden 1. januar 1981 til 31. december 1986. Herudover har den pågældende i juli og oktober kvartal 1985 samt i perioden 1. juli 1986 til 31. december 1986 undladt at angive størrelsen af det afgiftspligtige beløb, hvorved der ikke er indbetalt et afgiftsbeløb på 32.288 kr. Endelig har den pågældende undladt at opbevare foreløbige tællestrimler.
I denne anledning skal man meddele, at Valgbarhedsnævnet - uanset størrelsen af det unddragne afgiftsbeløb og uanset de krav, der må stilles til personer, der beklæder hverv som medlem af kommunale råd - har fundet det overvejende betænkeligt at fastslå, at den begåede forseelse i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale råd, jf. den kommunale valglovs § 2.
Den pågældende må derfor anses for valgbar.
(*) I den tidligere lov var bestemmelserne i § 2 og § 34 a, stk. 2. Skrivelsen er optaget i Ministerialtidende.
Et byrådsmedlem vedtog en bøde på 20.500 kr. for groft uagtsom overtrædelse af momsloven ved at have afgivet urigtige afgiftsbeløb, hvorved statskassen blev unddraget et beløb på 107.508 kr.
Valgbarhedsnævnet fandt, at den pågældende var valgbar.